Søgeresultater: 23

Det år vi gik til begravelser handler om at være hjemløs i sin egen familie, om at finde sig selv i en ny sammenhæng og holde op med at flygte fra livet. Det er en stor og mangesporet fortælling om familie, kærlighed og identitet.

I den sidste af de tre bøger om Nuka og Arsuk får deres søn Minik ordet - vi ser verden gennem hans øjne - får hans syn på sin far og kæresten og på sin mor - er med i hans oplevelser. Minik har boet hos sin mor, mens hun gik på gymnasiet. Men nu skal hun til Nuuk for at læse til sygeplejerske, så Minik er flyttet ind hos sin far. "Når snefnug danser" er en fortsættelse af "Ravnen flyver lavt" og "Hudens tynde is", men kan læses som en selvstændig roman.

”Hvem er du? Du må ikke være her.” Han sagde det med så megen overbevisning, at jeg gættede på, at det var hans jord. ”Jeg hedder Juliane, og jeg må være, hvor jeg har lyst til at være,” svarede jeg og gengældte hans åbne blik, mens jeg lagde armene over kors. Han granskede mig et øjeblik. ”Hvor gammel er du?” spurgte han og lagde hovedet på sned, som om han allerede vidste det og skulle tjekke, om jeg ville lyve for ham eller fortælle sandheden. ”Tolv,” svarede jeg. ”Og hvor gammel er du?” ”Også tolv, men jeg fylder snart tretten. Altså i december, der bliver jeg tretten,” svarede han. ”Nå, der er da et stykke tid til.” ”Ja, okay.” Vi smilede prøvende til hinanden. Som om det var tilstrækkeligt, at vi havde alderen til fælles, vinkede han mig hen til sig. Forfatteren Juliane befinder sig over halvvejs i livet. Hendes to døtre er flyttet hjemmefra, og hun har ladet sig separere fra ægtemanden Max. Da hun arver sin mosters gård, ser hun det som en kærkommen mulighed for at komme væk fra det hele og tænke på noget andet, mens hun sætter gården i stand, så den kan sælges. I den lokale købmandsbutik støder hun tilfældigvis på sin barndomsven Janus, og snart begynder barndommens uskyldighed at kaste lys over voksenlivets komplikationer og omvendt. Anita Albers, 1974, er født og opvokset i Sønderjylland og uddannet cand.mag. i tysk og filosofi fra Aarhus Universitet. Hun har tidligere udgivet to romaner, en kostbog og en YA-roman.

”Hver dag står der en ny idiot op.” “Hvad mener du med, at der hver dag står en ny idiot op?” spurgte jeg. “Nå ja, det er et gammelt købmandsudtryk. Der findes jo idioter. Man skal bare finde dem. Eller bedre endnu: lade idioterne finde dig.” “Hvorfor det?” Far så medlidende på mig. “For at man kan sælge dem noget dumt, din idiot, derfor.” Vi befinder os i 1980’erne, og Arnos forældre drømmer om, at successen venter lige om hjørnet, da faren får arbejde hos en bilforhandler. Hele familien rykker til Frankrig, og børnene begynder i en dyr privatskole. Men inden længe begynder Arnos forældre at opføre sig mærkeligt … Arno erfarer, at hans far er en svindler. Deres nyfundne rigdom er baseret på stjålne penge, og Interpol er i hælene på dem. Det, børnene troede, var et eventyr, udvikler sig til en hæsblæsende flugt gennem Europa. I Hver dag en ny idiot tager Arno Frank læseren med på en tour de force gennem hans egen familiehistorie, som emmer af både tragikomiske episoder, håb og dyb skuffelse. Der er udpræget omsorgssvigt på spil, og samtidig formår fortælleren, den unge Arno, at formidle sin familiefortælling på indlevende, underholdende og livsbekræftende vis. Arno Frank er født i 1971 i den tyske by Kaiserslautern. Han er forfatter og journalist og skriver for en række medier, heriblandt Die Zeit, Dummy, Spiegel Online, taz, Fluter og Musikexpress.

Bestsellerforfatteren Barbara O’Neal udkommer nu for første gang på dansk, og med denne gribende fortælling om familiehemmeligheder, drama og romantik vil hun uden tvivl tage sine nye danske læsere med storm. Kits søster har været død i femten år, da Kit en dag ser hende i nyhederne på tv. Hendes søster, Josie, døde i et terrorangreb, men bag journalisten på tv-skærmen får Kit et kort glimt af en kvinde, der ligner søsteren på en prik. Ligheden er så slående, at også Kits mor er rystet, og Kit beslutter sig for at rejse til New Zealand, i håb om at Josie stadig er i live. I sin søgen efter søsteren må hun se fortiden i øjnene, og hun konfronteres med de mørke hemmeligheder, som har stået mellem hende og hendes søster siden deres barndom. Dengang vi troede på havfruer er en fortælling om det til tider vanskelige, men også ubrydelige forhold mellem søstre. I romanen stiller Barbara O’Neal skarpt på familiehemmeligheder og på, hvor svært det kan være at lægge fortiden bag sig, når den stadig spøger i nutiden.

