Udgivelsen af den første af hendes tre romanserier, hovedværkerne i forfatterskabet, falder før, under og efter hendes aktive kvindepolitiske virke. Edwardsgave (1900-1912) understreger også Gyrithe Lemches placering blandt hjemstavnsforfatterne. Det er egnene omkring Kongens Lyngby, søerne og ålandskabet, der danner det ofte symbolske og mytologiske grundlag under fortællingerne, og godset Edwardsgave er inspireret af slægten de Conincks Næsseslot på Dronninggaard ved Furesøen, som Gyrithe Lemche kendte fra sin barndom. Genren er slægtsromanen, og bøgerne fortæller om to familiers storhed og delvise fald i perioden 1754 til midt i 1890'erne, hvor godset med en stor sum penge til restaurering går i arv til en kvinde, der har giftet sig uden for familierne. Pengene kommer fra hendes brors hustru, der også er hans kusine, og dette indgiftede, barnløse par er fælles om en psykisk deroute og fortidsbinding som sidste generation i en slægt, der degenererer under mændenes erotiske og politiske splittelser, indtil sønnerne efter 1864 for alvor går i opløsning, mens kvinderne redder sig med sundere blod. Fortællingen om slægtens forfald gennem 100 år genkender man fra Herman Bangs Haabløse Slægter (1880), men også fra Émile Zolas romansuite Les Rougon-Macquart (1871-93) og Thomas Manns Huset Buddenbrook. En families forfald (1901, da. 1903). Lemches slægt er som Bangs mærket af det fatale driftsmotiv, der er centralt i hele forfatterskabet. Seksualiteten har sit Skylla og Charybdis, der vanskeligt finder en balance, og den introduceres i første bind af Edwardsgave i skikkelse af en sydlandsk varmblodet forførerske, født uden for ægteskab og det første i rækken af forfatterskabets familieløse børn. Den unge søns splittelse mellem den erotiske og den afdæmpede kærlighed kompliceres af far-søn-relationen, der per definition synes disharmonisk.
De protestantiske dyder arbejde og afkald og fornuftsprægede ægteskaber værdsættes gennem bindene, men ikke uden indsigt i omkostningerne. De vokser til det tragiske i fortællingen om den unge Esther, der i 1864 taber sin egen kærlighedskamp, da familien hindrer hendes ægteskab med en holstener, der er uenig i helstatspolitikken. Hun gifter sig resigneret ind i familien, føder fire børn, men tager sit liv, da hun hører om sin elskedes død. Det politiske opgør influerer her på fortællingens holdning til kærligheden og dens ret. Efterhånden som slægtens og godset Edwardsgaves forfald skrider frem, vinder også det gotiske indpas i historien om de bogstavelige og sjælelige ruiner og deres magt over sindene. Over for de dæmonisk forførende kvindeskikkelser står dels de engleagtige, dels en række stærke damer, gifte eller ugifte som valkyrieskikkelsen Dorthea, der vankelmodigt afviser den legemlige kærlighed. Hvad hun vinder, er en stærk position i dynastiet, hvor hun ikke vakler i sin patriotisme. Men den indgiftede familie går under, mens den helliger sig fortiden og planlægger restaureringen af det spøgelsesagtige gods Edwardsgave.
(Store Danske Encyklopædi)
