Søgeresultater: 52

I sin sjette erindringsbog, Som en springende hval, kommer Johannes Møllehave vidt omkring. Han fortæller blandt meget andet om familien og ikke mindst børnebørnene, om Prag og Reykjavik, om Dostojevskij og Shakespeare, om døde venner og om sin egen store hjerteoperation.

"Ingen i dette land bruger den store kunst, de store romaner, den store lyrik på så selvfølgelig, forstandig og inciterende vis som dette forunderlige væsen, Johannes Møllehave kaldet."
- Ulrik Høy, Weekendavisen

"En formidabel erindringsbog ... Det er næsten en forbrydelse at sluge den i et stræk, så meget humor, kærlighed og alvor er der i den!"
- Holger Ruppert, B.T.

"Man burde næsten overveje, om ikke lægerne ved siden af medikamenterne skulle ordinere Møllehave som pligtlæsning til enhver, der har et mørkt syn på livet."
- Mikkel Wold, Information

Andre farver rummer en række essays fra de seneste 25 år samt en enkelt fortælling. Samlingen spænder fra lyrisk-selvbiografiske tekster til essays om litteratur, arkitektur og kultur, fra humor til politisk analyse, fra sarte stemningsbilleder til provokerende diskussioner om østlig og vestlig kunst.

Orhan Pamuk fortæller om sin første rejse til Europa, sin fars død og jordskælvet i Istanbul, om kærligheden til forfattere som Dostojevskij, Nabokov og Laurence Sterne, om at bo i Istanbul og New York og om arbejdet med sine romaner.

ANDRE FARVER er Orhan Pamuks første udgivelse, siden han modtog Nobelprisen i litteratur i 2006, og med den giver en af vor tids største fortællere og intellektuelle sit syn på livet, kunsten og litteraturen.

"Vi boede på første sal til venstre ved siden af Østergårds, der ligesom mine forældre havde to børn. Vi var to drenge, de en pige og en dreng, Birthe og Søren. I modsætning til os fik de lov at høre reklameradioen, Radio Merkur.

"Esso, Esso, Esso, Esso," messede Søren i én uendelighed, mens han skovlede Foskagryn med sukker og mælk i sig.

"Foskanerbørn er sunde børn/og sunde børn er nemme børn," faldt Birthe ind."

"I mørket bag min albue" er en samling erindringsessays om bl.a. barndomshjem, legekammerater, forældre og bedsteforældre, skole, knallerter og kærester fra et Danmark, der var engang.

Den danske forfatter Claes Johansen (f. 1957) debuterede i 1986 med "Frygtelige Vera og andre noveller". Sidenhen er det blevet til et væld af bøger, der strækker sig over genrer som børnebøger, historiske romaner, noveller og romaner for voksne.

Astronomer kalder ubestemmelige og mystisk aktive himmellegemer for begivenhedshorisonter. Jeg har skrevet denne bog som en personlig begivenhedshorisont. Ambitionen er, at intet lys må undslippe beskrivelsen af indre cirkler, familie, kvinder og andre urocentre. Jeg ønsker, at mine tekster rummer aktion. Altså at de er til stede, at de ånder i bestræbelserne. Helst med tændsatser, med humor. De er forsøg på selvforståelse og undersøgelser af min virkelighed, men de må ikke være flugtforsøg. For jeg er distræt, jeg er fjern, og det prøver jeg netop at skrive mig væk fra. Jeg vil gerne reagere hurtigt på en impuls, på en indskydelse, der kræver handling lige nu. Jeg vil så nødig stene helt til, sådan som det nemt kan ske, for eksempel når intellektuelle skal ud af en bil. Uddrag af bogen Men foreløbig er jeg min egen forfatterskole. En institution uden halsbrand eller fyringer. Det er kontraproduktivt at påføre den uddannelse etisk fordring og kammertone. Kunstnerisk magma kan ikke nedkøles i fryseposer fra Fakta. Hvordan ville Charles Bukowski passe ind på den skole? Eller Rimbaud og Verlaine? De ville ikke løbe skrigende væk. Nej, det ville være at udvande deres mod og mordinstinkt. De ville tværtimod jage skrankepaverne til jordens ende og skrive digte om det imens. Skal forfattere lære at være antirynkecreme og kastratsangere? En whistleblower på forfatterskolen?! Det er ensretning og personforfølgelse. Det er infiltration på et diktatorisk niveau. Kontaktbesvær og koldkrig; Søndagsskole og spejderære. Kunst er det modsatte, det er smadrede vinterhaver og atmosfærisk voldtægt, det er jordskred og knuste kirker. Om forfatteren Thomas Wivel er efter 30 år i underholdningsbranchen endnu konstant optrædende standupkomiker, men arbejder også intenst som forfatter og har efterhånden adskillige udgivelser i alle genrer i sit kalejdoskopiske bagkatalog. Hans gnistrende og dramatiske familie har i de senere år været omdrejningspunkt for bøgerne, og det er den ikke mindst i indeværende udgivelse. Thomas skriver om tab, nærkontakt og dagenes stjerner. Han er fra 1967 og er far til fire børn.

