Søgeresultater: 9

En dansk families liv i lyst og nød fra de usikre halvtredsere til optimismens kulmination i ungdomsoprørets år 1968. Et stort panorama skrevet for radio med balancen lagt imellem den historiske dokumentation, den realistiske fiktion og det stadige spil mellem fædre og sønner, mødre og døtre, venner og veninder, onkler og tanter, overordnede og underordnede, herrer og slaver. Det spil vi alle er fælles om.

Tredje bind. Boom!: Biler, fjernsyn, stereo, whisky, sex, tempo, stress – den ny tid er kommet, og det virker som om ingen kan få nok. De ny modeller udskiftes hurtigt med andre ny, og familien Vestervang prøver at følge med så godt den kan. Jan Erik Vestervang kaster sig ud i eventyret med opsmøget sjæl, appetitten er der ikke noget i vejen med, men af og til er tømmermændene slemme og bondeangeren tynger. Velstanden stiger, en del stiger den også til hovedet, dog drager en bekymret og engageret skare i påskesnefoget fra Holbæk til København. Make Love, not War! er atomkampagnens motto.

Stemmerne i denne digtsamling hidrører alle fra Rifbjergs forfatterskab - det er fiktive personer, der taler. Den litterære nørd kan gå på opdagelse!
 

En familie samles en sensommerdag i 1938 for at fejre mormoderens 90 års fødselsdag, og det går som det skal: man spiser og drikker, snakker og danser, glædes og skændes. Men inden festen begynder, foreviges alle på et slægtsfoto, der tages på den store plæne foran huset. Barnebarnet Morten, der er for lille til at deltage, fortæller om et døgn fuld af uskyld og skyld, kærlighed og irritation, idyl og truende krig.
"Et lille mesterværk ... det er svimlende godt gjort." - Lars Bukdahl, Weekendavisen.
"Det er aldrig lykkedes smukkere end i denne nye roman, der er så umiddelbart velskrevet og veldrejet og morsom." - Preben Meulengracht, Jyllands-Posten.
"Pletskud ... et kalejdoskopisk netværk af uskyld og skyld, kærlighed, irritation og megen moro, idyl og truende krig." - Bo Kampmann Walther, Kristeligt Dagblad.

Emma og Richard Nielsen er et ægtepar midt i 70'erne, der bor i hus i Vanløse. Han er pensioneret lærer fra Ingrid Jespersens Skole, hun fra biblioteket. De har to midaldrende børn, Rie, der arbejder på et reklamebureau, er fraskilt og mor til den 18-årige Anders, der er elev på Forfatterskolen, og Carsten, der til familiens store overraskelse og misbilligelse er sekondløjtnant i militæret og for tiden udsendt til Irak og en barsk hverdag i Camp Tordenskjold. 
Hvad handler Dagstelegrafen om? - den er bl.a. et øjebliksbillede af en familie og dermed af nogle personer, der er følelsesmæssigt tæt forbundne, men som alligevel er forskellige og skilt ud fra hinanden i den ensomhed, som er tilværelsens vilkår. Der er fortidsknuder og fortielser, bl.a. afsløres det pludseligt, at Richard i ægteskabets første år har haft en affære med en digterinde, som han ikke var forelsket i, men som tiltrak ham seksuelt, og som måske/måske ikke repræsenterede den sult efter lidenskab og drift, som han ellers ikke vidste, hvad han skulle stille op med, og som, da den afsløres nu så mange år efter, får Emmas hele tilværelse til for et øjeblik at styrte sammen i følelsen af et stort illusionsnummer. Der er Richards pludselige død, der måske/måske ikke forrykker nogle ting i familien, der er Ries altid ukuelige humør, der dækker over en aldrig tilfredsstillet længsel, og der er Anders, der kæmper for at komme ind i kunsten som sig selv (og her leveres et satirisk portræt af Forfatterskolen!) og derfor har planer om at tage navn efter sin barndoms sommersted: Nyord. Der er Carsten, der har valgt en macho-vej, måske/måske ikke i trods mod den kulturradikale og humanistiske baggrund, som forældrene og en borgerlig Vanløse-baggrund giver, men er det lykken? - næppe ...
 
Dagstelegrafen er en roman om livet med dets strid og længsler og kampe og om den stædige energi, den enkelte lægger i det for at få det hele til at glide. Dagstelgrafen er den registrerende bevidsthed og det konstante aftryk, livet sætter i mennesket. Det er alt det, der tikker ind og lagres og former et menneske og dets reaktioner, og det er gennemlyst og beskrevet med stor seismografisk følsomhed. 
 

