Søgeresultater: 48

Georg Brandes var i de år i Berlin, og før han vendte hjem i 1883, havde Bang etableret sig som den førende litteraturkritiker. Han havde udsendt to vægtige litteraturkritiske artikelsamlinger, Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier og Udkast (1880), som foregreb Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og Den romantiske Skole i Frankrig (1882) ved at portrættere de moderne realistiske danske forfattere samlet og introducere de tilsvarende franske. Kritiske Studier og Udkast indeholder også en afdeling „Dramaturgiske Pennetegninger“, som konkurrerede med Edv. Brandes' nyligt udkomne Dansk Skuespilkunst (1880). Efter Brandes' tilbagevenden til København kom det til en åben konfrontation over Gjellerups roman Romulus, som Brandes i sin anmeldelse kritiserede for at have et usikkert forhold til genren, fordi den både rummer stof til en roman, idet den giver „et sammentrængt Billede af den hele Verdenstilstand, som Digteren forestiller sig den“, og til en novelle, idet den giver „et interessant Enkelttilfælde, et fængslende Unicum“. Romanstoffet handler om mishandlingen af hesten Romulus som symbol på samfundsmæssig uret, mens novellestoffet er en kærlighedshistorie, og forfatteren har ikke kunnet beslutte sig til, hvilken af de to historier han ville fortælle. Brandes fremhævede i øvrigt den gode moralske balance, eftersom de samfundsmæssige misforhold straffes af en „ædel ung Pige“, der repræsenterer retsfølelsen, men kritiserede, at Romulus for sent etableres som tekstens centralsymbol, og den episke teknik, hvor der forekommer direkte forfatterkommentarer. En måned senere skrev Bang i „Teknik i vor nye Litteratur. Nogle Bemærkninger i anledning af Dr. Brandes' sidste Anmeldelse“, at hele Brandes' kritiske metode var forældet. Efter først at have hyldet Brandes som den store lærer noterede han på sin generations vegne: „Vi [unge] ere blevne forfærdede over at læse Ord som 'Symbol paa Samfundets Uret' eller som: 'En ædel ung Pige repræsenterer Retsfølelsen og Barmhjertigheden'“. De unge tænker i helt andre baner. De taler ikke om romaner og noveller, men om 'brudstykker af et livs historie' eller 'en følelses historie', hvor stoffet komponerer værket. De skriver enten en psykologisk roman om en enkelt følelse, eller som Zola en social roman, men i ingen af de to tilfælde er der tale om at skabe symboler. Man aftegner „en Krog af Samfundet“ eller „en Krog af Følelseslivet“. Brandes svarede, at kunsten gennem de realistiske enkeltskildringer dog udtrykker en større sammenhæng. (Dansk Litteraturs Historie)

"En mængde skadevirkninger af en ensidig kultur der bygger på ensidig projektion af den logiske hjernehalvdels struktur registreres overalt under forskellige navne og (bort)forklaringer. Det forekommer (i al fald mig) nærliggende at antage, at der er en levende forbindelse mellem på den ene side sygdom og lidelse i psykisk/fysisk forstand og på den anden side oplevelse af og frembringelse af kunst."

En malerisk essaysamling fra forfatter Henrik Bjelke om samfund, kunst og kultur. Ikke mindst om kunstens nødvendighed og den rene fornufts svaghed.

Henrik Bjelke (1937-1993) var en dansk forfatter. Henrik Bjelke debutrede i 1968 med bogen "Første person ental". Han var lidt af en enfant terrible, der nægtede at ligger under for de gængse fortællinger om verdens logiske opbygning og tilværelsens meningsbestemte løbebane. Ifølge Henrik Bjelke var dette et falsum, og hans bøger kredser igen og igen om dette emne. Hans strenge opdragelse i barndommen har også fundet plads i forfatterskabet, og hans karakterer er ofte blinde for den skade de forvolder i anstændighedens eller meningens navn.

Henrik Bjelke blev tildelt Herman Bangs Mindelegat i 1979 og Beatrice Prisen i 1984.

"Fælles for dem skulle imidlertid gerne være, hvad man kunne kalde den kritiske idealisme: troen på det negatives ret side om side med det positive og forvisningen om, at respekt for de ‘upraktiske‘ ideer og studier er en nødvendig forudsætning for al kultur i højere forstand."