Store Kongensgade 23 er Søren Ulrik Thomsens reflekterede erindringsessay fuldt af minder om hans pubertet og moderens depression og langvarige ophold på sindssygehospitaler, om klasselærer Bodil, morfar Henning og skønne Jane fra Sølvgade Skole, men også af tanker om, hvorfor man skriver, om frygten for alderdommens rædsler, om efteråret, hvor alting på én gang flammer op og dør ud. Og om en lejlighed i Store Kongensgade 23, hvor forfatteren kun boede et enkelt år, men alligevel er stedet, hvorfra fremtiden altid vil udstråle.

"Jeg så ikke mig selv som noget som helst og drømte hverken om det ene eller det andet. At blive stor – kunne jeg slet ikke forestille mig, og følgelig fyldte tanken mig med rædsel, fuld af ubestandighed og varsler om altings flygtighed som den var. Jeg forstod umiddelbart havfruen, der ville have menneskeben at gå på for at blive som dem, men hvorfor måtte jeg græde over hendes skæbne, når jeg dog også var et menneske med ben som alle andre og gik rundt mellem dem?"

I "På vej til mig selv" gør Ulrich Horst Petersen status over, hvordan han er blevet den, han er, og hvilke prøvelser vi som mennesker må gå igennem for at finde os selv. Med selvironi og skarpsindighed tager han os med tilbage til barndommens drømme eller mangel på samme, fortæller om erfaringer, der har skubbet ham i den ene eller den anden retning, og oplevelser, der har formet ham som den, han er. Ulrich Horst Petersen (f. 1936) er en dansk forfatter og jurist, der har vundet et væld af priser for sine mange bøger. Han har udgivet essays, skønlitteratur og erindringer.

Jeg føler et dybt engagement i det, jeg beskæftiger mig med. Hvad jeg gribes af, er forskelligt, og det skifter med livets faser, men jeg gribes altid i så høj grad, at alle sanseapparater ganske af sig selv koncentreres om samme emne. Tilstanden 'grebethed' kan nok ikke fremkaldes, men skal opstå som en impuls. Men den kan gives bedre eller dårligere livsbetingelser af personen selv eller af omgivelserne. Der er gået en masse tanker forud, før man så rækker ud efter det værktøj, der kræves, før det produkt, man forestiller sig, bliver virkeliggjort. Jeg håber, at de tanker, jeg giver udtryk for i bogen her, finder genklang hos mange læsere. At det er tanker, mange genkender, men ikke har udtrykt før - eller har udtrykt helt anderledes - og at mine essays derfor kan overraske, inspirere og også gøre en forskel.

En personlig litteraturhistorie gennem 65 år. Alle Politiken-læsere kender Thomas Bredsdorff, som har været fast boganmelder og kulturskribent ved avisen siden 1965 og desuden er forfatter til en lang række bøger. Han er kendt som en fremragende formidler, der henvender sig til både fagfæller og det almene publikum. Med Litteraturen giver form til en følelse er et stort udvalg af hans produktion nu samlet i en flot, monumental udgivelse. Det er dr.phil. Marianne Stidsen, der har foretaget udvalget og skrevet bogens forord og efterskrift. Resultatet er blevet en vidtspændende samling af artikler fra "Cyklerne i Hanoi" (1974) til "Humanist til sidst" (2019) foruden 16 kapitler om store skandinaviske forfattere fra Ludvig Holberg til Karl Ove Knausgård.

