Søgeresultater: 11

"Constance" er historien om en ung kvinde, som lever i et lille sjællandsk sogn i 1830'erne. Et sogn, befolket med skæve eksistenser og sære personager, men også med mennesker med hjertevarme og næstekærlighed.

I romanen følger vi Constance og hendes liv og skæbne i det 19. århundredes bondesamfund.

Karen Aabye (1904-1982) var en dansk forfatter og journalist. Karen Aaby debuterede i 1939 med romanen "Der er langt til Paris". Sidenhen udgav hun en lang række bøger, hvoraf Martine-serien (1950-54) er en af de mest kendte.

Karen Aaby var en torn i øjet på den tyske værnemagt under 2. verdenskrig, og Gestapo endte med at sprænge hendes hus 'Kissum bakke' i luften. Heldigvis var ingen hjemme og huset blev genopbygget efter krigen. I 1946 skildrede Karen Aabye flere danske skæbner, der flygtede til Sverige i løbet af krigen.

Første bind i Anna Fredrikssons store svenske familiefortælling om mødre og døtre, om forsoning og tilgivelse og om at finde modet til at gå sine egne veje.

En familie har mange hemmeligheder. Sally har aldrig fået svar på, hvorfor hendes mor forlod hende, da hun blot var tre år gammel, og det er en smerte, hun stadig lever med nu næsten halvtreds år senere. Smerten bliver ikke mindre af, at hun også selv har fejlet som mor og kun har sporadisk kontakt med sin voksne datter, Josefin.

Da Sally arver sin onkels hus i den lille skånske by Kivik, beslutter hun sig for at flytte dertil, da det også vil bringe hende tættere på datteren, der bor på en gammel gård i nærheden. Dog venter der Sally noget af et chok, da hun opdager, at hendes egen mor, Vanja, også bor i byen og har knyttet et stærkt bånd til barnebarnet.

Sally står nu over for et valg: Skal hun blive i Kivik og forsøge at blive den mor, hun aldrig selv fik, eller skal hun vende tilbage til sit gamle liv i Stockholm?

Pressen skriver: 

»En rolig, smuk, smertende og fremfor alt håbefuld fortælling om, at det aldrig er for sent at vise omsorg og kærlighed i en tid, hvor vi har brug for netop det.«
***** – Femina

»En feel-good-historie om tre generationer, som skal gøre op med skyld og skam … Til dig, der har stået med en mor-datter-udfordring – eller måske snart kommer til det.«
**** – Magasinet Liv

»“Mellem himmel og hav” er en svensk familiesaga når det er bedst.«
**** – Bogrummet  

Der er Mærkedage der skal fejres - en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en tresårsdag i 2003. Det sker i Staun Forsamlingshus, så længe det er der, og så - da alt andet også er forandret - på et stort hotel. Gennem festerne følger vi de to familier på Bisgaard og Kristiansminde, men også mange af deres gæster, der for det meste er lige så ihærdigt optaget af at tilpasse sig skiftende tider og skikke som af at følge deres helt egne længsler.

Den gamle Søren Godiksen må se alt hvad han har troet på blive til ingenting. Sønnerne og døtrene på de to gårde søger hver på sin måde at indrette deres liv i en ny tid, hvor meget lidt er givet på forhånd: adoptivbarnet Axel kommer til at overtage det meste af landsbyen; de vilde "tøser" Emma og Mary finder udveje fra de tidligere så fastlagte men nu ganske meningsløse kvinderoller; deres lillebror Peder og hans elskede kusine Ellen kommer til at optræde på den store verdens scene, som krigshelt og som FN-ansat.

Og den næste generation har helt indlevet sig i nutidens forbrugersamfund, men arbejder måske også, som akademikeren Søren Lundbæk, på at "forstå" alle de voldsomme forandringer op gennem det 20. århundrede.

Mærkedage er en både tragisk og lattermild fortælling om den gamle bondekulturs endelige opløsning i den moderne verden.

Jens Smærup Sørensen modtog i 2008 De Gyldne Laurbær for romanen

Sneglehuset ligger i Jelling by i Østjylland, et hus fuldt af ferieminder for den kvinde, hvis stemme på bogens første side fortæller om sammenbrud, krise og truende galskab. Hun rækker ud efter noget menneskeligt, noget at holde sig til, og får fat i mormoderen fra barndomsferiernes Sneglehus. Med dette greb er romanen i gang: en tæt og farvemættet slægtsroman, som gennem nogle kvindegenerationer følger et par sydøstjyske bondeslægter frem og tilbage gennem et århundrede. Grænselandets traumer, den onde lykke, som knuser mennesker eller gør dem hårde og bitre, ensomheden og den sjældne, livslange kærlighed, som den, der binder Malte og Marie sammen; hele stamtræet blomstrer og lever og bærer søde og sure frugter i romanens myldrende detaljerede bondemaleri.

