Søgeresultater: 24

I bind fem hører vi om dengang Asle boede på værelse i Aga mens han går på gymnasiet der skal være hans indgangsbillet til Kunstskolen. På gymnasiet mærker han pludselig en angst for at høre sig selv læse op. Han må lave aftaler med sine lærere så han fritages for at læse op i timerne, for ellers gør angsten ham ude af stand til at møde op på skolen. I denne periode mødes han af og til med en gammel bekendt, tyskerbarnet Sigve, der har været inde og sidde et par gange for småkriminalitet og som nu arbejder på en møbelfabrik, læser bøger og drikker lige lovligt meget. Sammen med ham finder Asle ud af at det dæmper angsten når han drikker øl. Gennem Sigve møder Asle sin navnebror, der også er kunstmaler og ligner ham selv på en prik. Navnebroren optages på Kunstskolen uden studentereksamen på grund af sit åbenlyse talent.

Sofia er treogtyve år. Hun har slået op med sin kæreste. Hun vil være fri. Så møder hun Frank. Han er femten år ældre end hende. En smuk mand, amerikaner, globetrotter, intellektuel. Ham kan jeg have det lidt sjovt med, tænker Sofia og forelsker sig pludseligt og inderligt. Efter et stykke tid flytter Frank ind med alle sine kasser, sine billeder og al sin viden. Og lidt efter lidt ændrer tingene sig, da Frank begynder at kontrollere Sofias liv. I hans arme er en medrivende, reflekteret og sanselig roman om forelskelse og sammenbrud, og om at leve tæt på en andens mørke.

I tredje bind i trilogien møder vi gamle Ales, Alidas datter. Gennem hende får vi at vide hvordan det gik med Alida og Asle, parret som ofrede samvittigheden for kærligheden. Asle blev hængt i Bjørgvin. Alida og hendes lille søn Sigvald følger Åsleik tilbage til hjembygden Dølgen, som Asle og Alida engang rejste fra. «Det er intens og feberagtig litteratur som gradvis afslører den skæbne som venter den der ofrer sin samvittighed for kærligheden.» – Aftenposten. «Jon Fosses prisbelønnede trilogi fuldendes og fuldformes fornemt med den lille, litterære perle ’Kveldsvævd’, hvori vi får enden på historien om Asle og Alida. (-) Det var ikke uden grund, at Jon Fosse i 2015 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien ’Andvake’, ’Olavs drømme’ og ’Kveldsvævd’. Det er uafrystelig læsning, der går meget målrettet efter éns hjerte.» – Litteratursiden ★★★★★★ Berlingske Nordisk Råds Litteraturpris 2015

Lyst er en roman om at læse og skrive. Om glemsel og erindring. Om rejser og kærlighedsforhold. Om stedets betydning for det at skrive. Om byer. Om skriveår i København. Om at finde de ideelle skrivesteder, arbejdstider. Om at skrive om natten. Om at skrive i hånden. Om andre forfattere. Om venskab. Om penge og god og dårlig økonomi. Hvordan bliver man forfatter? Er det muligt at gøre det at skrive til et arbejde? Kan man leve af det? Og hvad for et liv bliver det?

Hovedpersonen og fortælleren Alle er maler, enkemand og bor i Dylgja, i huset hvor han plejede at bo sammen med sin kone Ales. Nu bor han alene og hans eneste venner er hans nabo Åsleik, en ungkarl og fiskerbonde, og Beyer, en galleriejer der bor i Bjørgvin. I Bjørgvin bor en anden Alle, som også er maler. Septologien er en storslået fortælling om hvad kunst er, om Gud, alkoholisme, venskab og tiden som går. Det handler om døden, men også om hvad det vil sige at være i livet. "Læs den!" – Politiken ♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎ "Jon Fosse har ikke kun skrevet en vidunderlig roman, men også leveret en sørgmodig blues for ensomheden." – Berlingske ★★★★★ "… man overgiver sig, og er læseren først kommet indenfor i Fosses univers, da klapper fælden, og man anmoder begærligt om at få mere serveret." – Nordjyske ★★★★★ "Syv stjerner: Fosse i fuld flamme ... en læsefest af de store. Dette værk er en ild." – BOK 365 ★★★★★★

HUN HAVDE HAFT MANGE KÆRESTER, men hun vidste ikke noget om kærlighed. Når hun gjorde et forhold forbi var det ikke fordi hun troede på noget bedre. For hende var forholdet bare en måde at få tiden til at gå på. EN UNG KVINDE skriver et kærestebrev til sin kæreste syv måneder efter hans død. I brevet ønsker hun at kunne se verden ligesom ham: med åbne øjne. DU VOKSEDE OP I ET HØJHUS i Oslo Vest, det eneste højhus blandt villaer og rækkehuse. Du var et smukt barn, men du vidste det ikke. Du måtte have nogen at spejle dig i, først da opdagede du det smukke i dig selv. JEG HAR ENDNU IKKE SET VERDEN er en novellesamling om kærlighed – både den romantiske kærlighed, men også om forholdet mellem forældre og børn, og mennesker som jagter lykken, friheden og skønheden, alt mens verdens katastrofer og mysterier langsomt rykker nærmere.