Sådan beskriver Elsa Gress essaysne i "Strejftog", som hurtigt blev fulgt op af en lang række romaner og essaysamlinger, der har fastslået hende som en skelsættende kommentator inden for alt fra litteratur, sociologi, psykologi til livets store spørgsmål.
Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

Livet og litteraturen, historien og digtningen, kærligheden - den fri og den konforme – ungdom og voksenliv, oprør og accept. I en række essays fortæller Jørgen Sonne om nogle af de begivenheder, der har været med til at forme ham som menneske og digter – og ikke mindst udvidet hans horisont.

Jørgen Sonne (1925-2015) dansk forfatter, digter, anmelder, oversætter og cand.mag. i historie og engelsk. Jørgen Sonne debuterede med en digtsamling i 1950. Sidenhen er blandt andet udkommet:

"Elisabeth I's og Shakespeares England" (1961), "Blå turist" (1971), "Natten i Rom" (1983), "Elskovs grønne ø" (1984), samt det humoristiske erindringsværk "Fra jul til jul" (1994).

Læsende børn bliver tænkende voksne. Alene derfor burde børnelitteratur i udgangspunktet være den vigtigste litteratur, vi har. Men er der stadig noget at hente i børnelitteraturen, når man er nået skelsår og alder (og er blevet så vis, at man næsten kan undvære hovedet)? Også i dén grad, lyder det passionerede svar fra den britiske forfatter Katherine Rundell. Læs hendes veloplagte og -argumenterede essay om at elske bøger, om bibliotekers værdi og om som voksen at få genfornyet troen på, at ting kan være anderledes. Og lad os nu én gang for alle lægge udsagnet "det er bare børnebøger" i graven! Med dansk forord af Jens Raahauge, der bl.a. får læseren til at huske, hvad ens egen kærlighed til bøger spirede frem af. P.S. Til alle voksne, der beklager, at de ikke har tid læse ret meget: Læs først og fremmest dette korte essay. Derved får du lyst til at opsige dine streamingsabonnementer og således få frigjort en masse tid ... God læselyst :)

Vores bogkultur oplever store omvæltninger på et støjende mediemarked. Bogmennesker fra 2016 er en bog om, hvad litteraturen kan.

I 100 essays fortæller litteraturprofessor Hans Hertel om bøger i sit eget liv og om bøgernes liv i den store verden frem til 2010’erne – med biblioteksaktivister og bognørder i front mod biblioteksslagtere og fjender af ”papirbogen”.

Her er portrætter af kritikere og forskere fra Georg Brandes til dagens formidlere, af det 20. århundredes store forlæggere, af boghandlere og bogens andre aktører. Og her er personlige essays om litteraturhistoriens nytte og læsningens glæder, fra Odysseen og Dekameron til Henry Miller og forbudte klassikere, dyrket af en illegal kvinde-læsekreds under det iranske præstestyre.

Tonen er optimistisk. Bogverdenen har masser af problemer, men skal nok tumle de mange nye mediemuligheder. Det afgørende er passionen – for litteratur og bøger.

Samtaler med fremmede er en samling af tekster af den amerikanske forfatter Paul Auster, skrevet og samlet fra de seneste halvtreds år. De 44 tekster giver et bredt og mangefacetteret billede af Paul Auster, hans tanker og reflektioner over en bred vifte af emner: korte filosofiske meditationer, politiske tekster, der berører emner som hjemløshed, 9/11, og sammenhængen mellem fodbold og krig samt tekster om hans lange rejse med den højt elskede skrivemaskine.

Samtaler med fremmede er en samling tekster med ekstrem spændvidde, højt til loftet og stor menneskelighed, hvilket gør den til en vigtig bog af en af de helt store amerikanske forfattere. - The Spectator

Med denne bog præsenteres en samling af Michel Houellebecqs tidligste essays for første gang på dansk. Det radikale manifest AT HOLDE SIG I LIVE er en rasende og sorthumoristisk manual til, hvordan man overlever som ung kunstner. Digteren må forsone sig med lidelsen som grundvilkår, dog helst uden at begå selvmord. Herfra leder skriften, i Houellebecqs særlige aftapning, frem mod en sandhed – en sandhed som samfundet ikke vil vide af. Foruden titelessayet rummer bogen en række kritiske tekster, alle skrevet før han blev kendt som provokerende romanforfatter. Her kaster forfatteren et nådesløst blik på sin tid og foregriber det ætsende angreb på det moderne vestlige samfund, han senere udfolder i romanerne. Niels Lyngsø har oversat og forsynet bogen med et uddybende forord. Anmelderne skrev: "Suveræn og overvældende tankevækkende. " - Information "Virkeligt læseværdige og kostelige højdepunkter." ★★★★★ Berlingske "Fremragende ... og fremragende oversat." ♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎ - Politiken "Munter misantropi og skarp iagttagelsesevne." ★★★★★ - Børsen "Når Houellebecq er bedst ... er han sin tids vel skarpeste portrættør." - ★★★★ Kristeligt Dagblad "Tak til den vrisne franskmand." - pov.international "Åbner op for litteraturens vigtige rolle i samfundet." - Littuna.nu

