Søgeresultater: 4

Frida Hansen befinder sig mellem to mænd, kollegaen Søren Quickborn Madsen og den afskedigede kriminalbetjent Henry Petersen, som har en kanariefugl, der hedder Marius. Både Henry og Marius holder af at synge. Sammen med Søren reparerer den stærkt ordblinde Frida puslespil i Kirkens Korshær. Hun betragter ham i begyndelsen som lidt af en tåbe, men så forvandler han sig til det bedre, fordi han ser en ufo, og hun gifter sig med ham. Men Henry bliver ved med at spøge. Både han og Søren har besværlige relationer til fortiden, og Fridas tragikomiske forsøg på at hjælpe dem med at få styr på hukommelsen ender i et voldsomt fald ind i universel svimmelhed. Og hvad betyder alle disse puslespil for Frida, som for altid vil leve uden for bøgernes verden? Og hvad betyder Henrys sang?

Ina er både sart og hårdfør – trænet i at overleve. Hun har skiftet skole otte gange i løbet af ni år. Muligvis har hun Marco – lærervikar, taxachauffør og charlatan – at takke for, at hun overvandt den leukæmi, hun var meget tæt ved at dø af som teenager; hun kan i hvert fald ikke takke sin mor. Ina er ikke ”den, der ringer”; hun er ”den, der bliver ringet op”. Med andre ord: Ina giver ikke ved dørene, og hun er hele tiden på vej væk. Mangelfuld skolegang er ingen hindring, når man som Ina er et naturtalent til krydsord, reklameslogans og kortspil – og trænet i at bevæge sig i terrænet uden for og omkring sandhedens og dydens smalle sti. Romanen følger hende i årene mellem pubertet og optrækkende trediveårskrise, med og uden Marco, men og uden arbejde, med og uden fast grund under fødderne.

Sara er i slutningen af trediverne, freelance-journalist og bor sammen med den fraskilte forretningsmand Philip i hans store herskabslejlighed i midten af København. Ovenover bor den smukke og lidt skøre Frederikke. Hver anden uge kommer Philips små døtre på besøg.

Sara elsker Philip. Det eneste der mangler er et fælles barn. Og at han var lidt mere hjemme.

En dag begynder maden at smage mærkeligt, og hun falder i søvn hele tiden. Så begynder hun at se syner. Eller gør hun?

Er der nogen, der prøver at stjæle hendes lykke?

ALENE HJEMME er Kirsten Hammanns 7. roman.

Det er den første sommerdag, og der skal være grillfest på Leonoravej nord for København. Ikke med grill og dåseøl, men med rigtig fest i haven hos Gitte og Thomas med hørdug på bordet og rosenhoveder vuggende i glasskåle med vand.

På Leonoravej hjælper alle hinanden, som naboen Lise Strand siger, da hendes mand, advokaten Carsten, har fået planen med vejbump godkendt på rådhuset. Og selvom Benedikte Frederiksen godt kunne trænge til nye briller, og hendes drenge går i joggingtøj, så kan de jo være gode nok for det.

Og de kommer alle sammen: erhvervskonsulenten Leif og hans kone, Sussie, der kører på rulleskøjter og flere gange har fået sit hjem fotograferet til bladene. Revisoren Tage og hans kone, Inge, der går og virker så underligt fjern. Bedemanden Leif, der kan finde på at parkere en kiste med et lig i garagen. Kisser, der var fotomodel, til hun på et herretoilet faldt over Torsten, som kan noget med aktier. Og mange andre.

Som festen skrider frem, viser det sig, at alt måske ikke er helt, som det skal være, og for nogle byder aftenen på begivenheder, de sent vil glemme.