Søgeresultater: 10

Astronomer kalder ubestemmelige og mystisk aktive himmellegemer for begivenhedshorisonter. Jeg har skrevet denne bog som en personlig begivenhedshorisont. Ambitionen er, at intet lys må undslippe beskrivelsen af indre cirkler, familie, kvinder og andre urocentre. Jeg ønsker, at mine tekster rummer aktion. Altså at de er til stede, at de ånder i bestræbelserne. Helst med tændsatser, med humor. De er forsøg på selvforståelse og undersøgelser af min virkelighed, men de må ikke være flugtforsøg. For jeg er distræt, jeg er fjern, og det prøver jeg netop at skrive mig væk fra. Jeg vil gerne reagere hurtigt på en impuls, på en indskydelse, der kræver handling lige nu. Jeg vil så nødig stene helt til, sådan som det nemt kan ske, for eksempel når intellektuelle skal ud af en bil. Uddrag af bogen Men foreløbig er jeg min egen forfatterskole. En institution uden halsbrand eller fyringer. Det er kontraproduktivt at påføre den uddannelse etisk fordring og kammertone. Kunstnerisk magma kan ikke nedkøles i fryseposer fra Fakta. Hvordan ville Charles Bukowski passe ind på den skole? Eller Rimbaud og Verlaine? De ville ikke løbe skrigende væk. Nej, det ville være at udvande deres mod og mordinstinkt. De ville tværtimod jage skrankepaverne til jordens ende og skrive digte om det imens. Skal forfattere lære at være antirynkecreme og kastratsangere? En whistleblower på forfatterskolen?! Det er ensretning og personforfølgelse. Det er infiltration på et diktatorisk niveau. Kontaktbesvær og koldkrig; Søndagsskole og spejderære. Kunst er det modsatte, det er smadrede vinterhaver og atmosfærisk voldtægt, det er jordskred og knuste kirker. Om forfatteren Thomas Wivel er efter 30 år i underholdningsbranchen endnu konstant optrædende standupkomiker, men arbejder også intenst som forfatter og har efterhånden adskillige udgivelser i alle genrer i sit kalejdoskopiske bagkatalog. Hans gnistrende og dramatiske familie har i de senere år været omdrejningspunkt for bøgerne, og det er den ikke mindst i indeværende udgivelse. Thomas skriver om tab, nærkontakt og dagenes stjerner. Han er fra 1967 og er far til fire børn.

I Kunsten at gå på gaden samler forfatter og kulturjournalist Lars Movin op på Jørgen Leths tekster fra 60’erne om film, musik, ballet, litteratur, rejser … alle de lethske fascinationer, der finder deres første udtryk her.
 

Læs mere om forfatteren, Jørgen Leth.

En rejseskildring af en helt særlig slags. En uophørlig blanding af fiktion selvbiografi og historie. En rejse til fods gennem det engelske grevskab Suffolk et tyndt befolket stribe land langs den engelske østkyst men samtidig en opdagelsesrejse gennem Englands imperiale fortid. I august en måned der siden tidernes morgen skal have været under indflydelse af Saturn vandrer Sebald gennem det violette hedelandskab. Han besøger forfaldne landslotte taler med gamle godsejere og kommer på sin vej igen og igen på sporet af højst underfundige og sælsomme historier. Saturns ringe transporterer læseren vidt omkring og gennem mange tider. Forfatteren fortæller om de victorianske slottes storhedstid beretter om rovdriften på Congo bevidnet af Joseph Conrad sporer den europæiske silkehandel tilbage til Kina. Sebald følger også i fodsporene på den ødelæggelse som mennesket har bragt over sig selv. Klart og præcist fører han protokol over de stille katastrofer som menneskets voldsomme indgriben har forrettet i disse afsidesliggende egne. I sidste instans forvandler fodrejsen sig til en rejse gennem kulturens og naturens forfaldshistorie. W.G. Sebald (1944-2001) var krigsbarn født i Bayern. Efter studier i Schweiz og England valgte Sebald at bosætte sig fast i England hvor han underviste i sprog og litteratur ved universitetet i Norwich. Fra 1990 begyndte hans bøger at udkomme på såvel tysk som engelsk. Ved sin død (i en trafikulykke) som 57-årig blev han af mange betragtet som en mulig kandidat til nobelprisen i litteratur. På dansk er hidtil udgivet De udvandrede (1995) og Austerlitz (2003). Saturns ringe efterfølges i foråret 2012 af endnu et mesterværk af W.G. Sebald på dansk: Højde.Skræk (Schwindel.Gefühle).

Bogens 16 essays giver nye, kulturkritiske analyser af og inden for så forskellige emner som blandt andre almengyldig moral, menneskerettighedernes idégrundlag, 12- og 13-karakterskalaerne, humanioras status, det populære værdibegreb, kunstmuseernes rolle, billedkunstværker, skønlitteratur, musik, religion, æstetik og filosofi. Artiklerne er hver især selvstændige, af hinanden uafhængige skrifter, men sammen belyser de hinanden og giver læseren nye vinkler på især den hjemlige og den vestlige kultur, dens idégrundlag og dens frembringelser. En central hensigt med bogen er at give læseren aktuelt, relevant og originalt tænkt stof til egne refleksioner.

