Søgeresultater: 27

Med plads til hundrede køer er en selvstændig fortsættelse af Hans Otto Jørgensens slægtskrønike fra Jylland fra århundredeskiftet til i dag, der begyndte med Helt og heltinde (2001).

Det er en stærk roman om at lykkes – som landmand, kunstner og menneske.

En kvinde stiger af bussen et sted på Sjælland med sin rullekuffert. Hun har forladt sin mand og leder efter et godt sted at græde. Hun bliver samlet op af John og Putte, to venlige fremmede, som indlogerer hende på deres hjørnesofa. John og Putte har pådraget sig piskesmæld og klarer sig med småjobs. De passer Puttes onkels hunde, mens han er indlagt på Næstved. Puttes bror Ibber bor også lige i nærheden. Og så er der den ældre dame ved siden af, Elly, som har brug for hjælp indimellem. John og Puttes liv er på én gang trygt og fremmed, og det rummer en historie, som kun langsomt afsløres for kvinden med rullekufferten. ”Helle Helles prosa er diamantskarpt skåret til. Den emmer af det henkastede dagligsprog, hun aflytter med sit mesterlige Herman Bang'ske øre, fuldt af underforståede betydninger, der langsomt samles i større mønstre i løbet af romanen. Det er vældig godt gjort. Helle Helle har tilført dansk realisme en ny dimension, og man kan kun beundre hendes fornemme og sobre stemmeføring, der får de stille eksistenser til at komme til syne – og til at syne af noget.” - May Schack, Politiken

En skøn underholdningsroman om tre generationer af kvinder. Amalie er en falleret revyskuespillerinde, og hendes liv er romanens omdrejningspunkt. Da Amalie dør i København, jubler Ruby, hendes datter i Oslo. Barnebarnet, Therese, gør ikke. Hvordan kan Amalie på en gang være en tyranniserende og kold mor og samtidig en forstående og varm mormor? Hvorfor har Amalies mand, Mogens, kunnet leve med Amalie i alle de år? Var hans kærlighed virkelig så stærk? Bogen viser i hvilket omfang tilfældighederne og det planløse spiller ind og kan have dramatiske følger for vore efterkommere. Ragde går dybt ind i menneskeskæbnerne, hendes personer er sammensatte, vind og skæve, spændende og fremfor alt levende. Arseniktårnet er et forrygende familiedrama, med rødder tilbage i et Danmark, som man næsten ikke kan forestille sig har eksisteret.

En sommerdag i 60´erne, en svunden tid. Sveske sidder i bilen sammen med mormor på vej til Gården, hvor hun skal passes, mens mor og far er ude at rejse.
På Gården venter morfar og alle drengene: Sveskes tre onkler, Østen, Puer og Gårddrunten. I køkkenet regerer hushjælpen Nea. I staldene er der køer, morfars elskede heste og ikke mindst den unge flabede Kodriver. Et myldrende liv, som Sveske sanser med den barnlige forundring, der hører sig til, når man er lillebitte og fuld af spas.
Bornholmeruret i forstuen udmåler tiden, der er underligt elastisk, når man kun er fem år gammel. Nogen gange går den helt i stå, andre gange går den baglæns. En dag varer et liv, og eventyret venter i et blafrende sommergardin og øjnene på den udstoppede ugle. Men afgrunden og savnet er lige så virkeligt, for kommer mor og far nogensinde tilbage igen?
"Træer sår sig" selv er en kvindes erindringsfantasi fra barndommens land. Om en tid, hvor de voksne har kæmpe store næsebor og siger mærkelige ting, man kun halvt forstår. Måske har vi glemt det, men det var sådan, det var.

Michala er på vej til Esbjerg. Hendes mormor ligger død på hospitalet, 101 år gammel. Michala husker tilbage så langt hun kan, ja længere end det. Hun har i mange år stået på små vestberlinske scener og fortalt fra sin familiekrønike. Ikke alt har hun selv oplevet. Noget har hun spurgt sig frem til, noget har hun sat sammen, noget har hun lagt til.

Alice er professor ved Harvard og får som 50-årig konstateret Alzheimers sygdom. Vi følger, også fra Alice's synsvinkel, omverdenens reaktion og hendes egen angst og tiltagende mentale opløsning. Alice's sygdom får dog også familien til at samles i kærlighed om hende.

Samtidsroman. Ida Francesca, hvis far har været kz-fange, ved allerede fra en tidlig alder, at den store verden uden for det beskedne Aalborg-hjem kommer hende ved. Hun gifter sig med den velhavende vinhandlersøn Ulrik og oplever i mødet med dette meget anderledes miljø både glæder og sorger og ydmygelser. Siden uddanner hun sig til ingeniør, og vi følger hende livet igennem med op- og nedture, men med lysten til at gøre en indsats i verden bevaret til det sidste.

Så fik vi den, den store samtidsroman, vi i årevis har efterlyst ... Det er svært at få øje på det, Inge Eriksen ikke nåede i denne store, epokale fortælling om vores allesammens nutid forstået ud fra vores nærmeste fortid.
****** Niels Houkjær, Berlingske Tidende

Romanen begynder den 11. september 2001, da Kim Dahlman-Winther - en desillusioneret, lettere kuldslået ca. 60-årig mand - sidder i sit sommerhus og på tv følger begivenhederne i New York. Med samme kompositionsprincip som i trilogiens to første bind, Esbern og Hovedløs, klippes der i tid. Vi følger Kim, fra vi slap ham i midten af 1940'erne til denne skelsættende dato. Men til forskel fra de to foregående romaner, hvor synsvinklen skiftede mellem det store persongalleri, ligger den nu udelukkende hos Kim.

