Søgeresultater: 23

En stor historisk roman om, hvordan en alt for ung dreng blev kastet hovedkulds ud i et næsten umenneskeligt magtspil, og på trods af alle odds endte med at blive den nådesløse hersker over det romerske imperium.

I romanen AUGUSTUS genskaber John Williams det romerske imperium fra Julius Cæsars død frem til Augustus’ sidste dage og fortæller historien om, hvordan Augustus blev magtens centrum, da han først havde modstået hoffets og Senatets rænkespil og folkets modstand.

En betagende fortælling af forfatteren til STONER og BUTCHER’S CROSSING.

Hans Lyngby Jepsens "Men fuglene flyver" er en historisk roman om Frederik den 2. (1194-1250), hersker over Italien og Tyskland, kronet som romersk kejser, konge af Jerusalem og af Sicilien.

Frederik var en kriger, der hadede kamp, og en både blid og brutal statsmand af forbavsende fremsynethed. Han var en af 1200-tallets mest lærde, en livsnyder og en varm fortaler for kunst og videnskab. Romanen om hans liv er en dramatisk og farverig fortælling om krig og korstog, om oprør og mordforsøg og om kærlighed, blandt andet fire ægteskaber og en tid med et harem (som dog bliver røvet af fjender).

"Men fuglene flyver" viser en mand, der i sit sociale syn var forud for sin tid, som blev stærkt påvirket af mødet med arabisk og orientalsk filosofi og som hele tiden måtte stille sig selv spørgsmålet: Er det lykken at herske over meget?

Hans Lyngby Jepsen (1920-2001) var en dansk skønlitterær forfatter. Hans Lyngby Jepsen blev født på en fattiggård i Aalborg, hvor hans far var forstander. Han flyttede fra byen efter studentereksamen, for at studere på Polyteknisk Læreanstalt i København. Hans Lyngby Jepsen debuterede i 1943 med en novelle i Politiken, i 1945 udkom hans første novellesamling og i 1946 debuterede han som romanforfatter. Hans Lyngby Jepsen har bestridt indflydelsesrige poster i både Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere. I perioden 1964-88 boede han på Sicilien. Efter 1988 har han boet i København, på Frederiksberg og i Nordjylland.

I Som svalen møder vi den 8-årige Sine i fædrenehjemmet i Nyhavn.

16 år gammel gifter hun sig med sin næsten dobbelt så gamle sproglærer og får året efter, i 1791, sønnen Johan Ludvig. 1801, da P.A. Heiberg lever i landflygtighed, forvist for sine revolutionære ideer, skriver den nu 27-årige Thomasine til ham og beder om skilsmisse. Hun gifter sig med Gyllembourg, som dør 1815. Fra da af og til sin død 1856 lever hun som enke i sin søns hjem og skriver her sine noveller.

Som svalen bygger på dette historiske stof, men bogen er først og fremmest en roman om en intellektuelt og erotisk begavet kvinde, en mærkeligt nutidig person.

En af Danmarkshistoriens mest magtfulde mænd, rigskansler Griffenfeld, står i centrum af dette historiske epos fra Mette Winge. Beretningen om hans storhed og fald fortælles udefra, bl.a. gennem dagbogsblade fra Griffenfelds elskerinde, men hovedsagelig via historikeren Thomas Ender og hans møder med folk, der kendte Griffenfeld. Ender, som er en sympatisk, men lidt forkommen skikkelse - og som er Winges opfindelse og altså ikke har historisk forlæg - kommer på sporet af en række intriger, der efterhånden overbeviser ham om, at det var magtfulde kredse ved hoffet, der, for at pleje egne interesser, bragte Griffenfeld til fald.

Omsider fås nu en ny udgave af Annemarie Selinkos bestseller om Désirée, silkehandlerdatteren fra Marseilles, der var Napoleons første kærlighed og blev siden dronning af Sverige. Romanen er som de bedste eventyr med alt, hvad man kan forlange: kærlighed, politiske intriger, dramatik, romantisk spænding, fester og kroninger. "Désirée" er oversat til  40 sprog og solgt i store oplag verden over. Romanen blev filmatiseret i 1955 med Jean Simmons og Marlon Brandon i hovedrollerne.

Den inderste fare er et politisk-personligt romanportræt af Erik Scavenius, den frafaldne adelssøn, den hidsige regeringsleder og kvindeglade mand. I sommeren 1940 i et Danmark, der magtesløst er blevet besat af Nazityskland, vender kongen og statsministeren sig mod den mand, de tror kan føre landet mest sikkert gennem krigen: Erik Scavenius. Flere gange afviser han at lede samarbejdsregeringen, men indvilliger til sidst og forærer Danmark til tyskerne. Få statsledere har haft så klar og så vanskelig en opgave som ham. Få har bragt deres land så uskadt igennem en verdenskrig. Få har været så forhadt.

Anden del af den humoristiske romanserie om Hans, som pudsigt nok deler både personlighed og skæbne med bogens forfatter. Hans er blevet en ung mand, der aktivt deltager i modstandskampen mod tyskerne. En kamp, der dog ofte når komiske højder og absurde dybder.

