Søgeresultater: 109

Hele livet har Harald været vant til at få det sidste ord, men datteren Helle har han ikke talt med, siden han fem år tidligere skrev en ætsende anmeldelse af hendes nye roman. Nu skal han på pension og må indrømme for sig selv, at han savner hende og ikke mindst kontakten med barnebarnet. Svigerdatteren, Birgitte, vil gerne hjælpe, men hendes velmente forsøg på at genforene familien udløser i stedet en katastrofe, der kaster alle Haralds stærke meninger tilbage i synet på ham selv.

En dreng oplever livets flygtighed, da hans tvillingesøster dør, og han selv nogen tid efter er tæt på at dø ved en drukneulykke. Søsterens død får drengen til at lukke sig inde i sig selv, men hans liv tager en ny drejning, da en velhavende tante tager ham under sin vinger. Hos tanten blomstrer drengen op og opdager sider af sig selv og livet, som han ikke kendte.

Fyrre år, to blodpropper og en depression har det taget den midaldrende hovedperson i romanen SIDSTE VERS at forstå, at minder kan være skræmmende. Alligevel beslutter han sig for at gå hovedkulds ind i dem. Han rejser tilbage til sin familie, til sin hjemstavn, og vi følger ham på rejser til fjerne lande, hvor han løber på mildest talt fremmedartede personer. Det, han oplever undervejs, er ikke blot sindsoprivende, det ændrer fuldstændig hans opfattelse af sig selv. Spørgsmålet er blot, hvordan han skal udleve sin nye indsigt.

Den svensk-iranske forfatter Golnaz Hashemzadeh Bonde skildrer uden filter de afgrunde, vi somme tider må stirre ned i. Det var os er en roman om en kvindes rasende kamp mod uret, men først og fremmest om hendes kamp mod sig selv.
Nahid møder Masood, den aften hendes familie fejrer, at hun er kommet ind på medicistudiet. Det er midt under den iranske revolution, og de unge elskende kaster sig ind i frihedskampen. De føler sig udødelige, men de må betale dyrt for deres oprør, og snart er de på flugt fra alt, hvad de kender
I et venteværelse på et svensk hospital tredive år senere sidder Nahid alene. Hun er vred på sin sygdom, på hospitalspersonalet, på sin datter - på livet. Men hun ved ikke, at der er spirende nyt liv på vej, og måske var alle hendes kampe alligevel ikke forgæves.
Det var os er et knytnæveslag af en roman om en oprørsgeneration, om mødre og døtre, om tab og afsavn, men også om stolthed og stort livsmod.
”En af de romaner, der bliver en slags lærebog for livet. Læs den, før det er for sent.” DAGENS NYHETER
”Ubesværet og flydende fortalt, så hver eneste sætning får vægt og betydning.” AFTONBLADET
”I eksplosive sætninger beskrives en kvinde, der ikke længere har råd til at fortælle andet end sandheden.” GÖTEBORG-POSTEN

Tre søskende mødes i deres barndomshjem efter forældrenes død. De skal opløse hjemmet og dele sorgen over tabet af forældrene. Men som i de fleste familier er der spændinger, hemmeligheder og roller, som hverken er nemme at affinde sig med eller at forlade. Eva, Christian og fortælleren Anna må konfrontere alt dette, hinanden og sig selv og måske gå videre i tilværelsen lidt klogere eller i det mindste forandrede.

Pressen skriver:

»Helt ekstremt bevægende…«
****** - Femina

»Vellykket ... giver sin livsmodne læser noget at tænke over og spejle sig i.«
- Weekendavisen (11.01.19)

»I Lotte Kirkebys roman er alt, formuleret med dens egne ord, »forbi næsten før det er begyndt«. Men i ridsen mellem optakt og ophør udsættes læseren for en langsom, sensitiv og livsklog, psykologisk dybdeborende undersøgelse af livet, som vi oplever det, her, ved siden af døden.«
- Information (11.01.19)

»Dramaet ligger mellem linjerne i Lotte Kirkebys stilsikre prosa… En smukt skrevet og godt tænkt roman om sorgen over det forgangne, om at leve sammen og leve videre.«
***** - Politiken

»Lotte Kirkeby skriver sig som det naturligste af alt ind i den nye sorgtendens med sin første roman " De nærmeste".«
- Kristeligt Dagblad

››Lotte Kirkebys første roman er en følsom og stilsikker fortalt historie om sorg og ensomhed... Lotte Kirkeby skriver koncentreret og smukt og med tydelig inspiration fra antydningens mestre Ernest Hemingway og Per Petterson. Der står mere mellem linjerne end på dem, og læseren skal selv forbinde de flagrende, løse ender. Alligevel bliver man ramt af Kirkebys prosa.‹‹
*****  ?  Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet (03.02.19)