I Med fortællingen går jeg i døden afdækker Peter Nielsen et Europa i krise og forandring – sådan som det udfoldes i romaner af blandt andre Curzio Malaparte, Thomas Bernhard, Imre Kertész, Herta Müller, Salman Rushdie, Kirsten Thorup, Orhan Pamuk, Svetlana Aleksijevitj, Michel Houellebecq og Rachel Cusk. Peter Nielsen (f. 1967) er litteraturredaktør på Information, Ph.d. i Litteraturhistorie og grundlægger af den danske udgave af det europæiske kulturmagasin Lettre Internationale.

”Dengang jeg for mange år siden flyttede alene ud på landet, satte jeg straks forfatterportrætter op på væggen for at have nogen at snakke med. Hvad enten forfattere er levende eller døde, forbliver de ens nærmeste.”

Suzanne Brøgger bevæger sig veloplagt og indsigtsfuldt ind i moderne kulturhistorie ved at skabe forbindelser mellem de kunstnere, forfattere, musikere og filosoffer, der har inspireret hende igennem et helt liv og har været med til at danne hende. Hun skriver i såret på egne erfaringer og favner både danske forbilleder som Agnes Henningsen, Karen Blixen og Villy Sørensen og rejser ud i verden og møder bl.a. Henry Miller og Jorge Luis Borges. Hun læser sig helt ind på vores samtid med inspirerende betragtninger om Joan Didions beskrivelse af mor-datter-forhold, Siri Hustvedts betragtninger om seksualitet og eros og Ursula Le Guins bæreposeteori og vender tilbage til myternes verden og den sumeriske gudinde Inana, der gør alt, hvad man ikke må, og intet af det, man skal. På denne måde skriver Suzanne Brøgger dugfriskt om kvindeligt begær og frigørelse til alle tider. Og hun forbinder disse nære overvejelser med betragtninger om, hvordan den kapitalistiske verdens teknologier trænger ind på den enkeltes intimsfære, og hvordan verden i hendes levetid er blevet udfordret af opbrud, krig, flygtningestrømme og klimaforandringer. Når verden er gået i stykker, kan vi kun gendanne og reparere ved at genfortælle den. Kunstnerne på væggen bevæger sig i revnernes poetik og sprækkernes dybde, hvor læseren kan træde ind og fortsætte reparationsarbejdet og fortælle videre. Danne sig selv og sin egen verden i tillid til, at livet er stort nok.

"På væggen" er et vidtfavnende og inspirerende værk om at blive sig selv ved at læse og lade egne erfaringer spejles i andres.

Om litteratur, religion, tro, ytringsfrihed, konservatisme og kærlighed. I denne bog beskæftiger den franske forfatter Michel Houellebecq sig direkte med de emner, der altid har optaget ham og forklarer og perspektiverer han de positioner og holdninger, vi kender ham for, og som både provokerer og stimulerer.

Det var en mørk og stormfuld nat er nok den mest klichéfyldte sætning i litteraturen, men det er også titlen på det første essay i denne samling, og dermed er tonen slået an: Essayet er en lang lovsang til litteraturen og fantasien, og denne hyldest ligger under alle de følgende artikler, der handler om forfattere og skuespillere og dermed om bøger og dramatik.

Niels Birger Wamberg har et uhyre stort kendskab til kultur i allerbredeste forstand, men noget elsker han højere end andet, deraf samlingens titel. Og hvad elsker han så? – han elsker fx Oehlenschläger, H.C. Andersen, Jonas Collin, Karen Blixen, ”Flagermusen”, Stefan Zweig og den gamle verden, Clara Pontoppidan, Poul Reumert, Ebbe Rode og Storm P.   Artiklerne har alle været offentliggjort før og er kun ganske let revideret.