Søgeresultater: 4

Bør anmeldere skydes? Er der tale om masseunderholdning eller religionserstatning? Det er blot et par af de spørgsmål, Elsa Gress stiller sig selv og sin læser i essaysamlingen "Nye strejftog". Med sin enorme erfaring som forfatter, kritiker, kulturformidler og menneske i det hele taget udfolder Elsa Gress sig bredt og dybsindigt om det litterære klima, massekulturen, kritikerens rolle og myndighedernes adfærd.

"Af hoved er hun videnskabsmand, men af sind er hun kunstner, og det er en rig sammensætning. Hendes arrigskab har flere hestekræfter end nogen anden dansk skribents, og det er en glimrende drivkraft. Hun finder sig ikke i noget… Hun kan den kunst som er definitionen på al kunst: at lægge hovedvægten på det væsentlige og være ligeglad med det ligegyldige."

Sådan beskrev Poul Henningsen Elsa Gress som debattør og som menneske. "Det professionelle menneske" er en samling af essays delt op i fire afsnit: ‘socialt‘, ‘kulturkritisk og kulturpolitisk‘, ‘amerikansk‘ og ‘litterært og kunstnerisk‘.

Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

Ja, der er som regel en del, der hører efter, hvad Elsa Gress har at sige. I denne essaysamling filosoferer Elsa Gress over modernismens klimaks, det moderne menneske, velfærdsstaten, kulturskizofreni og afdøde helte som Karen Blixen, Graham Greene og Aldous Huxley. Hun afsætter i øvrigt en stor del af bogen til tanker om USA‘s racekamp, mordet på John F. Kennedy og begrebet succes set med amerikanske øjne.

"Det er afgjort ikke fashionabelt i disse tider at tale om standpunkter, endsige at have dem. I stedet skal man have fornemmelser for ‘det nære’ … At have en fornemmelse af misforholdet mellem det, der er, og det, der bør eller kunne være, forekommer dem latterligt."

Dette synspunkt gør Elsa Gress op med i "Elysisk aften – at være kætter", og som hun også bemærker, er det ikke bare forbigående tendens, at man ikke må udtale sig kritisk eller i store vendinger. Det har altid været ildeset på den måde ‘at være kætter’, som hun kalder det.

Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.