Charlotte Strandgaards digtroman rammer nye højder. Den har den lange besværlige titel Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame, hvilket beror på det kvindelige jegs oplevelse af at være en marionetdukke.
Og når vi har med marionetter at gøre, havner vi umiddelbart i det fantasmatiske. Jf. f.eks. det fantastiske hos Karen Blixen.
Charlotte Strandgaards digte hører sædvanligvis til i realismen, med et jeg der har fuldstændig styr på tingene, et central-lyrisk jeg. Men her, i Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame udvider rummet sig på en måde, så jeg’et har svært ved at stå på benene.
Allerede i en slags forord får læseren at vide, at: ”Spillelederen har bestemt at jeget ikke selv kan bestemme hvor i drømmehuset hun befinder sig, ej heller hvordan og hvornår hun kommer ud. Hun kan heller ikke lyve.” Det er præmissen.
Jeg’et kæmper for at overvinde spillereglerne, men tumler rundt i erindringen (fortid), et smertehelvede p.g.a. fejloperation i ryggen (nutid) og flugten væk fra smerterne i en slags ud-afkroppen oplevelse, hvor bl.a. sexualitet og troen på Jesus Kristus gør både jeg’et og læseren svimmel (det fantastiske).
Charlotte Strandgaard er ikke for fastholdere. Man ved aldrig, hvad den næste bog indeholder... Men at hun denne gang styrer ind og ud mellem hverdagen og det næsten hallucinerede kommer bag på os.

Og prisen som den mest fortabte drømmer i år går til ... Lasse!

Lasse har haft et møgår – han har mistet sin søster, hans skilsmisse er gået helt i hårdknude, han må ikke se sine døtre, og han har brændt det roman-manuskript, han har arbejdet på i mere end et årti.
Hans kusine Lærke går konstant rundt og griner, for det har hun lært til latterterapi, men indvendig er hun ved at gå i stykker efter at have opdaget en stor familieløgn.
Og midt i det hele sidder gamle Rigmor, væversken, og forsøger at holde Døden fra livet. Men inden hun skal herfra, er der bånd, der skal knyttes, og knuder, der skal løses op.

Romanen er en skæbnefortælling med et stort persongalleri, om familiehemmeligheder, om klæbeånder og om, når jorden forsvinder under én.

Mathias’ lillebror døde for 11 år siden. Dengang boede Mathias i Lejre sammen med sin mor og lærte, at sorgen over at miste ikke er noget, man taler om. Nu bor han i København, men fortiden griber forstyrrende ind. Genskin i sol er en roman om minder, svigt og død – og om at finde et tilhørsforhold. Det er en fortælling om ensomhed og skrøbelighed og om længslen efter at finde ind til sig selv. Uddrag
Ilden på himlen er ved at slukke, og jeg kniber øjnene sammen. Pillen ligger på tungen, og det føles godt.
Dulmer tankerne. Ligesom mor.
Dulmer smerterne. Ligesom mor.
Dulmer sorgen.
Jeg gør øllen færdig, smider dåsen ind mod en kioskfacade ligesom alle andre. København. Det her er ikke Lejre i hvert fald. Endelig væk! Frederik Scheuer, f. 1995. Genskin i sol er forfatterens anden roman. Han debuterede med romanen Hamama i 2022.

Himlen tur-retur er en julefortælling for voksne om relationer: om familieliv, om kærlighed, om venskab, om de stille glæder, og om at der er mere mellem himmel og jord …

Kloster handler om Linea, en ung kvinde, der efter en livsomvæltende begivenhed ad forskellige omveje ender i et kloster i Rumænien. Her prøver hun at finde plads til sig selv i en verden, hvor hendes gamle holdepunkter er væk. Langsomt går det op for hende, at hun ikke længere er den samme.

En morgen finder Carolina sin mand død i sengen. Der står hun midt i deres småfrustrerede hverdagsliv, med ét slag enke og enlig mor til deres lille søn.
I to stærke spor, der krydsklippes, fortæller Carolina Setterwall historien fra dengang, de mødtes, til den fatale morgen, og om månederne efter hans død.
Carolina er 30 år og ønsker sig en familie, da hun møder den mere tøvende og tænksomme Aksel. De bliver vildt forelskede, men støder ofte sammen i deres forskellighed. Mens han har brug for tid, presser hun på.
Skyldfølelsen rammer hende hårdt midt i sorgen, og det samme gør behovet for at huske og forstå Aksel, og alt det, der skete mellem dem i de år, de fik sammen.
Lad os håbe på det bedste er en lysende beretning om kærlighed. Om overgangen fra boblende forelskelse til at blive et par, forældre, en familie. Og det er en frygtløs ransagelse, ikke bare af døden, men også af livet og alle vores forventninger til det. Usminket, ærlig, barsk, smuk og bevægende.

I Dea Trier Mørchs roman Aftenstjernen udfoldes historien om tre søskende, der efter et ni måneder langt sygdomsforløb har måttet tage afsked med deres kræftsyge mor og som sammen opholder sig i et sommerhus for at rydde op efter hendes død. I løbet af oprydningen bearbejdes tanker og følelser om sygdommen og sorgen. 
Romanen leger samtidig med forskellige genrer og skifter mellem portræt, debat og lyrik.