Seksten og et halvt år, så gammel er Eilert Knutsen, da han midt i 1890‘erne går om bord på dampskibet s/s Juno i Kristiansund med kurs mod det forjættede land, Amerika. På kajen står hans far, Høstkarlen Nesje, med tårer i øjnene.

– Du skal se, han kommer hjem igen, når han har tjent nogle penge, siger faderens bekendte hjemme i Molde.

Seks uger senere banker Eilert på døren hos tante Gjertine i Day County i Syd-Dakota.

Eilert er en smuk ung mand, meget høj, stærk i troen og med et betydeligt kvindetække.

Men han er bange for det med kvinderne, og da han langt om længe falder for den smukke Rosa Edelblad og investerer al sin lidenskab – og sine fremtidshåb - er frygten for at blive bundet der stadigvæk. For hvad er mon Guds plan med ham...?



Efter tolv år som løsarbejder bryder han op fra Midtvesten og tager til Canada – som 50.000 andre danskere og nordmænd – og tager land ved Eidsvold på Alberta-prærien. Der finder han Martha, som han gifter sig med.

Hjemme i Molde går tiden, og Nesje er bekymret for, om han mon får sønnen at se igen.

"Din bror på prærien" er en slægtsroman, men også en autentisk western om håb, længsler og hårdt arbejde, sanseligt og poetisk fortalt som Hoems første roman om sin slægts historie "Høstkarl i himlen". Edvard Hoem født 1949 i Fræna ved Molde. Han bor i dag i Oslo. Prisbelønnet norsk forfatter, der fire gange var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Han har skrevet i alle genrer, lyrik, en kæmpe-biografi om den norske nationalskjald Bjørnstjerne Bjørnson, Shakespeare-gendigtninger og en lang række romaner. Romanserien om hans familie, hvor "Høstkarl i himlen" er den første og "Din bror på prærien" den anden, er blevet modtaget med begejstring, både af anmelderne og af læserne. Serien tåler let sammenligning med Vilhelm Mobergs "Udvandrerne", men også med Laura Ingalls Wilders "Det lille hus på Prærien" Titlen på næste bind er "Lande ingen har set".

Med husmandsægteparret Robert og Else Marie som bærende figurer beskriver romanen femogfirs lyslevende dage i en jysk families liv, spredt over syv årtier, tre generationer og otte stemmer. Den beskriver vandringen fra land til by, fra småfattig husmandstilværelse til nogenlunde velkonsolideret middelklasseliv. Det er en varm og indlevet skildring af det jordnære, fordringsløse liv, af glæden ved dagligdagen, af den stille lykke med accept af det store, daglige slid. Der er sjældent klynk og klage, og der er rummelighed og dermed accept af andres særegenhed. 'Vi er, som vi er, og vi har alle vores sider', som Else Marie siger. Det er historien om et ordløst fæl­lesskab ind­rammet af et samfund i forandring. Tiden er 1932 til 2001, centrum er Midtjyl­land, i peri­fe­rien skimter man København og Eu­ropa.
 

Anton Oppgård er sidste generation på slægtsgården i Nordjylland og næsten et helt århundrede gammel.
 

Men nu skal han snart dø. I den forfaldne stadsstue, hvor Anton er faldet om, kigger forfædrenes slidte ansigter ned på ham fra de fugtplettede vægge, og fortidens spøgelser holder ham med selskab: Bedste, dyrene i stalden, og så selvfølgelig mor i al hendes uhyrlighed.

Langsomt lukkes der op for et liv med fortielser, forbrydelser og fortrydelser. Om dengang under broen med Ågårdens Anna. Om det hemmelige sted i haven, hvor de små sangfugle ligger begravet. Og om Ingeborg, som de fandt i gadekæret. Kunne det virkelig passe, hvad hun havde fortalt ham?

Pressen skriver:

»Bent Haller er dansk litteraturs Man in black … Det er suverænt.«
 – Weekendavisen
 

Stella kommer til verden på Kærmøllegård i Nordjylland under 2. Verdenskrig, og de første år af sit liv er hun omgivet af familie, tjenestefolk, naturen og dyrene. Hun er født til et liv som hjemmegående hustru og mor, men tiden er løbet fra de gamle mønstre, og langsomt begynder familien, der, foruden Stella selv, består af faderen Jakob, moderen Margrethe og brødrene Frederik og Jørgen, at gå i opløsning – og mens det sker, kommer de tre søskende hinanden nær – alt for nær.

