Søgeresultater: 32

Suzanne Brøgger, der er en vigtig stemme i køns- og samfundsdebatten, har aldrig været bange for at ændre mening, fordi hun er blevet klogere. Her går hun i dialog med sine gamle bøger og opdaterer, nuancerer og diskuterer de emner, der altid har optaget hende, fx privatlivet, kernefamilien og parforholdet, voldtægt, skyld og skam, datter-,  mor- og kvinderolle. Alt kommer til udtryk i Brøggers veloplagte og provokerende stil.

I Jørgen Leths værk består verden af tid og tilfælde. Leth udfordrer vores måde at læse og se på ved fascineret at pege på en verden, som går forud for fortolkning og kritik. En verden som er, og som vil os noget. Han provokerer ved at drive en æstetisk livsholdning til det yderste. Kunsten selv er en del af denne verden af tid og tilfælde, men den er samtidig en passioneret registrant af den og et metodisk indgreb i den. Leths værker befinder sig midt i foranderligheden, men hans stil er umiskendelig. Stilen formår med Roland Barthes' ord "at indføre en rytme i fataliteten" og "at give det nødvendige udseende af frihed". Og det er måske Leths største bedrift: Hans værk er frem for alt frigørende. "Stoleleg" handler om hele Leths værk: filmene, digtene, sporten, journalistikken, det hele inklusive Leth selv og de verdener han færde i.

Der findes forskellige former for totalitarisme. Der findes den, som udvikler sig i ens eget land. Der findes den, der presses ned over en af en besættelsesmagt. Der findes den selvpålagte, intellektuelle totalitarisme. I denne essaysamling undersøger Per Stig Møller disse tre former for totalitarisme. Første del beskriver hvorledes sovjetkommunismen har undertrykt den russiske litteratur. Den præsenterer koncentrationslejr-litteraturen i USSR og forfatternes vilkår fra 1917 og frem. Samtidig leveres nogle indgående introduktioner til flere af de væsentligste, men herhjemme ukendte koncentrationslejr-forfatterskaber.

Anden del viser, hvorledes den nazistiske besættelse prægede Martin A. Hansens, H. C. Branners, Karen Blixens og Kjeld Abells forfatterskaber. Med deres humanisme mødte de det onde, men kunne humanismen overleve dette møde?

Sidste del fremstiller den unge Camus’ udvikling og ser på hans eftermæle. Ikke mindst i lyset af hans strid med Sartre, hvis forskellige engagementer og fejltagelser tages op til indgående vurdering.

I forordet skriver Per Stig Møller bl.a. „Den nat, der i 1940 sænkede sig over Danmark, veg for daggryet i 1945. Den nat, der i 1917 sænkede sig over Rusland, har endnu ikke vist tegn til at vige".

Bogen kan ikke blot læses som en række foruroligende litterære beskrivelser, men også som et memento i en sikkerhedsdebat, der igen synes aktuel.

Ida Jessen har siden sin barndom været en lidenskabelig læser. Hvad gør Sigrid Undset, Kathrine Mansfield, Alice Munro, St.St. Blicher, Fjodor Dostojevskij og Kerstin Ekman til nogle af verdens bedste forfattere? Hvor henter de deres stof fra, og hvordan former de det, så det bliver alment menneskeligt? Hvor henter hun selv sit stof? Hvordan kan man konstant forny sig? Og det værste af alle spørgsmål: Hvornår er man færdig som forfatter og skal holde op?

En personlig litteraturhistorie gennem 65 år. Alle Politiken-læsere kender Thomas Bredsdorff, som har været fast boganmelder og kulturskribent ved avisen siden 1965 og desuden er forfatter til en lang række bøger. Han er kendt som en fremragende formidler, der henvender sig til både fagfæller og det almene publikum. Med Litteraturen giver form til en følelse er et stort udvalg af hans produktion nu samlet i en flot, monumental udgivelse. Det er dr.phil. Marianne Stidsen, der har foretaget udvalget og skrevet bogens forord og efterskrift. Resultatet er blevet en vidtspændende samling af artikler fra "Cyklerne i Hanoi" (1974) til "Humanist til sidst" (2019) foruden 16 kapitler om store skandinaviske forfattere fra Ludvig Holberg til Karl Ove Knausgård.

En samling morsomme, rørende, smukke og ind i mellem meget personlige essays fra John Green, som tager steder, begreber og produkter – og en vis pandemi - fra menneskets tidsalder under kærlig behandling. Vi kommer rundt om så forskellige ting som Pingvinerne fra Madagaskar, internettet, solnedgange, teddybjørne og meningitis, og Green kalder selv bogen en form for mini-memoirer. Teksterne handler dog lige så meget om at være forelsket i den verden, vi lever i og om at kunne se det smukke i de små ting på trods af pandemier og postmoderne stress.

Jørgen Leth kan det hele: Han er digter, filminstruktør, tv-kommentator, cykelsportsekspert, enfant terrible, levemand og æstetiker. At han også skulle være etiker, vil nok overraske mange, men det er faktisk lige det, filosoffen Finn Janning påstår i sin nye bog. Finn Janning argumenterer i sit essay for, at Leth er en gavmild etiker. Han viser, at digterens skrift og liv hænger sammen i kroppen. Og kroppen er det sted, hvor digterens erfaringer sætter sig og spreder sig. Leth er en atletisk og sanselig digter, der konstant afsøger eller udforsker grænserne for det levende. Finn Janning går ind i en personlig og forpligtende dialog med Leths værker og virke, hvilket naturligt fører til en undersøgelse af almene eksistentielle spørgsmål. Hvilket liv er værd at leve? Hvilken betydningen har døden for vores måde at leve på? Hvordan er det muligt at dele personlige erfaringer som noget upersonligt? Bogen er en original læsning af Leth, som henvender sig til en bred gruppe af læsere, hvad enten disse holder af Leth, cykelløb og etik – eller blot vil vide, hvorfor kunst er et spørgsmål om liv eller død.

