Søgeresultater: 4

Vi tror, vi ved, hvor vi har hinanden. Men det gør vi ikke altid. Midt i hverdagen kan et lyn slå ned og afsløre, at tingene slet ikke er, som vi forestillede os, og at dem, vi kender bedst, er dem vi kender mindst. Det er i vidt omfang en sådan erkendelse, der ligger bag historierne i Enebørn, og man vil uden tvivl være forvisset om sandheden deri, når det sidste blad er vendt. Der er ikke så få overraskelser i vente både for læseren og for novellernes personer – og en hel del stof til eftertanke. Enebørn handler nemlig ikke mindst om vores misforståelser i forhold til hinanden og om de følger, de kan få, følger som kan være både morsomme, absurde og tragiske. Tilsammen tegner novellerne et portræt af moderne mennesker – moderne individer – og deres indbyrdes relationer. Man vil finde både charmerende og mindre flatterende træk. Pressen om Enebørn: “Otterstrøm skriver både stramt og gavmildt. Novellerne er korte og fyndige, men som læser føler man sig aldrig ladt i stikken af prætentiøse forsøg på at gøre teksten til mere end den er. Hos Otterstrøm er virkeligheden finurlig og bitter – og vanvittigt underholdende.” – Jyllands-Posten “Det fineste og mest lovende ved Anja Otterstrøm er hendes absolutte gehør for replikker, som breder sig til et smukt gehør for situationer.”
 – Politiken “Otterstrøm viser sig både som en glimrende stilist og betydelig menneskeskildrer … en debut, som man har lov til at vente sig mere af fremover.”
 – Nordjyske

Tredje og sidste bog om den småneurotiske tandlæge Helene Sandholm og hendes familie. ​​​​​​​Endelig kører det igen for Helene Sandholm, og som en anden Florence Nightingale kaster hun sig ud i at redde hele verden. Men efter et afbrudt samleje på Korfu og en mor, der stikker en kæp i hjulet, går der ged i kærlighedslivet. Helene bliver taget med bukserne nede af en gammel kæreste, opdager at hendes mand er til strip, og selv forelsker hun sig i en stenrig kvinde, der er dybt afhængig af coke. Og mens barndommen spøger i kulissen, mister Helene al dømmekraft og finder sig selv i rendestenen i den brune kødby.

Denne bogs tekster giver et skarpt og direkte indblik i nogle af de mange spil, vi som mennesker spiller for os selv - og sammen med andre. Der er små snapshots af hverdagens mange små situationer, og der stilles skarpt på nogle store dilemmaer, som livet byder på.

Astrid er drevet af en længsel efter at blive sig selv. En længsel der tvinger hende ud i hvad der ligner selvdestruktion. Hendes virkelighedsopfattelse er fragmenteret, på samme måde som romanens form er fragmenteret, springende mellem før og nu.
Hun springer mellem et nu der bygger på en illusion og en fortrængt fortid. Hun iscenesætter nuet uden at være bevidst om, hvad det er hun vil. Hun ved et sted inde i sig selv, at hun skal gennem en forløsning, at det er en nødvendighed for hende. Da hun begynder at gå i opløsning, begynder hun at kunne huske, og fortrængningerne begynder at vise sig for hende.
At dette sker bruger hun mange kræfter på at holde væk. Hun fortrænger i nutiden ligesom hun fortrængte i fortiden. Hvad er det der får hende til at bryde sammen? Det er det hun udsætter sig for. Det er Arnes utroskab, og det er hendes arbejde som nattevagt. Hun føler hun skal udholde dette arbejde, selv om det gør hende bange.