Søgeresultater: 19

"En mængde skadevirkninger af en ensidig kultur der bygger på ensidig projektion af den logiske hjernehalvdels struktur registreres overalt under forskellige navne og (bort)forklaringer. Det forekommer (i al fald mig) nærliggende at antage, at der er en levende forbindelse mellem på den ene side sygdom og lidelse i psykisk/fysisk forstand og på den anden side oplevelse af og frembringelse af kunst."

En malerisk essaysamling fra forfatter Henrik Bjelke om samfund, kunst og kultur. Ikke mindst om kunstens nødvendighed og den rene fornufts svaghed.

Henrik Bjelke (1937-1993) var en dansk forfatter. Henrik Bjelke debutrede i 1968 med bogen "Første person ental". Han var lidt af en enfant terrible, der nægtede at ligger under for de gængse fortællinger om verdens logiske opbygning og tilværelsens meningsbestemte løbebane. Ifølge Henrik Bjelke var dette et falsum, og hans bøger kredser igen og igen om dette emne. Hans strenge opdragelse i barndommen har også fundet plads i forfatterskabet, og hans karakterer er ofte blinde for den skade de forvolder i anstændighedens eller meningens navn.

Henrik Bjelke blev tildelt Herman Bangs Mindelegat i 1979 og Beatrice Prisen i 1984.

Med disse syv essays træder Villy Sørensen ind i en diskussion der i lige grad omfatter kunstens og demokratiets problemer. Og da ingen af elementerne i vor tid kan tænkes fra hinanden, er spændingen på forhånd givet. I sin art kan man kalde kunsten elitær, på den anden side er en af kunstens hovedopgaver at være demokratiets talerør. At både kunsten og demokratiet vånder sig under den fælles tilstedeværelse, kan der ikke være tvivl om, hvilket kommer til udtryk i kunstens ofte meget kritiske indstilling til det politiske og politikernes hyppige afstandstagen fra den kritiske eller vanskeligt tilgængelige kunst. At diskussionen er aktuel aflæses dagligt i pressen, her får den sin kunstneriske og filosofiske uddybning.

Jeg er på vedvarende opdagelsesrejse i min families fæstninger og kollisioner. Jeg ryster stamtræet, og der falder altid noget vildt og overraskende ned. Jeg ser helst tilbage. Det er i tilbageblikket, at løsningerne opstår. Tilbageblikket viser mig muligheder. I den granskning forstår jeg mine opture, og den forklarer min private lockdown endnu bedre. Jeg griber ud i dramaer fra verdenshistorien. Jeg genfortæller historier om altomstyrtende heltemod. Jeg vil gerne hylde den storhed, jeg selv har været fascineret af. Og især vil jeg gerne duellere med de kræfter, der vil ensrette mine valg. Jeg nærlytter kunst, litteratur og hjertelyd. Uddøende fænomener. Men det får de ikke lov at være i min bog, på min vagt! Men i bund og grund ønsker jeg at skrive mig frem til en underholdende oplevelse. Det er hermed forsøgt. Mit kampråb er i gang.

En ung kvindelig lyriker drager ud for at se værkerne efter tretten arkitekter, der begik selvmord på grund af et mislykket værk, den manglende anerkendelse, græs der ikke vil gro m.m.: En rejse fra en svømmehal, der sank i jorden, til en ugleset skulpturpark i et velhaverkvarter. Tretten både selvironiske, humoristiske og sørgelige essayistiske kapitler om kunstnerens stræben og skæbne. Om arkitektur, litteratur og billedkunst. Charlotte Van den Broeck (f. 1991) er flamsk lyriker og forfatter. Vovestykker er hendes prosadebut og er allerede udkommet i ikke mindre end otte oplag i hendes hjemland samt solgt til udgivelse i bl.a. Danmark, Tyskland og England.

Er det overhovedet muligt at finde en fællesnævner mellem Sokrates, Jesus, Martin Luther, Karen Blixen, Henrik Stangerup, François Truffaut, Sartre, Camus, Bob Dylan, David Bowie, Prince og Iggy Pop? Thomas Wivel giver flere svarmuligheder på spørgsmålet i sin kulturelle essaysamling, De visionære provokatører, der ligeledes kan læses som en utvetydig hyldest til det frie ord, den frie tanke og kunstnerisk skaberkraft i almindelighed. Wivel vover pelsen i de personligt vinklede analyser samt kommentarer, der kredser om, hvad det vil sige at være en visionær provokatør. Tanker om den menneskelige eksistens, politisk og religiøst opgør med magthaverne, iscenesættelse af dekadent levemåde og skarp kritik af tidsånden har gennem historien ofte virket provokerende, men samtidig plantet kimen til nye visioner. Sat på spidsen er De visionære provokatører Wivels bud på et kulturpolitisk kampskrift båret frem af hans dybe fascination af enerne inden for filosofiens, litteraturens, filmens og musikkens verden.

Der gemmer sig et fikserbillede i hver enkelt af de begivenheder, som vi har oplevet, et billede, som kun vi alene kan finde, fordi det tilhører os. Det er vores opgave at bevare dets hemmelighed ved at lade tanken sætte det fri.