En medrivende roman om to ulykkelige unge, som må søge tilflugt i hinandens venskab og i kærligheden til grise. Om at være anderledes, udenfor, og om at prøve at overleve på trods. Svinekød spiser jeg helst ikke - men grisene kan jeg rigtig godt lide. De minder mig om kloge hunde (ja, det gør de altså!), og jeg ville ønske, de kunne få ordentlige levevilkår. Hos Jack Plum har de det godt, og de er nogle glade, dejlige dyr. Til gengæld er det kun grisene, der trives hjemme hos Jack Plum. Jack bor nemlig alene med sit fordrukne uhyre af en mor, der er lam og sidder i rullestol. Hun giver Jack skylden for sin vanskæbne: påstår, at fødslen af hans store grisehoved og vanskabte krop har ødelagt hendes liv. Jack hopper og springer for hende, kun for at blive råbt ad og slået. Grisene er hans daglige glæde. Han har skabt dem et paradis under huset, og om natten tager han dem med ud i skoven. På grund af sit uhyggelige udseende holder han sig for sig selv. Han har aldrig gået i skole og aldrig haft forbindelse til andre end den onde mor og den kærlige far, som forsvandt, da Jack var 12 år. Holly er som mange andre teenagepiger: indesluttet og usikker på sig selv. Hun møder Jack og hans grise, og de får et venskabeligt forhold til hinanden. Holly bliver fortrolig ikke blot med Jack, men også med de blide og forstående grise. Også Hollys far er væk, hun og moderen har altid levet meget tæt, men nu finder mor en kæreste, og det bliver Holly rasende og såret over. Holly bruger sine aftener og nætter sammen med Jack og grisene. Jack har aldrig vist sig med sine grise, men sammen med Holly opstår der en fare for opdagelse og forfølgelse, fordi hendes klassekammerater og hendes mor får mistanke om, at hun har hemmeligheder for dem. Jack og Holly udvikler et varmt og kærligt venskab, og da ulykkerne rasler ned over dem, står de sammen - men de er begge umodne, bange og vrede børn, og de er ikke i stand til at forudse konsekvenserne. "Pigtopia" - Griseriget - er en meget anderledes roman. Men jeg var optaget af den, mens jeg læste, for det er en god historie om ensomhed og venskab, ondskab og fortielser. Og grise. Prøv selv at læse den - om ikke andet så for grisenes skyld. ---- ANMELDELSE FRA LITTERATURSIDEN.DK ----

Det er 35 år siden, Kathleen forlod sit barndomshjem – uden at se sig tilbage. Lige siden har hun kæmpet for at vriste sig fri af skammen over barndommens fattigdom. Det er tilsyneladende lykkedes, lige indtil den dag, hvor hun bliver fyret fra sit arbejde, hendes datter, Joelle, kommer i problemer og hun samtidig modtager en uventet invitation fra sin søster.

"Min mor var ked af, at min søster og jeg kaldte hende Fruen,
men det var i mellemtiden blevet fælles for os. Fruen var en
stærk kvinde, som krævede – og fik – særbehandling. Modig
og intelligent, fordringsfuld, lunefuld og let at såre, og som
en skandinavisk Kleopatra tiltrak hun mænd med fatale
følger. Fruen kunne udmærket afkode undertonerne i sit
kaldenavn og brød sig ikke om det, men det passede godt til
hende og satte ord på noget, vi ikke kunne tale om.”

FRUEN er Malene Lei Rabens personlige fortælling om sin mor og om at være barn af ungdomsoprøret. Det er en
historie om konsekvenserne af livsvalg og om det, som frihed koster. Især for de børn, der voksede op i skyggen
af handlekraftige, selvrealiserende voksne.
Det er også en historie om en lykkelig barndom, der tager en drejning, og om at være datter af en formidabel, intelligent
og ekstremt besværlig kvinde. Og allermest er det en historie om kærlighed.

