Søgeresultater: 5

Barndommens vej er i 1950'erne beboet af skøre voksne og fornuftigt/fantasifulde børn. Kanelhuset er midtpunktet, og Elliot Omaha Mortensen fortæller om livet med såvel humor og fest som alvor og poesi.

Fire nybagte mødre, fire babyer, en sundhedsplejerske. Fem kvinder med eller uden hunde, mænd og andre børn – og med noget under gulvtæppet. En mødregruppe er kvindeuniversets modstykke til erhvervs- og karrierelivets netværk og erfa-grupper. I gruppens midlertidige fælleskab samles en håndfuld nybagte mødre. Kvinder med vidt forskelig social og uddannelsesmæssig baggrund, forskellig alder, økonomi, livsindstilling og -stil. Det eneste, de i udgangspunktet har tilfælles, er dette: De har netop født et barn. Hvis det ikke havde været for den initiativrige og (over-)energiske kommunale sundhedsplejerske Dorthe, ville Chris, Tina, Eva og Sus aldrig have fundet sammen. ”Så sidder de her, fire kvinder, hvis eneste fælles referencer for få måneder siden var terminsdato og postnummer, og taler om, hvor sjovt det bliver, når børnene begynder at tumle rundt sammen, lege sammen og gå i skole sammen. Som om det er den naturligste ting i verden, at de stadig vil se hinanden om et halvt år, om fem år, om ti år og lige præcis i dette øjeblik tror Eva på, at det er så enkelt. At der faktisk er en happy ending inden for rækkevidde.” Ulla Taylor: født 1968 i en lille by, Nødebo, ved Esrum Sø. Debuterede 2004 med den meget roste roman Dametur. Har skrevet flere romaner og en ungdomsbog. Hendes nyeste roman er Til alle slags fester, der udkommer i oktober 2015. Hendes romaner er tidligere udgivet i Holland, Tyskland og Norge.

”To liter mælk, rugbrød, smør, en agurk og tre lyspærer til levering” sagde jeg til købmanden. ”Og lad os bare få fem Honolulu oveni.” Der var stille i røret et øjeblik. ”Jeg må hellere snakke med din mor,” sagde købmanden så. ”Hun er desværre gået i seng,” sagde jeg. ”Jamen lille ven,” sagde han. ”Har du overhovedet nogen penge?” ”Nej, nej,” sagde jeg. Der var heller ikke flere i kurven med småpenge til posten. Jeg havde tjekket, inden jeg ringede. ”Kan vi ikke få på klods igen?” ”Men I har jo heller ikke betalt for sidste måned,” sagde købmanden. ”Hva’?” sagde jeg. ”Forbindelsen er dårlig.” ”Sidste måned,” råbte købmanden. ”Jeg kan ikke høre, hvad du siger,” råbte jeg og smækkede på. Der er ikke meget familieidyl at spore i Meghan D. Jakobsens debutroman: Moderen har travlt med at realisere sig selv, og datteren må stort set klare sig selv. Det er nu også ok, for hun har sine venner: koen, dukken Kajl og Othello med det viltre hår og det pæne porcelæn. Og så går hun i skole hos homoamanerne, som synes det er meget forkert at hun allerede kan læse, og ihærdigt forsøger at rette op på ubalancen i hendes liv. Så møder moderen Manden og får endnu et barn. Og da Manden flytter igen, går det helt galt derhjemme. Moderen ligger mest i sengen, og lillebror sidder bare og rokker i stedet for at opføre sig som et almindeligt barn. Trods er en usædvanlig roman om 68’er-generationens altoverskyggende behov for selvrealisering. Om himmelråbende omsorgssvigt og om, hvorfor nogle børn bukker under mens andre klarer sig – på trods af omstændigheder.

Da forfatterens gamle faster Ingeborg døde, efterlod hun et lille hæfte på ca. 40 sider, skrevet af hendes far og hans bror. Det handlede om familien, men gav ikke en entydig fremstilling, for den ene gik i rette med den anden. Det hæfte har sat hele denne store roman i gang, for der lå så meget usagt og antydet mellem linjerne, at det måtte forklares. Resultatet er denne krønike, som dels handler om familien, der omkring 1. Verdenskrigs udbrud havde hovedsæde i en stor villa på Bülowsvej, og dels om nutiden, hvor jeg'et - som familien altid har gjort - tager til Afrika. Dette kontinent er en fast del af familiens univers - på godt og ondt.

I huset på Bülowsvej sidder 11-12-årige Henrik i sin stålbandage, travlt beskæftiget med at lave en evighedsmanskine. Han er svækling, ude af stand til at holde sig oprejst, og sidder derfor i dette stativ, plejet af skiftende kvinder, ikke mindst af den livsglade Elvira Ursula på 17 år. Hans mor Camilla har muligvis haft en affære med en slægtning, Arnold Sørensen, hvilket Jakob, ægtemand og officiel far, nages af, for hvem er egentlig biologisk ophav til Henrik? Arnold Sørensen er kaptajn i Fremmedlegionen og dør under et slag i Afrika, hvorfor hele familien i åbningskapitlet er samlet til mindegudstjeneste på Frederiksberg. Her sidder de: forældre og børn, søskende, fætre, kusiner, ægteviede, tilløbne, venner og bekendte og repræsenterer en bred vifte af det danske samfund, fra kunstneren over forretningsmanden til håndværkeren og den fallerede bogholder, vævet ind i hinanden og med alle de kærlighedsbånd og hadefulde følelser, som kendetegner en familie. Nogle har det godt, andre er mislykket i livet. Familien er en broget flok, og man elsker ikke nødvendigvis hinanden.