Søgeresultater: 4

HUNDEÅR er fabulerende og satirisk, men også en alvorlig og stadig vedkommende bog, om det samfund der fostrede og fornægtede det tredje rige, og den sidste bog i Günter Grass’ såkaldte Danzig-trilogi, der også tæller BLIKTROMMEN og KAT OG HUND. Denne udgave er en revideret oversættelse af Mogens Boisens oprindelige oversættelse fra 1965. Per Øhrgaard har forestået revideringen.

I 1978 fyldte den vesttyske forfatter Hans Werner Richter 70 år, og »Mødet i Telgte« er Günter Grass’ fødselsdagsgave til ham. Richter var sjælen i den navnkundige »Gruppe 47«, den løse sammenslutning af forfattere, som blev en vigtig faktor i skabelsen af en ny tysk litteratur efter anden verdenskrig.

Grass, der altid har ment, at nutiden belyses bedst af fortiden, har skrevet en historie om, hvorledes tyske poeter for mere end tre hundrede år siden samles i den lille by Telgte i Westfalen – i 1647, mens man i de nærliggende byer Münster og Osnabrück forhandler om »den westfalske fred« efter trediveårskrigen. Mens krigen omsider går på hæld, sidder poeterne og læser deres produkter op for hinanden for at overbevise sig selv og andre om, at det fælles sprog, ordets magt kan genskabes, skønt fædrelandet er sønderslået og ødelagt af de mange års krig. Og de forsøger også at udforme et opråb til de forhandlende parter, at blande sig i politik altså – et tema, som Günter Grass er velbekendt med.

I sin historie lader Grass en række af 1600-tallets tyske digtere passere revy (et par af dem var allerede med i et kapitel i »Flynderen«). Man kan finde alle forfatterne og deres værker i litteraturhistorien, men man behøver ikke at gøre det for at kunne læse denne fortælling – og man behøver heller ikke at tro, at der er tale om en nøgleberetning om nutidige forfattere. I første række handler bogen om det samme som Grass’ forfatterskab i øvrigt: om kærlighed, krig, politik, historiens betydning og kunstens, – den handler om den store idealisme og den lille forfængelighed, om en verden behersket af vold, men også om muligheden for at sætte noget op mod volden, at række hånden med pennefjeren op gennem ruinerne, som det ses på omslaget. Derfor spiller også to af tidens største kunstnere to af de største roller i fortællingen: komponisten Heinrich Schütz og forfatteren Grimmelshausen, (her under navnet Gelnhausen) der (længe efter 1647) skrev skælmeromanen »Simplicissimus«.

Genudgivelse med forord af Kim Leine.

Bliktrommen er en vildt og fantastisk fabulerende skælme- og udviklingsroman. Det er beretningen om dværgen Oskar Matzeraths opvækst i Hitlertidens Tyskland. Om hans forunderlige liv fra han som treårig beslutter sig for at holde op med at vokse og falder ned ad en trappe, til han som 30-årig, anklaget for mord og indlagt på en anstalt for sindslidende, begynder at fortælle om sit liv.   En ’misdannelsesroman’ er den blevet kaldt, for Oskar Matzerath er en outsider. En særling der betragter verden og voksenlivet med et vist dæmonisk klarsyn, på én gang forstærket og forvrænget. For at overleve sine traumer og den barske virkelighed udvikler han to særlige talenter: dels har han sin bliktromme, som kan tromme fortiden frem og protestere mod en til tider grotesk voksenverden, og dels sin stemme, der kan få glas til at splintre – en stemme han ofte retter mod den passive, konservative og småborgerlige verden, han hader af hele sit hjerte.

Bliktrommen er et hovedværk i det 20. århundredes litteratur. Det er historien om Anden Verdenskrig og Tysklands forkrøblede historie fortalt af en uforglemmelig stemme.

Romanen udkom første gang på dansk i 1961 i Mogens Boisens oversættelse. Denne udgave er en nyoversættelse ved Per Øhrgaard.

Gregorius synes fra fødslen dømt til en uhellig skæbne: Han er nemlig barn af et incestuøst søskendeforhold og ender, trods sine forsøg på at hæve sig over sit ophav, med selv at reproducere samme synd. Ganske uvidende om deres familieforhold, bliver han gift og får børn med sin biologiske mor. Men selv denne grotesk-nedarvede, skyldløse synd ændrer ikke ved, at Gregorius er den guddommeligt udvalgte, der ad de mest snørklede stier som pave skal føre kirken ind i en ny højtid.

Den Udvalgte er et sent mesterværk af den aldrende Mann. Her gennemspiller han i et lystigt, til tider nærmest komisk tonefald, forfatterskabets grundtema: Skæbnens og de hylende drifters evige triumf over det civiliserede liv. Men også det enestående individs mulighed for med sin charme og kløgt at puste moral og fremskridt ind i verden.

Den Udvalgte er en stor og kompleks fortælling om skyld og nåde, synd og tilgivelse. Romanen er skrevet med Manns eminente psykologisk indsigt og skarpe filosofiske blik for at skildre eksistensens brudflader. Bogen er et stilistisk kunststykke i sin sproglige transformation af middelaldereposset til moderne prosa  – mesterligt nyoversat af Per Øhrgaard, der også har skrevet bogens efterskrift.