Søgeresultater: 6

FØRSTE PERSON, ANDEN PERSON indeholder 101 korte og længere kapitler. Så at sige alle genrer er repræsenteret: brudstykker af en fiktiv og virkelig selvbiografi, digte, essays om billedkunst og litteratur, optegnelser, polemik, rejsebeskrivelser m.m. Nyskrevne tekster og omskrevne tekster fra tidligere udgivelser side om side.

Umiddelbart kan det synes at være en mærkelig hybrid, men i sin helhed kan bogen læses som et storstilet forsøg på at samle forfatteren og forfatterskabet – det personlige liv og udviklinger i de seneste årtiers fælles liv – i én stor bevægelse.

Som titlen antyder en endog meget personlig bog, men samtidig en bog, der ikke opererer med personligheden som én fast størrelse.

Niels Frank, født 1963, debuterede 1985 med digtsamlingen Øjeblikket, der senere er fulgt op af Digte i kim (1986), Genfortryllelsen (1988) og Tabernakel (1996). Niels Frank har også udgivet essays, Yucatán (1993), og en bog, der blander genrerne, Livet i troperne (1998), foruden fotobogen CV (2001). Flere tekster fra disse udgivelser optræder i foreliggende bog, oftest i reviderede udgaver.

I Kunsten at gå på gaden samler forfatter og kulturjournalist Lars Movin op på Jørgen Leths tekster fra 60’erne om film, musik, ballet, litteratur, rejser … alle de lethske fascinationer, der finder deres første udtryk her.
 

Læs mere om forfatteren, Jørgen Leth.

Denne antologi giver et bredt, repræsentativt udvalg af Poul Henningsens kulturkritik på alle felter. Bogen, som er redigeret og kommenteret af professor Hans Hertel, præsenterer desuden hidtil ukendt materiale. Det hele fremtræder med en forbløffende friskhed, også sprogligt, der forsat vil kunne provokere vores kæreste fordomme.

I essaysamlingen Modkørende væver forfatter og dramatiker Jokum Rohde en tekstmosaik ud af den geografi og kultur, der har været med til at forme hans virke. Geografien er selvfølgelig 80’erne og 90'ernes København med beværtninger, drukkenbolte, stripklubber og avantgardeteater. Kulturen er Rohdes egen dramatik kombineret med en smittende analytisk begejstring for alt fra amerikanske tegneserier til danske sengekantsfilm. Og så er der musikken: Jokum Rohde tager læseren ved hånden, når han går rundt i Bowies Berlin og den danske hovedstad, som Nick Cave besøgte flere gange i århundredets sidste årtier, og som er så forskellig fra København af i dag.

Jeg er på vedvarende opdagelsesrejse i min families fæstninger og kollisioner. Jeg ryster stamtræet, og der falder altid noget vildt og overraskende ned. Jeg ser helst tilbage. Det er i tilbageblikket, at løsningerne opstår. Tilbageblikket viser mig muligheder. I den granskning forstår jeg mine opture, og den forklarer min private lockdown endnu bedre. Jeg griber ud i dramaer fra verdenshistorien. Jeg genfortæller historier om altomstyrtende heltemod. Jeg vil gerne hylde den storhed, jeg selv har været fascineret af. Og især vil jeg gerne duellere med de kræfter, der vil ensrette mine valg. Jeg nærlytter kunst, litteratur og hjertelyd. Uddøende fænomener. Men det får de ikke lov at være i min bog, på min vagt! Men i bund og grund ønsker jeg at skrive mig frem til en underholdende oplevelse. Det er hermed forsøgt. Mit kampråb er i gang.

Er det overhovedet muligt at finde en fællesnævner mellem Sokrates, Jesus, Martin Luther, Karen Blixen, Henrik Stangerup, François Truffaut, Sartre, Camus, Bob Dylan, David Bowie, Prince og Iggy Pop? Thomas Wivel giver flere svarmuligheder på spørgsmålet i sin kulturelle essaysamling, De visionære provokatører, der ligeledes kan læses som en utvetydig hyldest til det frie ord, den frie tanke og kunstnerisk skaberkraft i almindelighed. Wivel vover pelsen i de personligt vinklede analyser samt kommentarer, der kredser om, hvad det vil sige at være en visionær provokatør. Tanker om den menneskelige eksistens, politisk og religiøst opgør med magthaverne, iscenesættelse af dekadent levemåde og skarp kritik af tidsånden har gennem historien ofte virket provokerende, men samtidig plantet kimen til nye visioner. Sat på spidsen er De visionære provokatører Wivels bud på et kulturpolitisk kampskrift båret frem af hans dybe fascination af enerne inden for filosofiens, litteraturens, filmens og musikkens verden.