Søgeresultater: 7

Barndomshistorier fra Besættelsen: Ikke erindringer, men en række intense, uhyggelige og rørende små fortællinger og øjebliksbilleder, der på én gang poetisk og ligefremt beskriver barnets oplevelse af forældrenes kærlighed og drømme, skolehverdagen og krigens realitet.

Inge Pedersen er forfatter og debuterede i 1982 med digtsamlingen Leve med kulden.

Det er sommeren 1944, og det er ikke bare sommervejret, der er varmt. Også danskernes forhold til besættelses­magten er efterhånden meget ophedet, og da tyskerne endnu en gang reagerer med at udvide spærretiden, bringes sindene for alvor i kog. Hos opdagerne på station 7 på østerbro hober sagerne sig op. En sølle plattenslager forsøger sig i rollen som revolverrøver, en bande har specialiseret sig i at stjæle vasketøj, og midt i det hele sker der noget så usædvanligt som et tyveri af en sporvogn. Kriminalbetjent Bjørner og hans kolleger har nok at rive i og må oven i det hele rykke ud til både stikkerlikvi­deringer og eftersøgning af en gangsterpige med flere dramatiske røverier på samvittigheden. Men så – den 19. september – tager tyskerne det danske politi.

Købmandssønnen Thorkild Brandt-Jensen vokser op i landsbyen Hejlstrup i Østjylland - et fredeligt sted, hvor dagligdagens største konflikter drejer sig om, om man nu skal handle hos Thorkilds far i Købmandsgaarden - eller om man skal gå i brugsen. Da Thorkild ikke kan få lov at gifte sig med proprietærens Ellen, fordi han ikke er fin nok, rejser han til Hamborg for at se lidt af verden. Imens er verden er så småt ved at rykke ind i Hejlstrup - og den dag, de tyske tropper krydser grænsen nogle hundrede kilometer sydpå, ændrer landsbylivet karakter. For selvom Hejlstrup for så vidt ikke kommer til at se skyggen af en tysk soldat i alle de "fem forbandede år", så kommer krigen til at sætte sit beskidte præg. Allerede på besættelsen første morgen mister Hejlstrup et bysbarn - det er købmandens nevø, "Bette", der er blandt de faldne ved grænsen. Og snart ankommer den første flygtning, Frantz, som Thorkild kender fra Hamborg, og som ikke vil deltage i Hitlers krig. Hejlstrups beboere deler sig på det politiske: Hvem sympatiserer med hvem? Hvordan er det med den samarbejdsregering? Og hvad nu med ham lægen fra Sønderjylland, Fritz Clausen? Ikke alle ser ubetinget skævt til tendenserne fra Tyskland, og et par stykker melder sig - på regeringens opfordring - til tjeneste på Østfronten. Og så er der dem, der er decideret bange, som fodermesteren ude på Søndergaard, hvis jødiske baggrund pludselig bliver et emne. Men mere end det politiske er folk optaget af at indrette sig. Nye tider kalder på nye ideer. Der er knaphed på alt, især på brændstof, men en skidt situation kan sagtens vendes, hvis man har ideerne - og det har Thorkild. Han ser mulighederne i tidligere ubrugelige mosegrunde, og inden længe har han lagt sig i spidsen for en hel lille industriel revolution: Hejlstrup graver tørv i stor stil. Her kan alle bruges, også kvinder og børn. Al arbejdsløshed er snart udryddet i Hejlstrup, og Thorkild bliver en rig mand. Folk har penge mellem hænderne, det går slet ikke så skidt ... indtil befrielsen og opgøret kommer med fordømmelse, svig og opportunisme.

Lille Sven er en dokumentarisk roman baseret på den sande fortælling om frihedskæmperen Søren Lauritzen, kaldet Lille Sven, der var medlem af BOPA fra 1943 til '45. Forfatteren er gennem Lille Svens familie kommet i besiddelse af en dagbog og andre dokumenter og har ført samtaler med tidligere modstandsfolk, der kendte ham.

Romanens fortæller er rent fiktiv - en livsstilssyg reklamemand, der voksede op i samme rabarberkvarter i Vanløse som Lille Sven. Hvor Lille Sven valgte modstandsvejen, valgte fortælleren - i kraft af sin far - sortbørsen.

I romanens begyndelse får vi en bred og episk beskrivelse af den børnerige og socialt ambitiøse familien Lauritzens liv i førkrigstiden. Faren er tobakshandler, gangbesværet og pater familiaris af den gamle skole. Søren er allerede ved fødslen væsentlig mindre end sine trillingesøstre. Han er en rask dreng, men ikke boglig og må gå hele to klasser om.

Da han får en læreplads, begynder hans unge liv for alvor at få retning. Drevet af drømmen om at lykkes i sin fars øjne og en voksende modstand mod besættelsesmagten træder han ind i BOPA i midten af 1943. Hurtigt bliver han kendt for sin ro og præcision selv i pressede situationer. Som attenårig ligner han stadig en uskyldig tolvårig, og derfor sendes han ofte forud for en aktion ind for at narre fjenden. Som tiden går, vokser drømmen om at lede sin egen aktion. Virkeliggørelsen af denne drøm bliver dog Lille Svens endeligt: Den 16. februar '45, få måneder før freden, bliver han skudt af Gestapo på en benzinstation i Vanløse.

Adelheid skriver jævnligt til den datter, som hun fik som ugift 41-årig, men med den klausul, at datteren først må læse de mange papirer, når Adelheid er død.
De mange siders optegnelser viser sig at være et testamente, hvori Adelheid gør sit liv op og forsøger at forklare sine handlinger og hemmeligheder.

Klokken slår er en selvstændig fortsættelse af I det skjulte om den nu 87-årige Adelheid Schildt.

Adelheide er en virkelig god lærer i starten af tyverne, hun er fra Sønderjylland, og så er hun nazist. I krigens første år får hun arbejde på en skole, men skjuler sine politiske standpunkter. Imidlertid får hendes oplevelser med bl.a. jødedeportationerne hende til at indse, at Hitlers tropper ikke er en befrielses- men en besættelsesmagt, og hun beslutter sig for at engagere sig i modstandsbevægelsen.

En selvstændig og veloplagt fortsættelse af Esbern med stort set det samme persongalleri. Tiden er nu henlagt til krigen og den tyske besættelse, hvor danskerne i forfatterens beskrivelse ikke opfører sig så ideologisk korrekt og moralsk anstændigt, som man måske bilder sig ind.