Søgeresultater: 6

Ole Frøslevs fjerde bind i den unikke og anmelderroste serie Mørketid om hverdagsdanmark under besættelsen. De tidligere bind, Den Grønne Bar, Hestetyven og Slagteren fra Ryesgade, blev modtaget med stor begejstring af anmelderne. Det er foråret 1943, og opdagerne på Station 7 på Østerbro er ved at drukne i sager. Især de mange overtrædelser af forbuddene i forbindelse med besættelsen tager tid og skal klares ved siden af de løbende sager som indbrud, cykeltyverier og ikke mindst en storstilet indsats for at fange en huserende sædelighedsforbrydelser. Midt i travlheden findes en ældre kvinde død i sin lejlighed. Dødsattesten siger hjerteslag, men Bjørner vejrer mord, og snart får han mistanker om, at sagen er større ned som så. Meget tyder nemlig på, at en svindler har slået sig op som profet i den hensigt at franarre ældre damer deres sparepenge. Samtidig tilspidses forholdet til besættelsesmagten. Sabotagen griber om sig, og tyskerne øger presset på politiet for at pågribe gerningsmændene, mens befolkningen straffes med spærretid og falske luftalarmer. Og ikke mindst vokser truslen mod de danske jøder.

»Nu falder hendes øjne igen på safirringen, der ligger i hendes halvlukkede hånd, og ved en pludselig indskydelse - som om den brændte i hendes hånd - kaster hun ringen fra sig ud ad karossens åbne vindue.
I en brøkdel af et nu mærker hun en ukendt åbning i sig, som en befrielse fra alt sit gods, sig selv, sine handlinger, sit navn, hele sin betydning.«

Da Susanne Brahe, storfruen til Østrupgård, kaster sin ring bort, sætter det gang i en kædereaktion, som vender op og ned på tilværelsen for en hel kreds af mennesker.
Hun tilkalder Dværgen som sin sjælesørger, og langsomt løsnes den ring af hovmod og arrogance, hun har lagt om sit liv som beskyttelse mod omverdenens reaktion på hendes vansirende hareskår.
Imens vandrer ringen fra hånd til hånd og kaster sin krystallinske kraft på dem, der kommer i dens nærhed: bødlen, den unge soldat, taterdrengen og den underskønne sorte slavinde Sille, der alle er fanget i samfundets låste hierarki.

Året er 1199, det er korstogenes og krigenes tid. Valdemarerne tager på togter i syd og øst, men hjemme i Danmark er hungersnøden aldrig langt væk, sygdom har stor magt, og på samfundets bund må man leve med angsten for herremandens voldsomme straffe og kirkens trusler om skærsild og helvede. Karen og Kirsten er døtre af rigmanden Agge Nielsen fra Kvesborg. Karens hu står til fromhed og fordybelse, mens Kirsten er forlystelsessyg og gerne vil giftes rigt. Da herre Iver fra Osborg foreslår ægteskab mellem de to familier, bliver det derfor Kirsten, der troloves med hans søn og arving. I nogle år får Karen lov at prøve klosterlivet og fordybe sig i læren om helbredende planter, men da den tid kommer, hvor hun ikke længere kan afvise giftermål, accepterer hun en trolovelse med Magnus, arving til den velhavende Laustgård og som Karen tiltrukket af religionen. Moderen og søsteren foragter hende for at gifte sig under sin stand, men Karen går glad i gang med at lære de færdigheder, der kræves af en husfrue i disse kår. Som årene går, vokser gårdens velstand, og Karen bruger flittigt sin viden om lægeurter til gavn for høj som lav. Laustgårdens fremgang og Karens gode virke bringer hende dog kun på dårligere fod med moderen og søsteren. Samtidig kommer hendes forhold til kirken i krise, da det går op for hende, at klostrene frem for at vise næstekærlighed i en tid, hvor hungersnøden rammer den fattige befolkning uden nåde, kun skiller sig af med deres rigelige forråd mod god betaling i sølv og guld.

I marts 1710 må Danmark indse, at kampen for at genvinde Skånelandene er endegyldigt tabt. Det sidste slag er langt og blodig og flugten kaotisk, men alligevel lykkes det fire krigskammerater at komme med samme skib tilbage til København. Undervejs lover de hinanden, at de resten af livet vil stå last og brast. Men de fire venners meget forskellige kår bliver en udfordring for sammenholdet. For en række af de strømninger og politiske tendenser, der kommer til at præge tiden – oplysning, pietisme, stavnsbånd og slavehandel – bringer dem igen og igen i modsætningsforhold til hinanden og sætter deres løfte på hårde prøver.

