Søgeresultater: 8

Den dag Wendy fylder 74, har hun fået nok. Manden har glemt hendes fødselsdag, ingen blomster, ingen fødselsdagskort, hun skræller løg, de trækker tårer, emhætten larmer, så hun ikke kan høre radioen, hendes e-Boks er lukket, og hun beslutter at gå sin vej. Hun tramper af sted med faste skridt, men kommer i første omgang ikke længere end til stationen, hvor hun falder besvimet om.

Hun bliver hjulpet hjem, men hendes mand virker ikke begejstret over at se hende igen, og så snart hun kan se sit snit til det, tager hun sin taske og sin ulvepels og smutter ud ad bagdøren. Hun tager toget til København og tjekker ind på et hotel. Dagen efter lykkes det hende at få adgang til en opgang og videre ind i en tom lejlighed på anden sal, hvor hun indlogerer sig i skunken – Wendy er meget lille – sammen med sin ulvepels, som efterhånden udvikler flere og flere mere og mere menneskelige træk...

En meget venlig og imødekommende, men også lidt usikker og fremmed pingvin flytter ind hos forfatteren Albert på Nørrebro. Man går nok ikke helt galt af symbolikken, hvis man spørger sig selv: “Sig mig, er sådan en pingvin ikke hvid nogle steder og sort andre steder?” Og hvis man så samtidig tænker på andre indflyttere på Nørrebro, der opfattes som både hvide og sorte, så har man nok en fornemmelse af det poetiske greb, forfatteren tager i anvendelse. Undervejs lærer pingvinen både det ene og det andet om samfundet, dels i sit møde med offentlige myndigheder, dels med sit møde med nogle af menneskets hyggelige og gode påfund og tidsfordriv, som f. eks. KZ-lejre, købe-sex, ministerielle embedsmænd og almindelige drukkenbolte. I løbet af romanen ændrer scenen sig, da Albert og pingvinen må tage flugten. Pingvinen får også her visse erkendelser: "Det der døde plastikland, vi sejlede igennem, har overbevist mig om, at menneskeheden, ikke dig, Albert og mange andre gode mennesker, men menneskeheden som dyreart, er jordens eneste rigtige rovdyr, for I, undskyld jeg siger det, vil have det hele." Den blå sten, som har givet romanen titel, optræder også i bogen, i sin helt egen rolle.

Efter tre års pause med lyrikken er Nikolaj Zeuthen tilbage med en større samling såkaldte "viceværtsdigte".

Der er tale om en omgang uforfalsket knækprosa hvor forfatterens viceværtsarbejde står som tyngdepunkt for små observationer og historier. Vi lærer om fejeteknikker, ukrudtsbekæmpelse og systemer og mærker inden for gulvvask. Da der skal anlægges en ny græsplæne i gården bliver det især dramatisk. Det er i bogens sidste afsnit: "Forår".

Bogen kan læses som en alternativ fagbog, men også som dagbogsoptegnelser hvor livet i og omkring en andelsforening er i fokus.

Det er endnu en ristet rune for det prekariat som også blev beskrevet i Zeuthens roman Buemundet Guitarfisk.

Forfatteren selv kalder viceværtsdigtene for et "ambient værk": På godt og ondt et lyrikkens svar på den type elektroniske album hvor kunstneren simpelthen bare falder i søvn henover keyboardet.

Pressen skriver:

»fintfølende rent socialt og ømt humoristisk… uforpligtende fest med ironisk distance til det hele og hinanden.«
– Kamilla Löfström, Information

»Nikolaj Zeuthen er en primær skønlitterær joker og trickster, næst efter Pablo Llambías den mest uforudsigelige forfatter, vi har… Stilen og tonen, bristefærdigt nøgtern, perlende post-ironisk, holdes sikkert hele vejen igennem, men i særklasse hypnotiske er og bliver de omstændeligt mikroskopiske beskrivelser af det vildt konkrete håndens arbejde.«
– Lars Bukdahl, Weekendavisen

»Dansk zenmester sætter ikke en sætning forkert i sine viceværtsdigte… hysterisk morsom.«
– Alexander Vesterlund, Politiken

››Nikolaj Zeuthen griber hverdagens øjeblikke og fastholder dem i ord -og undervejs viser han en imponerende evne som iagttager. Det er flot digter-håndværk.‹‹ 
 – Avisen Danmark

»"Viceværtsdigte" understreger igen-igen Zeuthens overlegne gehør for hverdagens små sociale drejebøger og rollespil… varmt, skarpt og famlende præcist. «
– Jyllands-Posten