Det er blevet lillejuleaften. Asle har sovet på køkkenbænken med alt tøjet på, der er koldt i huset, han orker knap nok at tænde op. Han har mistet lysten til at male, og nu pakker han malergrejerne væk og sorterer sine malerier så kun et portræt af hans afdøde kone Ales bliver tilbage. Resten skal udgøre hans sidste udstillinger. Han kører endnu en gang til Bjørgvin og afleverer en ekstra stabel malerier til Beyer på galleriet, og imens han er i byen viser det sig at der er sket dramatiske ting med to af hans bekendte. Vi hører om Asles studietid, hvor udlejeren Herdis Åsen vil have Asle for sig selv, og hun betaler ham for at male sit portræt, ligesom hun som ung er blevet malet af en kendt maler. Ales er utryg ved Herdis Åsen og kræver at Asle flytter ud, og kæresteparret flytter snart sammen selv om de næsten lige har mødt hinanden. Ales er glødende katolik, og Asle der ellers ikke er meget for religion drages af kirken og ritualerne, der giver ham ro. Asle har for første gang sagt ja til at fejre jul med Åsleik og hans søster Guro. Juleaften sejler Åsleik, Asle og hunden Brage med Sjarken ind i Sygnefjorden til den ø hvor Guro bor. De har strømmen med sig, det fine tøj er pakket ned og de skiftes til at stå ved roret. Med sig har de to malerier som skal være Guros julegaver. Hjemme hos Guro dufter der af røget pindekød, og hun virker bekendt, selv om hun og Asle aldrig har mødt hinanden.

Per Petterson kalder ham Sandemoses arvtager og Norges eneste genuine beatforfatter. Han er nøgen, vild, en drømmer og en løgner med kulsort humor, men først og fremmest er han en oprører og en outsider der ikke kan sættes i bås. Han er blevet kultforfatter og hans bøger er sanselige og kompromisløse, fulde af dramaer og stærke følelser. ”En vanvittig smuk roman, den eksploderer, den dufter og stinker, men den er ægte.” Bergens Tidende. "Blændende." Jyllands-Posten 5 stjerner. "Batzer & Co har fået en ny fjer i hatten." Weekendavisen

"Espedal viser endnu engang, at han er en af Nordens stærkeste forfatterstemmer. Om ikke dén stærkeste." Berlingske 5 stjerner. "Tomas Espedal er Knausgårds rejsefælle og skyggebokser. Begge skriver hudløst ærligt og bundløst digterisk." Politiken 5 hjerter. "Med sin kirurgiske hånd, sit præcise snit ind i livet og lykken og sit usentimentale blik ned i kældermørket har Tomas Espedal sat sig på toppen af bjerget i norsk litteratur." Kristeligt Dagblad

"Espedals vilde liv er virkelig vildt, der drikkes, kneppes, slås. Den tredje bog begynder med ’Brevet om mine ulykker’ og to siders verdenslitteratur om at være fjorten år og smadre en kammerat, bokse med sin far, knalde ham en lige højre, selv blive slået i gulvet: »Jeg har aldrig set ham så smuk«. Smukkere bliver litteratur ikke." Politiken 6 hjerter

Omgivelser udspiller sig på en lille ø to sømil fra fastlandet, hvor der kun ligger et fyr, et hus og en hytte. Fyrpasseren Mardon bor i huset med sin kone Maria og deres datter Marion, og hytten er for nylig lejet ud til forfatteren Krafft. Øverst på øen troner fyrtårnet hvor man med en kikkert kan holde øje med alt hvad der foregår på øen. Forfatterens tilstedeværelse skubber til de tre fastboendes hårfine balance og bringer undertrykte lyster og gamle dæmoner op til overfladen. Inden længe udspiller der sig et intenst jalousidrama mellem de fire beboere på øen. Gennem den alvidende fortæller, som umærkeligt skifter mellem de fire personer, bliver læseren til endnu et øje der kan kigge ind overalt.

I Hestehovedtågen følger vi Tom fra han er ti år og vokser op i efterkrigstidens Oslo med sin mor, kunstmaleren Lister, og hendes to elskere, Robert og Munken. I Sortefod er Tom blevet 16 år. Efter fem år på ‘kostskolen for vanskelige børn’ kommer han i 1957 hjem til Robert og Lister. Han er Sortefod, en kriger og outsider der intet frygter. Han er Gene Vincent og synger Be Bop A Lula mens han fantaserer om Eva Perón og Ava Gardner. "Højoktan." Weekendavisen 5 stjerner Ekstra Bladet 5 stjerner Nordjyske 5 stjerner Berlingske