Søgeresultater: 5

En ung kvinde bliver forladt af sin kæreste og flytter ind i sin fars præstegård. Her forsøger hun at få hold på kærlighedens væsen, mens omverdenen blander sig med velmente råd: veninden og spindoktoren Mulle, en tålmodig læge, ejendomsmæglermoren, der taler i slogans og deler ud af sin livserfaring på en måde, der gør jeg-personen virkelig træt, og præstefaren, der citerer Pink Floyd, spiller 500 og regner med det hele løser sig af sig selv. Med en vis desillusioneret kynisme giver hun sig selv lov til at sørge og være på tværs, højtråbende, højstemt, plakatfuld, småfilosofisk og pseudointellektuel, skingrende FOR MEGET, indtil der igen tændes lys for enden af tunnelen. 

Thorstein Thomsens meget roste romaner, Bare vi har hinanden, Roser til mor og Han er min bror kommer nu i en flot omnibusudgave. Persongalleriet i de tre romaner er beboere i det samme boligkompleks i Lyngby, og bøgerne giver et flot tidsbillede af forstadslivet fra 1950'erne til slutningen af 1980'erne - med øget velfærd, ungdomsoprør, ny musik, uddannelsesboom, kvinder på arbejdsmarkedet og opbrud i kernefamilien. Men først og fremmest introduceres vi til nogle rigtige mennesker, Gibber og hans stedfar, den festlige, men aldeles ikke uproblematiske Richard, til 16-årige Michael, der er fuld af de nye rytmer, men som skal spille dansk pop med sin far i duoen Lille Michael og Far og til brødrene Johnny og Jeff, der livet igennem bevarer en stærk samhøringhed trods forskelle og uenigheder og koner, der ikke kan tåle synes af hinanden. Trilogien henvender sig bredt - til både unge og ældre og til dem midt i mellem.

Romanens fortæller, en navnløs dreng på seksten, føler sig grå og trist en verden, hvor undergangen lurer lige om hjørnet. Ud over at forsøge at frigøre sig fra sin håbløse mor, forsøger han også at lægge afstand til sig selv og sin barndom. I mange år har han gået rundt som en skygge i skolen, iført beige tøj og ansigtshud, og alt er middel ved ham: højden, vægten og gennemslagskraften. En dag efter skole sidder han derhjemme og skriver. Resultatet er et digt, og det bliver dette digt, der sætter skub i hans reinkarnation. Men hans genfødsel bliver hverken sund eller god, den er snarere desperat og destruktiv. Drengen ifører sig en rengøringskitel, klar til at møde de hånlige bemærkninger fra omgivelserne, der dog hurtigt tager af, og han må derfor tage mere drastiske metoder i brug for at markere sin frygtløshed. F.eks. lader han bussemænd sidder i sit ansigt en hel skoledag. Sideløbende fortælles en bihistorie om vennen Pålle, som også ønsker at gøre oprør, men på et langt mere alvorligt grundlag; han bliver nemlig udsat for vold i hjemmet og ser det som en reel mulighed også selv at anvende vold. Inspirationen fra school shootings i Finland og USA er helt klar. Gennem Pålle skildrer Mikael Niemi alt det, der kan gå galt i et barns opvækst.
Romanen har fået betegnelsen ungdomsroman, men som voksen læser man den med stor fornøjelse. For den ældre læser er det genkendelsesfaktoren, der slår stærkt igennem, men også blikket ind i den nye generations traumer er stærkt fascinerende, og Niemi skildrer alt med usædvanlig stor træfsikkerhed. Sproget hæver sig over middel og den tornedalske tone og humor ligger lige under overfladen - det alvorlige emne til trods.
Skyd appelsinen er en stærk bog og først og fremmest en tankevækkende beretning om en drengs frigørelse.

En varm sommerdag i 1992 ankommer den bosniske Miki og hans forældre til en kroatisk flygtningelejr; et tidligere feriecenter i forfald. Miki har voldsomme oplevelser med sig i bagagen, og der er ting, han ikke taler om. Hans helt, storebroren Neno, er i serbisk fangelejr. Men trods omstændighederne, farens forstenede radiolytning og morens sorg på familiens fjorten kvadratmeter, ønsker Miki at tilpasse sig den nye virkelighed. Mens konflikten rykker tættere på, scorer Miki og hans nye venner piger, hører musik og holder bålfester på stranden.

Så bryder krigen mellem kroater og bosniere ud, og forholdet mellem lejrens beboere ændres radikalt. Mikis venner flygter til Sverige. Landet, der har noget så eksotisk som musikbiblioteker, kiler sig ind i hans drømme, men forældrene insisterer på at vende tilbage til det gamle liv i Bosnien.

Hold på hår og briller, når Dennis Jürgensen tager dig med på en oplevelse fyldt med kærlighed og humor! Jeg stirrede på hende. Vi havde snakket sammen i 20 minutter og hun var allerede i fuld gang med at bage på mig. Hvad foregik der? Jeg var komplet desorienteret, og begyndte at få paranoide tanker om at hele festen måske var et kæmpestort skjult kamera med Sally i spidsen og mig i hovedrollen: »Mine damer og herrer! Førsteprisen for Årets Fjols i kategorien Skaldede Impotente Mænd Uden Chancer går ubetinget til ... Birger Madsen!«