Én af den danske del af internettets mest bramfri og humørfyldte rimsmede, Evy Konigsberg, udkommer endelig i bogform med samlingen "Ud af stedet". Og de kommer ud af stedet: "Der er masser af cyklister I kongens København De blæser rundt på gaderne Og er til ingen gavn Deres aggressive adfærd Er en tænderraslende gru De hamrer ind i dig Og skriger fuck you" Bogens undertitel – “Vers, rim og eder i udvalg” – skal tages særdeles bogstaveligt, men muligvis ikke alt for alvorligt. Som f. eks. digtet her om den mærkværdighed, de fleste kender, at tøj har en tendens til At krympe med årene, sådan ligesom af sig selv: "Hold nu din fede kæft Din ubehøvlede stymper Jeg ved sgu da ikke hvorfor Dit tøj krymper og krymper Kunne det tænkes at du Simpelthen er blevet større? Det har i hvert fald ikke noget Med vaskemaskinen at gøre" Blandt de øvrige motiver i bogen er digtet om kontoret som både fængsel og paradis, om halsbrand, fumlegængeri og naturligvis også om mor! Et helt afsnit er viet digte til og om og på andre digtere og skrivende folk, herunder Søren Ulrik Thomsen, Hemingway, Pessoa. Og Mads Holger. Evy Konigsberg er vistnok 34 år, gift og har to børn. Hun er født i Viborg, men bor i København på Nørrebro. Hun har også boet i New York, hvor hun har arbejdet for et stort reklamebureau. Her mødte hun sin amerikanske mand. Og så påstår hun, at Stewart Allen Konigsberg ( a.k.a Woody Allen) er hendes grandonkel.

Henrik Høyer deler post ud i Københavns Sydhavn. Imens dagdrømmer han om en karriere som privatdetektiv. Da han, under dække af at besidde sådan et spændende job, indleder et forhold til den underskønne Elisabeth, begynder tingene at gå helt skævt, og Henrik må se sig godt for, hvis ikke han vil udnyttes på det groveste. Danske Rasmus Rasmussen (f. 1976) er forfatter til kriminalromanen "Det perfekte offer" om et postbud, der udgiver sig for at være privatdetektiv.

Viggo ønsker brændende at slippe væk fra familiens gård og den skæbne som landmand, som alle har tiltænkt ham. Det lykkes ham i stedet at komme på musikkonservatoriet i København, hvor han kan udvikle sit talent som violinist. Storbyen rummer drømme og magi, han aldrig havde forestillet sig – ikke mindst i form af de unge kvinder. Der er den kinesiske pige på hans pensionat, overklassepigen, som han studerer sammen med, og varietéstjernen, som han beundrende betragter, når han er på arbejde på etablissementet på Frederiksberg.



Familiens kvinder har dog ikke opgivet kampen for at få ham tilbage til landbruget, selvom Viggo selv er fast besluttet på at komme til at leve af musikken. Terkel Tikjøbs debutroman, "Min morfar, hans ulykkelige hang til violinspil og kvinder" er en humoristisk og bittersød fortælling om ungdomsdrømmenes svære kår omkring århundredskiftet. Terkel Tikjøb er en dansk forfatter og pensioneret sognepræst. Han var i mange år sognepræst for døvemenigheden i Sønderjylland. Terkel Tikjøb har blandt andet skrevet romanerne "Min morfar, hans ulykkelige hang til violinspil og kvinder" og "Katrines sommer".

Ingen havde drømt om, at den slags kunne ske, men se bare: En dag lander en meteor mellem syv tilfældige mennesker, der er ude at bade. Lige midt i Koralbadet på Sluseholmen i København. De syv stifter selvfølgelig deres egen klub, Meteorklubben, hvor ingen andre har adgang, for det er noget helt særligt for netop de syv. Fede Keld, der så gerne vil gøre noget for miljøet, 17-årige Sille, der ikke er helt stolt af at have en norsk kæreste, som hun troede var svensker, og hendes far Melander, der har det meget svært med sin kone Irene, som har det bedst ude på Sankt Hans Og alle de andre, der også har deres at slås med. Men så bliver de pludselig beamet op i Moderskibet, hvor de møder Kaptajnen, der ligner Leonardo DiCaprio. Moderskibet er en roman om kærlighed, ensomhed og fællesskab i dagens Danmark, hvor alle drømmer om noget andet og mere, end det de har. Selv fortælleren drømmer om et mere perfekt liv, så hun kan ikke lade være med at blande sig og give sit besyv med, når det er tiltrængt. For vel er historien underholdende, men det skal jo ikke være det rene skæg og ballade. Vel?