Filosofiske fiksérbilleder består af en række stærkt koncentrerede filosofiske og kunstneriske iagttagelser eller aforismer fortalt med humor, intensitet og stort vid.

"Vi må skrive, som om det gjaldt livet, altså må vi lade livet føre pennen."

Ole Fogh Kirkeby er filosof, dr.phil. og professor ved CBS. "Filosofiske fiksérbilleder" udkom første gang i 2006.

"Som aforismeskribent er Ole Fogh Kirkeby virtuos. Hans beherskelse af sproget er legende let, nærmest musisk."
- Kristeligt Dagblad

"Kirkeby viser enorm bredde i sin filosofiske viden, og springer elegant mellem moderne og antik filosofi."
- Litteraturnu.dk

"... skrevet med stor sproglig vitalitet."
- Politiken

"Moderne kunst er alt for ofte et spørgsmål om at tælle på fingre og tæer og stave sig frem til yderst elementære budskaber, hvor den ikke er ren formalisme. Det er ikke større enkelhed, umiddelbarhed og forståelighed, vi savner i kunsten i dag, men mere komplicerethed, flere forudsætninger, både hos kunstnere og kunstmodtagere, mindre ‘individualisme‘ og mere personlighed.

Det er et af denne bogs hovedmotiver. Men hvis læseren får det indtryk, at den er rettet mod megen moderne kunst, en del samtidig litteratur og så godt som al kunstkritik ud fra go‘ gammeldags traditionalisme, snusfornuft eller ‘engagementskrav‘ – for siden at opdage, at bogens hovedanker er af en gangske anden natur, ja, så er det erklærede formål nået: at forvirre i håb om at forvirre frugtbart."

Således starter Elsa Gress "Prometheus på flugt", en samling af essays om kunstens tilstand, og hvad der skal gøres ved den.

Anne-Marie Steen Petersen er karikaturtegner på Politiken og især kendt for sine portrætter.
Ansigt er et personligt essay om ansigtets betydning i den vestlige kultur- og kunsthistorie fortalt gennem nedslag i vigtige kunst- og arkitekturværker i Europa.

FØRSTE PERSON, ANDEN PERSON indeholder 101 korte og længere kapitler. Så at sige alle genrer er repræsenteret: brudstykker af en fiktiv og virkelig selvbiografi, digte, essays om billedkunst og litteratur, optegnelser, polemik, rejsebeskrivelser m.m. Nyskrevne tekster og omskrevne tekster fra tidligere udgivelser side om side.

Umiddelbart kan det synes at være en mærkelig hybrid, men i sin helhed kan bogen læses som et storstilet forsøg på at samle forfatteren og forfatterskabet – det personlige liv og udviklinger i de seneste årtiers fælles liv – i én stor bevægelse.

Som titlen antyder en endog meget personlig bog, men samtidig en bog, der ikke opererer med personligheden som én fast størrelse.

Niels Frank, født 1963, debuterede 1985 med digtsamlingen Øjeblikket, der senere er fulgt op af Digte i kim (1986), Genfortryllelsen (1988) og Tabernakel (1996). Niels Frank har også udgivet essays, Yucatán (1993), og en bog, der blander genrerne, Livet i troperne (1998), foruden fotobogen CV (2001). Flere tekster fra disse udgivelser optræder i foreliggende bog, oftest i reviderede udgaver.

I Kunsten at gå på gaden samler forfatter og kulturjournalist Lars Movin op på Jørgen Leths tekster fra 60’erne om film, musik, ballet, litteratur, rejser … alle de lethske fascinationer, der finder deres første udtryk her.
 

Læs mere om forfatteren, Jørgen Leth.

Hvad er kunstens rolle i den digitale globaliserings æra? Hvordan kan vi overhovedet lave og nyde kunst i dag? De spørgsmål stiller og besvarer kunstneren Hito Steyerl på svimlende vis i Toldfri Kunst. Hun udforsker alt fra computerspil over WikiLeaks-lækket til politisk aktivisme og udbredelsen af kunst-frihavne og blotlægger derved globaliseringens og den visuelle kulturs paradokser. Hito Steyerl (f. 1966) er tysk kunstner, filmskaber, forfatter og fornyer af essayfilmen. Steyerl er professor i mediekunst ved Universität der Künste i Berlin, og hendes værker udstilles over hele verden

"Realiteten var, at det store flertal af mennesker måtte antages at være imod al denne vold, men at den ikke blot var der alligevel, men blev værre og værre. Jeg kunne i hvert fald ikke udelukke, at der fandtes flere mennesker, end jeg troede, der var enige med mig, skønt de ikke vidste det og hvorfor. Hvis det var tilfældet, kunne det give mening at skrive.

Ulrich Horst Petersen spørger sig selv, hvorfor vold på film, i kunst og æstetik i det hele taget synes at fylde mere og mere. Hvad er det, der er så fascinerende ved den? Er den skadelig, når den bare ses på film og i kunst? Hvad gør den ved de unge, som lader til at være så fascinerede af den? Og er det i virkeligheden bare ham selv, der er blevet gammel og forstokket?

Bogen er oprindeligt udgivet i 1997. Ulrich Horst Petersen (f. 1936) er en dansk forfatter og jurist, der har vundet et væld af priser for sine mange bøger. Han har udgivet essays, skønlitteratur og erindringer.