Søgeresultater: 54

Udgivelsen af den første af hendes tre romanserier, hovedværkerne i forfatterskabet, falder før, under og efter hendes aktive kvindepolitiske virke. Edwardsgave (1900-1912) understreger også Gyrithe Lemches placering blandt hjemstavnsforfatterne. Det er egnene omkring Kongens Lyngby, søerne og ålandskabet, der danner det ofte symbolske og mytologiske grundlag under fortællingerne, og godset Edwardsgave er inspireret af slægten de Conincks Næsseslot på Dronninggaard ved Furesøen, som Gyrithe Lemche kendte fra sin barndom. Genren er slægtsromanen, og bøgerne fortæller om to familiers storhed og delvise fald i perioden 1754 til midt i 1890'erne, hvor godset med en stor sum penge til restaurering går i arv til en kvinde, der har giftet sig uden for familierne. Pengene kommer fra hendes brors hustru, der også er hans kusine, og dette indgiftede, barnløse par er fælles om en psykisk deroute og fortidsbinding som sidste generation i en slægt, der degenererer under mændenes erotiske og politiske splittelser, indtil sønnerne efter 1864 for alvor går i opløsning, mens kvinderne redder sig med sundere blod. Fortællingen om slægtens forfald gennem 100 år genkender man fra Herman Bangs Haabløse Slægter (1880), men også fra Émile Zolas romansuite Les Rougon-Macquart (1871-93) og Thomas Manns Huset Buddenbrook. En families forfald (1901, da. 1903). Lemches slægt er som Bangs mærket af det fatale driftsmotiv, der er centralt i hele forfatterskabet. Seksualiteten har sit Skylla og Charybdis, der vanskeligt finder en balance, og den introduceres i første bind af Edwardsgave i skikkelse af en sydlandsk varmblodet forførerske, født uden for ægteskab og det første i rækken af forfatterskabets familieløse børn. Den unge søns splittelse mellem den erotiske og den afdæmpede kærlighed kompliceres af far-søn-relationen, der per definition synes disharmonisk. De protestantiske dyder arbejde og afkald og fornuftsprægede ægteskaber værdsættes gennem bindene, men ikke uden indsigt i omkostningerne. De vokser til det tragiske i fortællingen om den unge Esther, der i 1864 taber sin egen kærlighedskamp, da familien hindrer hendes ægteskab med en holstener, der er uenig i helstatspolitikken. Hun gifter sig resigneret ind i familien, føder fire børn, men tager sit liv, da hun hører om sin elskedes død. Det politiske opgør influerer her på fortællingens holdning til kærligheden og dens ret. Efterhånden som slægtens og godset Edwardsgaves forfald skrider frem, vinder også det gotiske indpas i historien om de bogstavelige og sjælelige ruiner og deres magt over sindene. Over for de dæmonisk forførende kvindeskikkelser står dels de engleagtige, dels en række stærke damer, gifte eller ugifte som valkyrieskikkelsen Dorthea, der vankelmodigt afviser den legemlige kærlighed. Hvad hun vinder, er en stærk position i dynastiet, hvor hun ikke vakler i sin patriotisme. Men den indgiftede familie går under, mens den helliger sig fortiden og planlægger restaureringen af det spøgelsesagtige gods Edwardsgave. (Store Danske Encyklopædi)

På begge sider af Flensborg Fjord er storbyudviklingen i fuld gang, og velfærdssamfundet blomstrer. Del af drivkraften bag er flere generationer af familien Sunesen-Schleswiger. Men det bliver tydeligt, hvor store veksler de nye strukturer og samfundsværdier trækker på individet – og dermed også familien.

"Handelsmanden"er tredje del af Willy-August Linnemanns store slægtskrøniken om grænselandet, moderniteten og familien Sunesen-Schleswiger.

Willy-August Linnemann (1914-1985) var dansk forfatter. Som sydslesviger skrev Willy-August Linnemann, der debuterede i 1939, om det sønderjyske grænseland som erfaringsrum og som politisk spørgsmål. I disse spørgsmål bevægede Linnemanns fortællinger og romaner sig tematisk i spændingsfeltet mellem det lokale og det fælleseuropæiske, som fik en stor plads i hans forfatterskab. I sit senværk kritiserede han velfærdssamfundets og industrialiseringens konsekvenser for individet.

Willy-August Linnemann modtog De Gyldne Laurbær i 1959 for Døden må have en årsag. Fra 1968 til 1974 skrev Willy-August Linnemann Sunesen-Schleswiger-serie, en familiekrøniken om en højt begavet søskendeflok i det moderne grænseland mellem Danmark og Tyskland.

På begge sider af Flensborg Fjord er storbyudviklingen i fuld gang, og velfærdssamfundet blomstrer. Del af drivkraften bag er flere generationer af familien Sunesen-Schleswiger. Men det bliver tydeligt, hvor store veksler de nye strukturer og samfundsværdier trækker på individet – og dermed også familien.

"Helbrederen" er fjerde del af Willy-August Linnemanns store slægtskrøniken om grænselandet, moderniteten og familien Sunesen-Schleswiger.