Cool, elegante, morsomme og selvudleverende historier fra et uperfekt liv med litteratur, film, sport, kvinder og rejser. Digteren, filminstruktøren og Tour de France-kommentatoren m.m.m., Jørgen Leth, har skrevet en erindringsbog af de sjældne, som samtidig tegner et portræt af dansk kulturliv gennem de sidste 40 år.

Bogens forfatter kalder sine toogtyve tekster erindringsessays – andre danske forfattere ville måske have kaldt dem skrøner (Jørn Riel), myter (Johannes V. Jensen), stykker (Hans-Jørgen Nielsen), sengelæsning (Frank Jæger), dameskrå (Klaus Rifbjerg), skilderier og rids (Albert Dam). Der er to længere rejsebreve fra Gdansk i Polen og Agadir i Marokko og et essay om, hvordan forfatteren nægtede at være soldat og militærnægter. Og et interview med Bob Dylan, da han fyldte 50. Et anti-interview? Der er stykker / skrøner / myter / sengelæsning / dameskrå / skilderier / rids om forfatterens syv år som jazzklarinettist og senere syv år som rocksaxofonist. Her er spring, der kilder – og kilder, der springer.

En rejseskildring af en helt særlig slags. En uophørlig blanding af fiktion selvbiografi og historie. En rejse til fods gennem det engelske grevskab Suffolk et tyndt befolket stribe land langs den engelske østkyst men samtidig en opdagelsesrejse gennem Englands imperiale fortid. I august en måned der siden tidernes morgen skal have været under indflydelse af Saturn vandrer Sebald gennem det violette hedelandskab. Han besøger forfaldne landslotte taler med gamle godsejere og kommer på sin vej igen og igen på sporet af højst underfundige og sælsomme historier. Saturns ringe transporterer læseren vidt omkring og gennem mange tider. Forfatteren fortæller om de victorianske slottes storhedstid beretter om rovdriften på Congo bevidnet af Joseph Conrad sporer den europæiske silkehandel tilbage til Kina. Sebald følger også i fodsporene på den ødelæggelse som mennesket har bragt over sig selv. Klart og præcist fører han protokol over de stille katastrofer som menneskets voldsomme indgriben har forrettet i disse afsidesliggende egne. I sidste instans forvandler fodrejsen sig til en rejse gennem kulturens og naturens forfaldshistorie. W.G. Sebald (1944-2001) var krigsbarn født i Bayern. Efter studier i Schweiz og England valgte Sebald at bosætte sig fast i England hvor han underviste i sprog og litteratur ved universitetet i Norwich. Fra 1990 begyndte hans bøger at udkomme på såvel tysk som engelsk. Ved sin død (i en trafikulykke) som 57-årig blev han af mange betragtet som en mulig kandidat til nobelprisen i litteratur. På dansk er hidtil udgivet De udvandrede (1995) og Austerlitz (2003). Saturns ringe efterfølges i foråret 2012 af endnu et mesterværk af W.G. Sebald på dansk: Højde.Skræk (Schwindel.Gefühle).

Erindringsbogen "Ti år" er blevet kaldt Herman Bangs morsomste bog. Med selvironi og humor fortæller Herman Bang om sit liv som omrejsende skuespiller, forfatter og foredragsholder. Bogen fokuserer på perioden mellem 1877, hvor Herman Bangs forfatterkarriere går i gang, og fortsætter ti år frem til hans "vandreår" i Centraleuropa, som han vender hjem fra i 1887. Herman Bang (1857-1912) var en dansk kritiker, forfatter og journalist. I 1880 brød han igennem med romanen "Håbløse slægter", og siden blev det til en lang række værker inden for forskellige genrer. Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil og var en af hovedkræfterne bag det moderne gennembrud i dansk litteratur.