Kim har kunstnerdrømme, men har aldrig ført dem ud i livet. Nok i erkendelse af, at de ikke kan bære. Han er endt som scenograf, en glad amatør, som han siger, der lever af at lave kulisser. Kim er ingen lykkelig mand, han er en uforløst middelmådighed, der forsøger at gebærde sig mellem tilværelsens sætstykker. Hans ægteskab med den begavede museumsinspektør Jette Rigger-Christiensen er gået i stykker. Hans forhold til både moderen og søsteren er distanceret. Hans farmor, kunsthistorikeren Henriette Dahlman-Winther, der har været familiens store, dominerende skikkelse, ender som mere eller mindre senil. Hans forsøg på at finde ud af, hvorfor hans far, den mytologiske Esbern, tog af sted til Spanien for at bekæmpe fascismen, ender i den ret triste konklusion, at han simpelt hen ikke kunne holde den kvindedominerede og (små-)borgerlige lukkethed ud og derfor stak af ...

Alt er kort sagt noget rod.

Med sproglig gnist, flaksende intensitet og en mere personlig tone end hidtil, blænder Haun op for tre historier om de ting som ligger tættest på os og samtidig er de mest gådefulde: Familien, børnene og vores egne personligheder.
 
Hendes kappe & maske:
I midten af 80´erne lever en 11-årig pige et dobbeltliv i en splintret familie og bekæmper en ondskab større end russernes. 
 
Løs:
En gruppe unge holder juleaften 1999 i Australien. Ti år senere i Danmark, med ægtefæller og børn, kan ingen huske hvordan aftenen egentlig endte.
 
Alt er sandt:
En pensioneret ingeniør er tynget af Irak-krigen og tager sin søn med til Mexico, hvor et mareridt venter.
Mor/datter, far/søn, mand/kvinde: historierne dykker ned under et stramt opspændt plot og viser en vrede mod infantile guder, hyklerisk voksenhed, planløs krig, men vigtigere: skaber et stille oprør mod den autoritet som vi udøver mod os selv og hinanden med selvbedrag og forsimplinger. Sig farvel til dig selv; sig goddag til livet.
 

Burgundia er en geografisk roman, men det er ikke bornholmsk granit eller sandsten, der spiller hovedrollen, men to bornholmske familier og forbindelserne mellem dem, og de historier de giver anledning til. Det er prægtige løjer, men bag om alle løjerne er romanens tre dele; øen, himlen og havet, først og fremmest en mageløs fortælling om øen Bornholm. Handlingen koncenterer sig omkring tiden for den store stormflod i 1872 og frem til 1958, hvor en coaster af uforklarlige grunde går under. Coasterens navn er Burgundia, den latinske betegnelse for Bornholm. Burgundia fortæller ikke bare én historie, men mange historier; om Linderne og de andre, Kofoed med og uden "e," og om de der forsamles i ´Klædeskabet´ i Rønne og til dyrskue i Almindingen. Der er hundredvis af historier. Om kineserne, der går i land ved Arnager, om hvordan de indfødte i Congo lærer at synge bornholmske hjemstavnssange, og historien om, hvordan Ibsker Kirke går i brand, og klokkerne af sig selv begynder at spille Nærmere, Gud, til dig. Værkets tre dele væver elegant alle historierne sammen med de bornholmske steder. Romanens sprog er i særklasse poetisk og levende, og med Bornholms geografi og beskaffenhed, som det helt centrale omdrejningspunkt, bliver alle dens historier både vedkommende og sammenhængende, uanset om man i forvejen har et forhold til øen eller ej.

Anne Marie Ejrnæs' roman Tilde i Tuse foregår i første halvdel af det tyvende århundrede.

Tilde er 21 år og har netop fået sin første stilling som forskolelærerinde på Sorøkanten. Året er 1912. Det har ikke været nogen selvfølge, at uddannelsen er kommet i hus; der har ikke været megen støtte hjemmefra. Kæresten hedder Kristian og er soldat, men det trækker ud med brylluppet. Tilde har problemer med disciplinen i sine klasser, og hun har det heller ikke nemt med sine kolleger. Til gengæld har hun sit klaver og den musikalske veninde Regitze, der har givet hende øre for musikken, og den kommer til at spille en stor rolle i hendes liv.

Da Jens Peter under første verdenskrig bliver tvunget i tysk militærtjeneste, forfærdes han over krigens rædsler, og under et kort rekreationsophold beslutter han at desertere. For ikke at bringe sin dansksindede familie i Slesvig i fare søger han tilflugt hos slægtninge i Danmark. Her gør man alt for at bringe ham på fode igen, men han kan ikke ryste de grusomme oplevelser af sig, og han bliver aldrig som fætteren Jep og andre medlemmer af sin store slægt fænget af tidens nye politiske bevægelser som arbejderkamp og kommunisme.Efter krigen fortsætter familien i Slesvig den mangeårige kamp for at blive danske igen, og glæden er stor, da genforeningen finder sted i 1920. Det eneste skår i glæden er, at Jeps forældre på grund af deres politiske standpunkt vælger at forblive tyske. Men slægtens stærke sammenhold består på trods af alt, og den dag den voksende nazisme truer sikkerheden syd for grænsen, er hjælpen parat.