Willy-August Linnemann (1914-1985) var dansk forfatter. Som sydslesviger skrev Willy-August Linnemann, der debuterede i 1939, om det sønderjyske grænseland som erfaringsrum og som politisk spørgsmål. I disse spørgsmål bevægede Linnemanns fortællinger og romaner sig tematisk i spændingsfeltet mellem det lokale og det fælleseuropæiske, som fik en stor plads i hans forfatterskab. I sit senværk kritiserede han velfærdssamfundets og industrialiseringens konsekvenser for individet.

Willy-August Linnemann modtog De Gyldne Laurbær i 1959 for Døden må have en årsag. Fra 1968 til 1974 skrev Willy-August Linnemann Sunesen-Schleswiger-serie, en familiekrøniken om en højt begavet søskendeflok i det moderne grænseland mellem Danmark og Tyskland.

Efter Struensees henrettelse i 1772 regeres Danmark af kupmagerne: enkedronning Juliane Marie, hendes søn, arveprins Frederik, og kabinetssekretæren Ove Høegh-Guldberg. I 1784 begår den 16-årige kronprins Frederik – Christian den 7.s søn med Caroline Mathilde – et modkup, der vælter dette triumvirat. Tiden herefter præges af reformer. I 1788 underskriver statsrådet landboreformerne, som resulterer i stavnsbåndets ophævelse, der besegles ved nedlæggelse af grundstenen til Frihedsstøtten i 1792.

De to overlevende fra branden på Daneborg i 1771 er den purunge Karen Dane og hendes far Frederik. Karen kæmper med sin sorg og sit savn af faderen, der for det meste opholder sig i København. Det bliver derfor hende, der må styre genopbygningen af godset. Bøndernes hårde vilkår har hun set på nært hold, og hun er ikke i tvivl: De skal være frie! Karen er en ensom og særpræget pige, og undervejs må hun slås med kærlighedslivet – en dyb hemmelighed følger hende i årevis. Men ukueligt fortsætter Karen sin seje kamp for sin egen og sine bønders frigørelse.

Skagen 1902. Ane og Jens Peter har været gift i snart fire år, men har ingen børn. Efter et havari på Vesterhavet reddes en sømand i land i live, og Ane får ham bragt til sit hus. Dagen efter er sømanden væk, og ni måneder senere føder Ane en søn, der ikke ligner Jens Peter. Hvad skete der den nat, og hvad blev der af sømanden? Det sætter Ane og Jens Peters oldebarn sig for at opklare hundrede år efter.

Med udgangspunkt i København i midten af 1800-tallet, følger "Da dage blev til år" en embedsfamilies tilværelse i medgang og modgang, igennem politisk og social bølgegang og personlige op- og nedture.

"Da dage blev til år" er anden del af trilogien "De oprigtige", der består af tre bind.

Jørgen Mathiassen (f. 1933) er oprindeligt uddannet advokat, men har også fungeret inden for forfattergerningen både inden for faglitteratur og skønlitteratur. Han er primært kendt for sine krimier, men har også skrevet utallige bøger og artikler om sit fag (jura). Han blev tildelt Poe-Prisen for årets bedste kriminalroman i 1978 og 1987.

Det store kup udspiller sig i tiden omkring det statskup, kong Frederik III foranstaltede i 1660, hvor Danmark lå i økonomiske ruiner efter svenskekrigene. En ny kongelov blev skrevet under. Den indebærer, at kongen får den absolutte magt, samt at kongens førstefødte drengebarn bliver tronarving. Enevælden er indført.

Vi følger Valdemar Danes personlige løbebane. han er adelsmand på godset Daneborg på Fyn og blandet kongens nærmeste rådgivere og meget konge- og autoritetstro. Livet er dog ikke uden konflikter, og hos hans datter og to sønner lurer et faderopgør. Ditlev, som den ældste, og Birger, som den yngste, placerer han i skriverstillinger, henholdsvis i København og i Odense. Ditlev bliver assistent for rigskansleren Griffenfeld, og Birger stikker senere til søs mod De vestindiske Øer. Uenigheder mellem Ditlev og Valdemar om Griffenfelds metoder udvikler sig til et årelangt fjendskab mellem far og søn, men da Griffenfeld afsløres og dødsdømmes, går Ditlev i forbøn hos ham hos kongen. Valdemar indser da, at Ditlev har handlet heltemodigt og overdrager ham Daneborgs sværd.

1870’ernes Nordjylland, nærmere bestemt Vendsyssel. Folk er forarmede. Sult, overtro og vold hører til livet i denne naturskønne del af Danmark.
En magtfuld godsejer har gjort sig upopulær blandt egnens folk, da han i sin egenskab af birkedommer har udstedt en streng dom for selvtægt. Skæbnen vil det, at godejerens egen søn findes myrdet. Retsassessor von Håge sendes i området fra København for at opklare sagen. Men von Håge er ikke så optaget af at opklare sagen som at pine de implicerede.

"Norden for lands lov" er en grusom roman om det danske retsvæsens brutalitet og om kulturel ulighed på tværs af landet i 1800-tallet.

