Søgeresultater: 3

Da hans kone dør, sidder godsejer Pil tilbage på Pilegården med ansvaret for sine to unge drenge, Frans og Karsten. Karstens sind er lige så mørkt som hans bror Frans‘ er lyst. Drengene vokser op og bliver to stolte mænd, og udadtil ser alt ud til at være godt. Men bag facaden lurer ondskaben. For Karsten har alle dage misundt sin lillebror, og da han finder ud af at Frans og den kønne, forældreløse Inger har forelsket sig, sætter han alt ind på at fjerne sin rival. Hans plan lykkes, og Frans forvises fra Pilegården. Årene går. Inger, der efter nogen tid har givet op på sin barndomskærlighed, har giftet sig med Karsten, men der er hverken kærlighed eller latter at finde på Pilegården længere. Men en dag står Frans på dørtrinnet igen. Og han har aldrig glemt sin Inger…

Sneglehuset ligger i Jelling by i Østjylland, et hus fuldt af ferieminder for den kvinde, hvis stemme på bogens første side fortæller om sammenbrud, krise og truende galskab. Hun rækker ud efter noget menneskeligt, noget at holde sig til, og får fat i mormoderen fra barndomsferiernes Sneglehus. Med dette greb er romanen i gang: en tæt og farvemættet slægtsroman, som gennem nogle kvindegenerationer følger et par sydøstjyske bondeslægter frem og tilbage gennem et århundrede. Grænselandets traumer, den onde lykke, som knuser mennesker eller gør dem hårde og bitre, ensomheden og den sjældne, livslange kærlighed, som den, der binder Malte og Marie sammen; hele stamtræet blomstrer og lever og bærer søde og sure frugter i romanens myldrende detaljerede bondemaleri.

Konger og dronninger, guldalderens kunstnere og forfattere – dem har Maria Helleberg skrevet romaner om i 30 år. Nu vender hun blikket mod sin egen vilde familiehistorie. Det er en roman om to stærke kvinders vandring gennem et liv, der går brat ned og langsomt op. Om oldemoren Mariane, der kunne være blevet frue på en herregård, men i stedet ender i Vester Vandet, alene med en stor børneflok, da hendes mand stikker af for at prøve lykken i Amerika. Om mormoren, Marie Dusine, der derfor vokser op uden en far eller andre mandlige autoriteter. Hun er en vred oprører, der ikke kan bestride arbejdet som stuepige, men som gennem sine stærke holdninger kommer til at danne par med en uventet mand. Det er en fortælling om upassende forelskelser, om at have lykken inden for rækkevidde og tabe det hele på gulvet og om at udfordre fastlåste normer og skabe muligheder for sig selv. Et portræt af livet på landet og i provinsen, som det tegnede sig for kvinder i 1800-tallet og hen over århundredskiftet.

Pressen skriver:

»en stor fortællers værk. Med sansede og nærværende personer – som set på et filmlærred. Maria Helleberg har begået et stykke medlevende romankunst, der både er kraftfuldt og dirrende af nerve.«
***** – Claus Grymer, Kristeligt Dagblad

»et på en gang ømt og skarpt signalement af, hvad det var for vilkår, kvindeliv var underlagt i årene efter 1864. […] som læser er man taknemmelig for, at Maria Helleberg har formidlet billedet af sine to formødre så levende og nuanceret.«
***** – Henrik Tjalve, Fyens Stiftstidende

»Mænd burde den-onde-lyne-mig også læse med. For i Hellebergs bøger er der meget at hente. Hun tegner nemlig historiske perioder knivskarpt, og både hendes mande- og kvindefigurer emmer af kød, blod og begær. […] Herlig læsning.«
**** – Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet

»en fremragende fortælling […] Maria Helleberg udnytter al sin litterære, psykologiske og genremæssige sikkerhed til at trække de to kvinder frem af glemslen og skabe et slægtsdrama, som i al stilfærdighed gør et stort indtryk. […] Portrætterne står skarpt og pålideligt og fint afstemt. Maria Helleberg har fundet den gode balance mellem det enestående og det tidstypiske.«
**** – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

»Maria Helleberg fortæller med indlevelse […] hun giver den for fuld skrue, og man bliver både godt underholdt og oplyst «
**** – May Schack, Politiken

»en medrivende historie […] overbevisende slægtsroman […] Også som tidsbillede er Kvinderne fra Thy velfortalt. […] en rigt facetteret slægtsroman, hvor ikke blot de to seje kvinder, men også miljøet står stærkt.«
– Birte Weiss, Weekendavisen