Albert er en midaldrende vejleder på RUC med formindsket selvværd og forstørret prostata. På en skiferie med familien i Østrig tager han en dag en pause alene væk fra familien og får ved et tilfældigt besøg i et lille kapel en chokerende og voldsom oplevelse.
Er han overhovedet helt klar over sin egen familiehistorie? I sit forsøg på at afdække fortiden vikles han ind i en historie, der trækker tråde tilbage til anden verdenskrig og op til nutiden.
Han gennemlever derefter et halvt års tid, hvor han får vendt op og ned på sin ellers så rolige tilværelse og må overveje både sine familiemæssige og sine arbejdsmæssige relationer. Den spændende historie udspiller sig i Roskilde, hvor Albert bor, og i Berlin, Provence og en lille by i Østrig.