” … så var det han sagde, hvor er Karen egentlig?” Paul og Karen har netop fået en datter. En dag er Karen taget af sted for tilsyneladende ikke at vende tilbage. Paul har intet sprog for tabet og ingen adækvat reaktion, andet end at forsøge at passe datteren så godt han kan. Lysende mørke er en generationsroman om at undslippe de brudte 80’er-barndommes slagskygger. Carsten Müller Nielsen (f. 1977) debuterede i 2010 med digtsamlingen Verdens synkende byer og har skrevet en række på én gang eksperimenterende og letlæselige bøger, bl.a. punktromanen englen over din nabos hus, opslagsværkerne Bestiarium (præmieret af Statens Kunstfond), Lapidarium og Herbarium, romanen de døde fylder dagene med en smag af mønter (vinder af DRs romanpris) og novellesamlingen med den lige så enkle titel Overnatning i sparsomt møbleret værelse.

Ulvene fra evighedens skov udspiller sig både i Norge og i Rusland fra 1977 og frem til i dag og er fortalt af seks forskellige stemmer. Det er en standalone roman, men den deler tematikker med Morgenstjernen. En stor roman om livet og døden og alt det, vi ikke forstår.

Historien begynder vinteren 1977 på en ø i det sydlige Norge. Fortælleren er Helge Bråthen, der en sen aften, 12 år gammel, ser en lysstråle i vandet under en bro. Det er lygterne fra en bil, som er kørt i vandet. Rådvild og på tærsklen til voksenlivet ved han, at han må tilkalde hjælp, men ender alligevel med at tage hjem og falde i søvn.

1986. 20-årige Syvert Løyning er efter halvandet år i hæren som kok på vej hjem til sit barndomshjem i det sydlige Norge. Syvert aner ikke, hvad han skal stille op med sit liv, og den første tid flakker han planløst rundt i den lille by og prøver at finde sig til rette hos sin mor og sin lillebror. Atomulykken i Tjernobyl sætter Syvert på sporet af hans far, som døde, da Syvert var helt lille og som han aldrig har kendt. En gammel frakke, en kasse med breve skrevet på russisk og en samtale med hans onkel tegner et billede af faren, som vækker Syverts nysgerrighed og vrede.

Da Jonas Gardells seneste romanværk, trilogien Tør aldrig tårer bort uden handsker, udkom i Sverige, blev den af avisen Dagens Nyheters læsere kåret som en af de tre største kulturelle begivenheder i Sverige gennem de sidste 150 år. En helt uhørt stor ære! Trilogien omhandlede et homoseksuelt kærestepar og kampen mod AIDS i 80’erne, men i den nye roman, Til minde om en betingelsesløs kærlighed skriver Jonas Gardell for første gang autofiktivt og giver læseren et indblik i en på samme tid benhård og kærlighedsfyldt opvækst.

”Jeg ligger helt stille i et stivnet øjebliksbillede og trækker vejret overfladisk og hurtigt. Efter et stykke tid bliver hans vejrtrækning tungere og mere ensartet, og jeg kan høre, han sover. Med en kraftanstrengelse får jeg mine arme til live, får løftet min krop op fra madrassen, og mine ben vågner og giver mig mod til at komme væk.” En gribende og barsk fortælling om Maria, der vokser op sammen med sin søster Nina og deres mor i 70’ernes historiske hippietid. En tid med kollektiv og fællesskab. Et fællesskab som den romantiske Maria ikke er en del af. En tid hvor de voksne er på barrikaderne og til politiske møder, og hvor Maria mærker konsekvensen af manglende voksentilstedeværelse på sin lille barnekrop. Marias mor er en kold og barsk dame, der med mørk og råbende stemme spreder skam og utryghed i deres skiftende boliger, og med hårde smæk forsøger at blive hørt af sine uopdragne børn. Opvæksten for Maria og hendes søster er turbulent og kærlighedsløst og får vidtrækkende konsekvenser for dem begge. Et sted kaldet frihed er medrivende og rørende, tragisk og med slet sort humor. Maria og Nina må igennem svigt, overgreb, mobning og sygdom i en opvækst uden ret megen voksen deltagelse. For den ene af pigerne får det fatale konsekvenser. Bogen er baseret på forfatterens eget liv. Lektørudtalelse og anmeldelser: ”En barsk, rørende fortælling med et budskab om aldrig at opgive kampen for frihed. Sproget fungerer godt, man kommer ind under huden på Maria, og hun er nem at relatere til.” Lektørudtalelse. ”Selvom bogen er barsk, er den også utrolig livsbekræftende. Maria er nemlig typen, der ikke hænger med hovedet. Hun er stærk, omsorgsfuld og tror på kærligheden. Alle kan læse bogen og måske føle en form for frihed efterfølgende.” Lotus_blomsterne ”Sindssyg rørende bog, som for mig personligt var hård at læse, jeg kan se så meget af min egen historie i Maria. Kæmpe anbefaling herfra. Den er skrevet letlæselig og i et skønt sprog. Man sidder som læser med en masse følelser og håb for Maria. Læs en længere anmeldelse på min goodreads.” Bekkalouisebooks84.