En dansk families liv i lyst og nød fra de usikre halvtredsere til optimismens kulmination i ungdomsoprørets år 1968. Et stort panorama skrevet for radio med balancen lagt imellem den historiske dokumentation, den realistiske fiktion og det stadige spil mellem fædre og sønner, mødre og døtre, venner og veninder, onkler og tanter, overordnede og underordnede, herrer og slaver. Det spil vi alle er fælles om.

Hvorhen, kammerat?: Et decennium går mod sin slutning og en ny generation trænger sig frem. De der var unge i går er gamle allerede i dag, parolerne skifter, og den der ikke kan følge med må krybe tilbage i hulerne, søge et sted at gemme sig, en plads at dø på. Magten finder andre hænder og familien Vestervang ser gamle idealers fald og må stave sig frem til en ny definition. Der er grøde og gæring, men også en truende usikkerhed hinsides optimismen. Revolutionen er i gang, ungdommen marcherer og mange der stadig føler sig unge, ser sig rådvildt omkring. Hvorhen, kammerat?

En dansk families liv i lyst og nød fra de usikre halvtredsere til optimismens kulmination i ungdomsoprørets år 1968. Et stort panorama skrevet for radio med balancen lågt imellem den historiske dokumentation, den realistiske fiktion og det stadige spil mellem fædre og sønner, mødre og døtre, venner og veninder, onkler og tanter, overordnede og underordnede, herrer og slaver. Det spil vi alle er fælles om.

Første bind. Ventetid: Familien og nationen står usikkert. En gammel tid – efterkrigstiden – er knap nok forbi og en ny endnu ikke begyndt. Boghandler Vestervang og hans kone og born ser på fremtiden med frygt og forventning, men ved knap nok hvilken vej, de skal vælge. Et gammelt familiemønster stiver dem af, det knager i fugerne, og rundt om er andre kræfter parat med tilbud og indgreb. Lykken står den kække bi, spørgsmålet er bare, hvor man finder den.

En dansk families liv i lyst og nød fra de usikre halvtredsere til optimismens kulmination i ungdomsoprørets år 1968. Et stort panorama skrevet for radio med balancen lagt imellem den historiske dokumentation, den realistiske fiktion og det stadige spil mellem fædre og sønner, mødre og døtre, venner og veninder, onkler og tanter, overordnede og underordnede, herrer og slaver. Det spil vi alle er fælles om.

Andet bind. Noget er ved at finde sin bane …: Tilsyneladende går det Hakon Vestervang godt. Han har indrettet sin boghandel efter de ny forskrifter, og der er gang i sagerne. Selv ekspanderer han også i al hemmelighed og indleder et forhold til sin nærmeste medarbejder. Opbruddet er almindeligt. Men selv om også Jan Erik, boghandlerens søn, siger farvel til en del af sin fortid og styrer mod en personlig frigørelse, er der signaler i luften som tyder på, at det, der nu er ved at finde sin bane, i mangt og meget ligner det gamle mønster. Bryllupsklokkerne ringer.

Romanen begynder den 11. september 2001, da Kim Dahlman-Winther - en desillusioneret, lettere kuldslået ca. 60-årig mand - sidder i sit sommerhus og på tv følger begivenhederne i New York. Med samme kompositionsprincip som i trilogiens to første bind, Esbern og Hovedløs, klippes der i tid. Vi følger Kim, fra vi slap ham i midten af 1940'erne til denne skelsættende dato. Men til forskel fra de to foregående romaner, hvor synsvinklen skiftede mellem det store persongalleri, ligger den nu udelukkende hos Kim.

Kim har kunstnerdrømme, men har aldrig ført dem ud i livet. Nok i erkendelse af, at de ikke kan bære. Han er endt som scenograf, en glad amatør, som han siger, der lever af at lave kulisser. Kim er ingen lykkelig mand, han er en uforløst middelmådighed, der forsøger at gebærde sig mellem tilværelsens sætstykker. Hans ægteskab med den begavede museumsinspektør Jette Rigger-Christiensen er gået i stykker. Hans forhold til både moderen og søsteren er distanceret. Hans farmor, kunsthistorikeren Henriette Dahlman-Winther, der har været familiens store, dominerende skikkelse, ender som mere eller mindre senil. Hans forsøg på at finde ud af, hvorfor hans far, den mytologiske Esbern, tog af sted til Spanien for at bekæmpe fascismen, ender i den ret triste konklusion, at han simpelt hen ikke kunne holde den kvindedominerede og (små-)borgerlige lukkethed ud og derfor stak af ...

Alt er kort sagt noget rod.

Klaus Rifbjerg var en af det 20. århundredes største danske lyrikere, og han nåede at udgive mere end 30 digtsamlinger. Theis Ørntoft har lavet et stærkt personligt udvalg og forsynet sin samling med et forord.