'Høst 1943' er en selvstændig fortsættelse af 'Operahuset på heden' og 'Spillemandens krig', som har opnået en stor folkelig genklang gennem Clausens konkrete og detaljerede skildringer af 2. verdenskrig, især som den blev oplevet og levet i det midtjyske, omkring hvad der skulle blive Nordeuropas største flyveplads på Karup Hede. Romanen begynder 9. august 1943. Hedebonden og spillemanden Stefan Koustrup, en enspænder i modstandsbevægelsen, har fundet sammen med sin gamle kæreste, Laura, nu enke på Hæstrup Møllegård og mor til Eigil, som netop er faldet på østfronten. Efter at nedstyrtede engelske og polske flyvere samme nat har søgt tilflugt i hans markstald, føler han sig tvunget til at søge kontakt med den organiserede modstandsbevægelse - kun den kan redde dem til Sverige og videre til England. Dermed støder han på mure af mistro, fuldt berettiget, synes det, på grund af hans kendte forbindelser til den anden side, deriblandt SS-lægen Felix Heide. Begivenhederne følger slag i slag i højsommeren 1943, og hver eneste detalje baserer sig på forfatterens research og fænomenale evne til at fremkalde fortiden, både for romanens hovedperson og for den danske befolkning. Sabotagen vokser i omfang, strejker griber om sig, og spændingen mellem danskerne - også indbyrdes - og besættelsesmagten tager til. Tyskerne frygter gasangreb på flyvepladsen og allieret landgang på Vestkysten. Men værnemagten opfører sig stadig, som om den tror, den kan vinde krigen. Den sætter sin lid til raketvåbnet, som er på trapperne, og de nye jetjagere. Flyvestation Grove udbygges med startbaner til jetfly, og endnu flere landmandsfamilier må forlade hus og hjem. Samtidig benytter Gestapo stadig mere udspekulerede metoder - heriblandt kvindelige lokkeduer og falske modstandsfolk - for at optrevle de fremvoksende modstandsgrupper. 'Høst 43' fortæller med både alvor og humor et stykke dansk besættelseshistorie: Danmarks vej fra at være samarbejdspartner til krigsmodstander. Bogen slutter med udbruddet af folkestrejken. Erik Juul Clausen er kendt for sine anmelderroste og populære historiske romaner, der tager udgangspunkt i grundig research og en sprudlende fantasi, fx 'Healeren', 'Faraos øje' (2006) og 'Borgen på Manhattan' (2007).

Da det sidst i 1863 trækker op til krig mod Preussen om Slesvig og Holsten, er Jens Peter ikke i tvivl: De danske besiddelser skal forsvares for enhver pris. Selv vil han melde sig frivilligt, for de unge soldater må have støtte af erfarne folk, og Jens Peter var med i 1848-50. Men det går ilde. Da krigen bryder ud i 1864, bliver de danske tropper løbet over ende, og Danmark må afstå Holsten og Slesvig. Heller ikke Jens Peter slipper fra de grusomme krigshandlinger med livet i behold. Afståelsen af de to hertugdømmer efterlader dybe ar i lokalbefolkningen, og heller ikke blandt Jens Peters fire børn er der enighed om, hvordan man skal reagere på det nye tilhørsforhold. Sønnerne vælger at flytte til kongeriget, den ældste søster gifter sig med en lokal gårdmandssøn, som kæmper for Slesvigs tilhørsforhold til Danmark, mens den yngste søster forblændes af alt tysk. Samtidig er Danmark på vej ind i en brydningstid. Landbrugssamfundet er ved at udvikle sig til et industrisamfund, indre mission er i hastig fremmarch, og dertil kommer en gryende arbejderbevægelse, kvindekampen - ikke mindst kampen for den kvindelige valgret - og den overordnede politiske indsats for at få indført parlamentarisme og egentligt demokrati. De tre ældste søskende gør deres bedste for at holde sammen på familien. Det bliver en kamp med store udfordringer, for de mange bevægelser griber ind i deres liv på kryds og tværs, ligesom tabet af Slesvig stadig trækker dybe spor helt ind i næste generation.