Første bind i Danmarkskrøniken om den opdigtede adelsfamilie Dane, som etableres for læseren i form af stamfaderen Valdemar Dane, der som 52-årig overværer skrinlæggelsen af Knud den Hellige i Odense. Han vælger dagen til at fortælle sin søn om deres stolte fortid og om sine ungdoms år i England, hvor han i 1069 blev efterladt af en dansk flåde, der forsøgte at gå i land på Yorkshires kyst.

Romanen skildrer Valdemars ufrivillige englandsophold og de dramatiske hændelser, som giver ham tilnavnet "The Dane" - heraf slægtsnavnet. Efter en årrække ankommer den danske kongebror, Knud, og under en plyndring af domkirken i York redder Valdemar kongens liv, en bedrift, der sikrer ham magt, position og ære. Valdemar slår sig sammen med Knud på hans rejse til bl.a. Flandern og står også ved hans side, da Knud efter et opgør redder sig regeringsmagten hjemme i Danmark.
Vi følger Valdemars tilværelse, hans virke og kærlighedsliv som hirdmand for kong Knud og som menneske i en brutal, men også romantisk tid. Mellem krig og kærlighed iværksætter Valdemar bl.a. byggeriet af Danegård - hovedsædet på det frugtbare Sydfyn, der kommer til at danne rammen om fremtidens dramaer i slægten Danes historie.

"Danmarkshistorie i romanform: spændende skildring af mordet på Knud den Hellige i Odense i 1086 – oplevet og fortalt af kongens tro væbner Valdemar, stamfader til slægten Dane."
- Litteratursiden

Baggrunden for handlingen i bind 18 er Københavns bombardement i september 1807. Hovedpersonen fra familien Dane er Ludvig, bror til patrioten, Troels, i bind 17, og også søn af mor Karen fra bind 16. Belejringen og bombningen af København var et resultat af et krav fra britisk side om overgivelse af Danmarks flåde til briterne, der frygtede, at kronprins Frederik (konge 1808-1839 som Frederik 6.) ville overgive flåden til franskmændene mod Storbritannien. Bombardementet begyndte den 2.september kl. halv otte om aftenen og varede flere dage, indtil indbyggernes modstandskraft syntes at ebbe ud.

Ludvig Dane, gift med Henriette, er godsejer og samtidig helt igennem en kølig og beregnende finansmand. Fra at have begyndt sin karriere stille og småkedeligt i det københavnske finansmiljø, er han blevet udspekuleret, kold og kynisk. Han kommer i tjenste i Udenrigsministeriet og udøver sin gerning side om side med ministeriets direktør. Ludvig bekymrer sig aldrig om idealer og etik. Alt er et spørgsmål om at få aftaler i hus og profitmaksimering. Traumatiske oplevelser i forbindelse med bombardementet modner Ludvig, og det kriseramte ægteskab med Henriette reetablereres.

I 1292 bliver Cæcilie Dane voldtaget af sin onkel Janus og forlader slægtens hovedsæde Daneborg i skam. Bruddet med familien bliver begyndelsen på en vanskelig personlig færd. Hun efterlader sin nyfødte søn i kloster og tvinges til at opretholde livet gennem mænds gunst. På Søborg Slot møder hun den karismatiske ærkebisp Jens Grand, der ligger i bitter strid med kong Erik Menved i en magtkamp, som må afgøres af pave Bonifacius i Rom. Som ærkebispens frille følger Cæcilie med på lange rejser til fjerne egne, men savnet efter sønnen nager hende. Hun plages samtidig af en konflikt mellem kroppens erfaringer og en stærk religiøsitet og skyldfølelse. Misbrugt af mænd og knuget af anger må Cæcilie foretage en række svære valg, før Daneborg endnu en gang er sikret en arving.

Årtierne i den sene guldalder var præget ikke blot af et blomstrende kulturliv, men også af politiske stridigheder, ikke mindst oprøret i Slesvig-Holsten samt underskrivelsen af Danmarks første demokratiske grundlov den 5. juni 1849. Den voksende nationalisme i Danmark samt i det tysksindede Slesvig-Holsten førte til Treårskrigen 1848-50, som endte med en dansk sejr, men uden at problemerne dermed blev løst. Grundloven var både et resultat af den voksende nationalisme og af et selvsikkert borgerskabs krav om forandring og indflydelse bort fra de middelalderlige lav og feudale samfundsformer.

Jens Christian Dane, kaldet I.C., er en følelseskold godsejer og statsmand, som helst opholder sig i magtens korridorer i København. Han er gift med Giesela fra Holsten, som han har fire børn med, men som han forstøder. I.C.’s liv er præget af det traumatiske ægteskab mellem forældrene, Troels og Marie-Louise. Dette er antagelig skyld i skyggesider af hans liv og udvikling af en brutal karakter, som er nær ved at koste ham hans anseelse. I Treårskrigen mister I.C. sin ældste søn, Karl, der som 16-årig såres dødeligt på slagmarken. Karl med det følsomme og kunstneriske sind er gået i krig for at gøre indtryk på sin utilnærmelige far. Endnu er der tre børn tilbage i en omtumlet tid, som kræver sine ofre.