Per Gammelgaards roman "Stella" er en fortælling om det tyvende århundrede og om en stærk og tillidsfuld kvinde, der opnår succes i livet, selvom begyndelsen har været svær. Per Gammelgaard (f. 1948) blev uddannet bibliotekar i 1973 og har siden da skrevet en række digtsamlinger. I 1981 debuterede han som romanforfatter med "Er du hjemme, Johanne?"

Konger og dronninger, guldalderens kunstnere og forfattere – dem har Maria Helleberg skrevet romaner om i 30 år. Nu vender hun blikket mod sin egen vilde familiehistorie. Det er en roman om to stærke kvinders vandring gennem et liv, der går brat ned og langsomt op. Om oldemoren Mariane, der kunne være blevet frue på en herregård, men i stedet ender i Vester Vandet, alene med en stor børneflok, da hendes mand stikker af for at prøve lykken i Amerika. Om mormoren, Marie Dusine, der derfor vokser op uden en far eller andre mandlige autoriteter. Hun er en vred oprører, der ikke kan bestride arbejdet som stuepige, men som gennem sine stærke holdninger kommer til at danne par med en uventet mand. Det er en fortælling om upassende forelskelser, om at have lykken inden for rækkevidde og tabe det hele på gulvet og om at udfordre fastlåste normer og skabe muligheder for sig selv. Et portræt af livet på landet og i provinsen, som det tegnede sig for kvinder i 1800-tallet og hen over århundredskiftet.

Pressen skriver:

»en stor fortællers værk. Med sansede og nærværende personer – som set på et filmlærred. Maria Helleberg har begået et stykke medlevende romankunst, der både er kraftfuldt og dirrende af nerve.«
***** – Claus Grymer, Kristeligt Dagblad

»et på en gang ømt og skarpt signalement af, hvad det var for vilkår, kvindeliv var underlagt i årene efter 1864. […] som læser er man taknemmelig for, at Maria Helleberg har formidlet billedet af sine to formødre så levende og nuanceret.«
***** – Henrik Tjalve, Fyens Stiftstidende

»Mænd burde den-onde-lyne-mig også læse med. For i Hellebergs bøger er der meget at hente. Hun tegner nemlig historiske perioder knivskarpt, og både hendes mande- og kvindefigurer emmer af kød, blod og begær. […] Herlig læsning.«
**** – Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet

»en fremragende fortælling […] Maria Helleberg udnytter al sin litterære, psykologiske og genremæssige sikkerhed til at trække de to kvinder frem af glemslen og skabe et slægtsdrama, som i al stilfærdighed gør et stort indtryk. […] Portrætterne står skarpt og pålideligt og fint afstemt. Maria Helleberg har fundet den gode balance mellem det enestående og det tidstypiske.«
**** – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

»Maria Helleberg fortæller med indlevelse […] hun giver den for fuld skrue, og man bliver både godt underholdt og oplyst «
**** – May Schack, Politiken

»en medrivende historie […] overbevisende slægtsroman […] Også som tidsbillede er Kvinderne fra Thy velfortalt. […] en rigt facetteret slægtsroman, hvor ikke blot de to seje kvinder, men også miljøet står stærkt.«
– Birte Weiss, Weekendavisen

Lille Jeppe vokser op på et husmandssted i tressernes Thy. Af nød flytter familien til Norge, indtil sygdom tvinger dem tilbage til Nordjylland. Forskellene mellem morens sangglade, solidariske klan og farens stridbare, tonedøve familie kulminerer, mens landsbyens udstødte blomsterbarn Jeppe forelsker sig for første gang. En sorgmunter roman, for alle der vil vide noget om en svunden tid i provinsen og om at overleve som outsider.

Da hans kone dør, sidder godsejer Pil tilbage på Pilegården med ansvaret for sine to unge drenge, Frans og Karsten. Karstens sind er lige så mørkt som hans bror Frans‘ er lyst. Drengene vokser op og bliver to stolte mænd, og udadtil ser alt ud til at være godt. Men bag facaden lurer ondskaben. For Karsten har alle dage misundt sin lillebror, og da han finder ud af at Frans og den kønne, forældreløse Inger har forelsket sig, sætter han alt ind på at fjerne sin rival. Hans plan lykkes, og Frans forvises fra Pilegården. Årene går. Inger, der efter nogen tid har givet op på sin barndomskærlighed, har giftet sig med Karsten, men der er hverken kærlighed eller latter at finde på Pilegården længere. Men en dag står Frans på dørtrinnet igen. Og han har aldrig glemt sin Inger…