"Dørklokken kimede. Claus listede hen til brevsprækken og åbnede den forsigtigt.Udenfor så han to grågrønne frakker næsten dække for sprækken. Gestapo... Hans fik fat i vindueskarmen og åbnede hasperne og skød et vindue op. Han regnede med, at han kunne komme ud gennem det, og nikkede til Claus. Hans fik fat i vindueskarmene og snoede sig ud, med besvær, holdt sig i armene i den faste rudes øverste karm og stod på den nederste. Under ham, to etager ned, var der mørkt, men han anede nogle skikkelser med geværer og to prærievogne.Claus kom bagefter, men han havde svært ved at mase sig ud igennem det lille hul. Hans trak med den ene arm i ham, og til sidst lykkedes det, og de stod nu begge og balancerede på ydermuren. Samtidig hørte de tyskerne buldre løs på den dør, der førte ind til værelset fra lejligheden, men som var blokeret af skabet. De var ved at bryde den op..." Hans Jørgen Lembourn (1923-1997) var en dansk forfatter, journalist og politiker. Lembourn debuterede som skønlitterær forfatter i 1950 med romanen "Sandhedens forbandelse". Inspirationen til romanens handling fandt han i Den Græske Borgerkrig (1946-49), som han tidligere havde dækket i jobbet som journalist. I en længere årrække sad han i Folketinget for Det Konservative Folkeparti (1964-77), var formand for Dansk Forfatterforening (1971-81) og sad i Dansk Kunstråd (1978-87). rnHans Jørgen Lembourns forfatterskab består af fiktionsværker såvel som essays.

Forfatteren Charlotta Dorothea Biehl (1731 - 1788) er kort før sin død ved at skrive en ny og ubesmykket version af sine erindringer, som hendes fjender gerne vil have fat i.

I Skriverjomfruen skildres Jomfru Biehls sidste tid. Hun er svækket, kan ikke komme ud og ikke gå til selskaber, og hun er forbitret både over den behandling teatret giver hende og over, at hendes store kærlighed, den langt yngre Johan Bülow har svigtet hende. Hun har en ung pige til hjælp, Lucie, og Lucie bliver sendt i byen både på den ene og anden måde, og det er gennem hendes klare, grå øjne, læseren oplever København og Sjælland i 1788.

At klæde sig i purpur er i det sjette århundredes Konstantinopel forbeholdt kejseren og hans nærmeste.

Kejserinde Theodora elsker purpur. Den fremhæver hendes skønhed og viser hendes magt. Theodora er sluppet ud af sin barndoms fattigdom og nu hævet over sin fortid som danserinde – et pænere ord for luder eller holdt kvinde.

Folk kalder hende skøge eller helgen, den onde eller den gode. Theodora lader dem snakke, for de kan ikke røre hende.

Ved afslutningen af sit korte dramatiske liv giver hun i tilbageblik sin egen ucensurerede version.

Klædt i purpur er en sanselig og barsk roman om kvinden af folket, der blev kejser Justinians livsledsager.

Da den 15-årige Dyveke møder den danske kronprins Christian i den norske by Bergen i starten af 1500-tallet, er det kærlighed ved første blik. Den smukke, men fattige Dyveke, der hidtil har arbejdet som kropige i sin mors krostue, bliver hentet til slottet, og ved første øjekast synes livet at have forvandlet sig til et eventyr. Christian elsker hende af hele sit hjerte og hun ham, men fordi hun ikke er af adelig byrd, kan han ikke gifte sig med hende, og hendes position som prinsens elskerinde er vanskelig. Onde øjne og giftige tunger følger hende overalt, og både hoffet og folket er i oprør over kronprinsen valg af en borgerlig pige frem for at finde en dronning til riget. Dyveke må nu lære at navigere i en verden, hun intet kender til, og hvor et enkelt fejltrin kan betyde døden. Første bind i serien om Christian II's elskerinde Dyveke Herta J. Enevoldsen (1915-1997) er en dansk forfatter og debuterede i bogform i 1972 med "København brænder", men havde inden da fået udgivet utallige noveller i ugeblade som f.eks. Hjemmet. Hendes romaner om store figurer i verdenshistorien, hvor romantik og historieskrivning går hånd i hånd, skaffede hende hurtigt en stor læserskare og cementerede hendes plads som en af Danmarks største børnebogsforfattere.

I "Grevinde Danner" skildrer Harald Herdal, hvordan Grevinde Danner kæmpede en ensom kamp mod sin barnlige gemal, Frederik VII, på den ene side og politikerne og borgerskabet på den anden side. I offentlighedens øjne var den borgerlige Louise Rasmussen nemlig en lykkeridder der uretmæssigt var kommet tæt på kongen og havde fået (for meget) politisk magt.

En roman om den tid hvor Danmark gik fra enevælde til demokrati og var i krig mod tyskerne.

Om Jomfru Fanny virkelig var datter af Christian den Ottende og prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg, bliver stadig diskuteret blandt de lærde, men den mundtlige overlevering i Sønderjylland lader ingen tvivl tilbage, og det er også, derfor Jomfru Fanny bliver kaldt ‘Dronningen af Aabenraa‘.

Hvad end hendes herkomst var, så var Jomfru Fanny alt andet end almindelig. Alle egnens folk lyttede til hendes forudsigelser om krige og om Sønderjyllands skæbne, og mange af dem holdt så meget stik, at hun blev censureret, da nazisterne indtog Danmark, for hun havde før sin død i 1881 forudsagt, at en frygtelig krig ville følge efter den værste isvinter i mands minde, og at den danske konge næsten ville blive afsat, men at krigslykken så ville vende, og Preussen ville skrumpe ind til et lille bitte rige.

Bodil Steensen-Leths "Jomfru Fanny – en roman om ‘Dronningen af Aabenraa‘" er en medrivende roman såvel som en spændende lektion i Sønderjyllands historie.