Paris er amerikaniseret, Wien er for-buda-pestet. Overalt danser man den samme foxtrot, overalt ser man de samme film, overalt taler man om de samme politiske begivenheder, skriver den østrigske forfatter Stefan Zweig i 1925 i sit essay Monotoniseringen af verden. Men monotoniseringen er ikke kun et onde. Måske kan den føre til større mellemfolkelig forståelse. Mens nationalistiske diktatorer oprustede, og verdenskrigen rykkede stadig nærmere, rejste pacifisten Stefan Zweig i 1920’erne og 1930’erne fra land til land og talte fredens sag. Og på den måde ligner Stefan Zweigs hektiske 'verden af i går' næsten til forveksling vores egen lige så hektiske verden af i dag. Det er oversætterne Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, der har sammensat bogens  spændende udvalg af Zweig-tekster, der generelt ikke tidligere har været oversat til dansk.

Pressen skriver:

»… en fornemt nyoversat samling essays, taler og interviews af og med Stefan Zweig. «
*****– Berlinske

»Man mærker det. Det er ikke bare masseturismen, men også sel?en og den intetforlangende all inclusive-ferie, Stefan Zweig sporer oprindelsen til her i et par veloplagte essays… «
– Information

»Essays, taler og interviews om en tid, hvor Wien ”forbudapestes”, Paris ”amerikaniseres”, hvor man ”overalt danser den samme foxtrot”, fordi teknikken har muliggjort det: Hvem vil ikke gerne høre Zweig begræde den europæiske kulturs udjævning?«
****– Kristelig Dagblad

»Lige så lykkelig, man kan blive ved dette møde med Zweig, lige så uhyggelig er hans essays aktualitet. «
– Weekendavisen

”Glemsel er den største frihed, et menneske kan opleve. Fængslet, cellen, væggene, dørene, låsene, problemerne og de mennesker, som sætter grænser for mit liv og siger: 'Hertil og ikke længere', udraderes. Den handling at skrive indeholder et magisk paradoks, for du kan ikke kun søge tilflugt i den og skjule dig i den, men også udbrede dine ord til hele verden. Den gør det muligt både at glemme og at blive husket.” I juli 2016 forsøgte militærfolk at gennemføre et kup mod Tyrkiets præsident Recep Teyyip Erdoğans regering. Forsøget mislykkedes, men konsekvenserne for titusindvis af uskyldige intellektuelle, journalister og forfattere har været og er fortsat enorme. De tyrkiske retssale og fængsler har siden kupforsøget været fyldt med folk, der påstås at have støttet kupmagerne, eller som blot ikke at har udtrykt tilstrækkeligt med opbakning til præsidenten. I februar 2018 blev forfatter og journalist Ahmet Altan dømt til fængsel på livstid. Denne samling af bevægende, hårrejsende og til tider morsomme essays er skrevet i fængslet. De handler om dagligliv, om savn, om inspiration og om at holde fast i, hvem man er, selvom omgivelserne gør, hvad de kan, for at nedbryde en. Kort sagt: de handler om at overleve. Det er korte, gribende beretninger fra en absurd virkelighed, der udspiller sig i dette nu, mens du læser. Ahmet Altan har arbejdet for flere af de store tyrkiske aviser, som Hürriyet, Milliyet og Radikal. I 2007 etablerede han avisen Taraf, som støttede, at Tyrkiet knyttede tættere bånd til Europa. Altan har skrevet om det armenske folkemord, og talt for forsoning med landets kurdiske befolkning. Avisen blev lukket af myndighederne i 2016. Ahmet Altan har skrevet syv romaner, der alle er udkommet i Tyrkiet, og hvoraf flere er oversat til andre sprog, herunder engelsk, tysk og norsk. ”Jeg kommer aldrig til at se verden igen” er Altans første udgivelse på dansk. "Læs den. Og læs den så igen!" - The Guardian

Erindringsbogen "Ti år" er blevet kaldt Herman Bangs morsomste bog. Med selvironi og humor fortæller Herman Bang om sit liv som omrejsende skuespiller, forfatter og foredragsholder. Bogen fokuserer på perioden mellem 1877, hvor Herman Bangs forfatterkarriere går i gang, og fortsætter ti år frem til hans "vandreår" i Centraleuropa, som han vender hjem fra i 1887. Herman Bang (1857-1912) var en dansk kritiker, forfatter og journalist. I 1880 brød han igennem med romanen "Håbløse slægter", og siden blev det til en lang række værker inden for forskellige genrer. Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil og var en af hovedkræfterne bag det moderne gennembrud i dansk litteratur.

Nobelprismodtageren Herta Müllers nye bog, Altid den samme sne og altid den samme onkel, er en samling af essays, artikler og taler. I den fortæller hun om sin vej fra en rumænsk landsby til litteraturens verden, om politik og skrift, barndom og ungdom.

Herta Müller (f. 1953) er opvokset i en lille landsby tilhørende det tysksprogede mindretal i Rumænien. Hun bor i dag i Berlin.

"♥♥♥♥♥ Den store svenske digter Gunnar Ekelöf smukt set gennem essayets og samtalens krystal" Mikke Bruun-Zangenberg, Politiken