Søgeresultater: 2

Den dag Wendy fylder 74, har hun fået nok. Manden har glemt hendes fødselsdag, ingen blomster, ingen fødselsdagskort, hun skræller løg, de trækker tårer, emhætten larmer, så hun ikke kan høre radioen, hendes e-Boks er lukket, og hun beslutter at gå sin vej. Hun tramper af sted med faste skridt, men kommer i første omgang ikke længere end til stationen, hvor hun falder besvimet om.

Hun bliver hjulpet hjem, men hendes mand virker ikke begejstret over at se hende igen, og så snart hun kan se sit snit til det, tager hun sin taske og sin ulvepels og smutter ud ad bagdøren. Hun tager toget til København og tjekker ind på et hotel. Dagen efter lykkes det hende at få adgang til en opgang og videre ind i en tom lejlighed på anden sal, hvor hun indlogerer sig i skunken – Wendy er meget lille – sammen med sin ulvepels, som efterhånden udvikler flere og flere mere og mere menneskelige træk...

På Næsset bor en gruppe mennesker, der er viklet ind i hinanden, fordi de er i familie, naboer, elskende, venner. Blandt dem bor også nogle gamle mænd, der snart skal dø. Det er dem, der fortæller historierne om kirketjeneren Inge, der får mange ting betroet, men som aldrig kan holde sin mund; om den unge mand, der aften efter aften står afklædt foran et spejl for at betragte sin krop, der er deformeret af børnelammelse; om Thorleif, der i sin ungdom svigtede Klara og nu beder om tilgivelse, men får døren smækket i hovedet. De fortæller om Vagn, der hver evig eneste dag savner sin bortrejste søster, og de fortæller om den stærkt populære præstevikar Esbern, som meget kontant sørger for, at den jomfruelige organist mister sin mødom.

Romanens kor af gamle mænd lægger en skæbnetung, nogle gange ildevarslende uhygge over det hele. Hvad er det, de gerne vil sige? Og hvad er det, de stadig ikke fortæller, selv om de siger, at de vil fortælle det hele?

Hestehullerne er Tina Månssons forfatterdebut.