Søgeresultater: 4

I efteråret 1885 samler Christian den Niende hele sin store familie i Fredensborg. De kommer rejsende fra nær og fjern, og samtidig indfinder ordensmagten sig, da der er forlydender om attentatplaner mod de kongelige. En tiårig pige voldtages og myrdes i slotshaven, men ingen har tid til at undersøge sagen pga. de mange celebre gæster. På nær kommissær Antonsen, der forfølger sagen...

En af Danmarkshistoriens mest magtfulde mænd, rigskansler Griffenfeld, står i centrum af dette historiske epos fra Mette Winge. Beretningen om hans storhed og fald fortælles udefra, bl.a. gennem dagbogsblade fra Griffenfelds elskerinde, men hovedsagelig via historikeren Thomas Ender og hans møder med folk, der kendte Griffenfeld. Ender, som er en sympatisk, men lidt forkommen skikkelse - og som er Winges opfindelse og altså ikke har historisk forlæg - kommer på sporet af en række intriger, der efterhånden overbeviser ham om, at det var magtfulde kredse ved hoffet, der, for at pleje egne interesser, bragte Griffenfeld til fald.

Der er meget, der helst ikke skal tales om i syvårige Lones hjem i denne femte besættelsesvinter. Man taler fx ikke om de vildtfremmede unge mænd, der af og til overnatter i gæsteværelset. Der bliver heller ikke sagt noget om, at forholdet mellem Lones far og mor ikke er så godt, som det kunne være, eller hvorfor faderen så tit er hjemmefra i kortere og længere perioder. Men livet skal jo leves, og det gør de så, vel vidende at så længe krigen varer, kan alting ske, og at den dag, krigen er slut, vil alt blive anderledes.

Mette Winge skriver godt, sproget lystrer hende, så det er en fornøjelse at forsvinde ind i bogen. Og hun husker godt, med fotografisk præcision, så besættelsens sidste vinter aftegner sig for læserens indre øje, som var det en film, der flimrede forbi. - Johannes H. Christensen, Det fri Aktuelt

Forfatteren Charlotta Dorothea Biehl (1731 - 1788) er kort før sin død ved at skrive en ny og ubesmykket version af sine erindringer, som hendes fjender gerne vil have fat i.

I Skriverjomfruen skildres Jomfru Biehls sidste tid. Hun er svækket, kan ikke komme ud og ikke gå til selskaber, og hun er forbitret både over den behandling teatret giver hende og over, at hendes store kærlighed, den langt yngre Johan Bülow har svigtet hende. Hun har en ung pige til hjælp, Lucie, og Lucie bliver sendt i byen både på den ene og anden måde, og det er gennem hendes klare, grå øjne, læseren oplever København og Sjælland i 1788.