Søgeresultater: 4

En roman om forfatterens sidste stykke tid sammen med sin mor, der forsvinder mere og mere på alderens vej mod døden. Det tvinger hende ud i overvejelser om, hvad en mor egentlig består af. Om sine egne børn, sin egen rolle som en mor, der nu er blevet både mor for sin mor og mormor for sine børnebørn. En roman om den svære balance mellem foranderlighed og tryghed. Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2015.

Bertill Nordahls samlede digte fra 1972 til 2022, altså en periode på 50 år - et halvt århundrede, som beskriver en mands udvikling fra de unge år som 20-åriog til i dag, hvor han er 70 år.

En gribende og hjertevarm fortælling, som spænder over et helt liv og tager læseren med på en rejse til svundne tiders Paris, New York og Stockholm, fra 1930’erne over anden verdenskrig til i dag. Doris er 98 år og bor alene i en lejlighed i Stockholms Södermalm-kvarter. Hendes eneste kontakt til omverdenen, ud over daglige besøg fra de velmenende, men fortravlede hjemmehjælpere, er niecen Jenny, der bor i USA. Doris har haft sin adressebog siden 1928. I den lille bog bærer hun mindet om alle de mennesker, hun har mødt gennem livet. De fleste af navnene i bogen er efterhånden streget over, døde, men en dag begynder Doris at skrive sine erindringer ned til Jenny, og en fascinerende fortælling om et langt og farverigt liv tager form, mens minderne vækkes til live – en fortælling om familie og venskaber, eventyr, glæder og sorger, og om den store kærlighed, hun aldrig har glemt. ”Læs den, nyd den og forbered dig på at fælde en tåre eller to.” – Blekinge Läns Tidning

Veronica McCreedy bor på et herresæde ved havet. Hun elsker at drikke en dejlig kop Darjeeling-te, mens hun ser et godt naturprogram i tv. Og hun ses aldrig uden sin rubinrøde læbestift. Men for tiden ses Veronica sjældent af nogen, for i en alder af 85 tilbringer hun de fleste dage derhjemme. Alene. Man kan finde hende i gang med at samle affald på stranden (folk, som smider deres affald i naturen, skulle skydes), i færd med at lede efter sine briller (nogen må have flyttet dem) eller med at råbe instruktioner til sin hjælper, Eileen (Eileen, døren!). Veronica har ingen familie eller venner i nærheden. Ikke hvad hun ved af, i hvert fald … Og hun aner ikke, hvem der skal arve hendes betragtelige formue, når hun dør. Men i dag … i dag tager Veronica en beslutning, der vil ændre alt det.