Jeg tænker hver dag over den næste sætning. Først i formuleringen af problemet ser jeg det for mig. At fylde et A4-ark ud er medicinering. Det er mental massage. Mit immunsystem står stærkere, når jeg har skrevet. A4-arket et mit terræn. Her vil jeg gerne udfolde mig ukontrolleret og uovervåget. A4-arket er mit panic room. Det er her, jeg søger ind, når det hele brænder på. Men det er ikke for at skjule mig. Det er tværtimod her, at hemmelighederne viser sig, og jeg håber ikke, at jeg kommer til at løbe fra mit ansvar i bøgerne. Det ville være fejt og helt misforstået. Det er på linjerne, at jeg viser mine sande sider. Jeg forsøger i hvert fald, for det er afgørende at være sine skygger bekendt. Kun det ærlige udtryk står distancen, og i denne bog må mørket frem. Frem i lyset.

Da Sebald påbegyndte det, der skulle blive hans hovedværk, romanen Austerlitz, lagde han et andet projekt til side – den om muligt endnu mere ambitiøse fortælling Campo Santo, som skulle begynde på øen Korsika og derfra forgrene sig ud til hele modernitetens Europa. Han nåede ikke at genoptage projektet før sin død i en bilulykke i 2001, året hvor Austerlitz udkom.

De fire fragmenter af værket, der er samlet her, mere end antyder, hvad vi er gået glip af. Sebalds særegne blanding af vitalitet og melankoli, empati og pessimisme, hans sans for såvel historiens store linjer som den sigende detalje, fornægter sig ikke.

Bogen indeholder desuden en række tekster fra årene 1975-2001, der på forskellig vis tager livtag med hans yndlingsforfattere: Franz Kafka, Vladimir Nabokov, Peter Handke og Bruce Chatwin, m.fl. Teksterne tillader os samtidig at følge Sebalds udvikling fra traditionel akademisk litteraturkritiker til den store lyrisk-melankolske essayist, han endte med at blive.

Paris er amerikaniseret, Wien er for-buda-pestet. Overalt danser man den samme foxtrot, overalt ser man de samme film, overalt taler man om de samme politiske begivenheder, skriver den østrigske forfatter Stefan Zweig i 1925 i sit essay Monotoniseringen af verden. Men monotoniseringen er ikke kun et onde. Måske kan den føre til større mellemfolkelig forståelse. Mens nationalistiske diktatorer oprustede, og verdenskrigen rykkede stadig nærmere, rejste pacifisten Stefan Zweig i 1920’erne og 1930’erne fra land til land og talte fredens sag. Og på den måde ligner Stefan Zweigs hektiske 'verden af i går' næsten til forveksling vores egen lige så hektiske verden af i dag. Det er oversætterne Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, der har sammensat bogens  spændende udvalg af Zweig-tekster, der generelt ikke tidligere har været oversat til dansk.

Pressen skriver:

»… en fornemt nyoversat samling essays, taler og interviews af og med Stefan Zweig. «
*****– Berlinske

»Man mærker det. Det er ikke bare masseturismen, men også sel?en og den intetforlangende all inclusive-ferie, Stefan Zweig sporer oprindelsen til her i et par veloplagte essays… «
– Information

»Essays, taler og interviews om en tid, hvor Wien ”forbudapestes”, Paris ”amerikaniseres”, hvor man ”overalt danser den samme foxtrot”, fordi teknikken har muliggjort det: Hvem vil ikke gerne høre Zweig begræde den europæiske kulturs udjævning?«
****– Kristelig Dagblad

»Lige så lykkelig, man kan blive ved dette møde med Zweig, lige så uhyggelig er hans essays aktualitet. «
– Weekendavisen

Jeg er på vedvarende opdagelsesrejse i min families fæstninger og kollisioner. Jeg ryster stamtræet, og der falder altid noget vildt og overraskende ned. Jeg ser helst tilbage. Det er i tilbageblikket, at løsningerne opstår. Tilbageblikket viser mig muligheder. I den granskning forstår jeg mine opture, og den forklarer min private lockdown endnu bedre. Jeg griber ud i dramaer fra verdenshistorien. Jeg genfortæller historier om altomstyrtende heltemod. Jeg vil gerne hylde den storhed, jeg selv har været fascineret af. Og især vil jeg gerne duellere med de kræfter, der vil ensrette mine valg. Jeg nærlytter kunst, litteratur og hjertelyd. Uddøende fænomener. Men det får de ikke lov at være i min bog, på min vagt! Men i bund og grund ønsker jeg at skrive mig frem til en underholdende oplevelse. Det er hermed forsøgt. Mit kampråb er i gang.

Er det overhovedet muligt at finde en fællesnævner mellem Sokrates, Jesus, Martin Luther, Karen Blixen, Henrik Stangerup, François Truffaut, Sartre, Camus, Bob Dylan, David Bowie, Prince og Iggy Pop? Thomas Wivel giver flere svarmuligheder på spørgsmålet i sin kulturelle essaysamling, De visionære provokatører, der ligeledes kan læses som en utvetydig hyldest til det frie ord, den frie tanke og kunstnerisk skaberkraft i almindelighed. Wivel vover pelsen i de personligt vinklede analyser samt kommentarer, der kredser om, hvad det vil sige at være en visionær provokatør. Tanker om den menneskelige eksistens, politisk og religiøst opgør med magthaverne, iscenesættelse af dekadent levemåde og skarp kritik af tidsånden har gennem historien ofte virket provokerende, men samtidig plantet kimen til nye visioner. Sat på spidsen er De visionære provokatører Wivels bud på et kulturpolitisk kampskrift båret frem af hans dybe fascination af enerne inden for filosofiens, litteraturens, filmens og musikkens verden.

Denne antologi giver et bredt, repræsentativt udvalg af Poul Henningsens kulturkritik på alle felter. Bogen, som er redigeret og kommenteret af professor Hans Hertel, præsenterer desuden hidtil ukendt materiale. Det hele fremtræder med en forbløffende friskhed, også sprogligt, der forsat vil kunne provokere vores kæreste fordomme.