Søgeresultater: 20

Aleksandar Sajins nye roman Ivan Blank er en komedie om kærlighed og utroskab, om løgn og bedrag, om vanvid og kunstnerisk blindhed, om PET, om åbenbart grundløse asylansøgere, om det danske retsvæsen, om drømmen om villa, Volvo og vovse …
Ivan er forfatter i eksil i Danmark, han kom hertil som flygtning i forbindelse med Balkan-krigen i begyndelsen af 1990erne og er, som det hedder, velintegreret, akkurat som forfatteren selv. Alligevel er romanen langt fra at være af den populære auto-biografiske slags. Der er for megen fantasme, handlinger og handlingsfigurer brækker hele tiden over og lander i det groteske, der er for megen slapstick over alle de forskellige kærlighedsforhold, vi som læsere føres igennem, der er for megen humor, man er indimellem ved at dø af grin.
Ivan arbejder som serbokroatisk tolk og når han er ude og tolke – i en eller anden dum flygtninglejr – er der altid endnu en Ivan, han skal tolke for. Det er absurd, bureukratiet bliver udstillet, hvilket abolut ikke gør det mindre – bureaukratiet, altså - endsige mindre gennemskueligt, personalet inklusiv Ivan Blank og borgeren, der endnu ikke har status som en sådan, men asylansøger, klart uden at have grundlag for at søge asyl, bliver til små tilfældige brikker i et større spil. Og da Ivan i erhvervsøjemed skal sikkerhedsgodkendes af efterretningstjenesten går det helt galt.

Om natten havet fortsætter, hvor Johanne Kirstine Falls debutroman Der er altid nogen at befri slap: Hovedpersonen Katrina udskrives fra Odense Universitetshospital efter en længere indlæggelse med anoreksi. Hun indleder et forhold til Markus og hans ven Sebastian.
De introducerer hende til et nyt liv fyldt med stoffer, vold og eksperimenterende sex. Vi får, som i Der er altid nogen at befri, hele forløbet skildret gennem Katrinas på en gang følsomme og nøgterne, på grænsen til det brutale, blik, der til tider brænder sammen i en verden af vrangforestillinger og selvdestruktivitet. Hele læsningen igennem sidder man uvægerligt på kanten af stolen og tænker: Nej! Hvor længe kan hun holde til det.

Om Mørke handler om mørket i alting, eftermiddagen, døden. Den fortsatte undergang, kærlighedens mørke og naturens, skybrud og sygdom. Bogen er en moderne apokalypse og en protest mod nogle helt grundlæggende forhold. Og så handler den om sol og lys og øjne.
Om mørke er både undergangsfortælling og skabelsesberetning. Der er jordskælv, laviner, eksplosioner, skybrud, hesteulykker, øjenskader, en ung mand, der mister sin far, en kæreste, der gerne vil have adgang til sorgen og til ham, der er muligvis et mord, i hvert fald masser af død. Der er forelskelse, perler, flotte gaver fra en familie, æblerov i Bogens, en rejse til Italien, gåture på stranden, alt det kragesølv du kan slæbe med hjem og rav.
Den undergang som bogen beskriver, er ikke kun den ekstraordinære dramatiske undergang, men først og fremmest den undergang vi er vidner til hver dag. Den daglige kronfrontation med døden i smerten, sygdommen, kroppen der ændrer sig, neglene der skal klippes igen, frugten i skålen der rådner, efteråret der æder sig ind på os. Simpelthen det at man er vidne til en altomsluttende afvikling hver dag.

New Forest er en roman om lys og skove, familier og myter, kærlighed og død
Mødre, søstre og døtre I romanen møder vi en pige, en kvinde i 30’erne og en ældre dame. Pigen er på efterårsferie med sin familie og beslutter sig for at gå tur alene i plantagen bag huset. Den unge kvinde rejser rundt i Europa, alt imens hun kæmper for at gøre sig fri af et forhold der længe har gjort hende til en slags zombie, en levende død. Hen imod slutningen af bogen rejser hun til New Forest i Sydengland for at genfinde det område hvor hun var på ferie som barn, et sted der i hendes bevidsthed er blevet et mytologisk sted. Den ældre kvinde mister sin mand, og hun låser sig inde i huset med liget. Sådan lever de to videre sammen der i huset hvor tiden ligesom kroppen opløses, og han på den måde – for hende og for os – pludselig er levende igen og syg igen, og vi er igen tilbage i en tid hvor de var en familie; hvor pigerne drak saftevand i køkkenet, og hvor de skoldede høns ude bag huset. De tre generationer af kvinder bliver gennem bogen til en slags familie, eller de bliver hinandens fortid og fremtid, hinandens mødre og søstre og døtre. Bogen beskriver passagerne i livet, tærskelerfaringer, der hvor noget er mellem formerne. Der hvor et menneske både er levende og dødt, hvor en erindring både er sandhed og løgn. Romanen insisterer på at det er i denne urolige sitren mellem stabile tilstande at livet er. Således udnytter romanen også genrens muligheder for at bevæge sig mellem fortælleformer, i en lyrisk ramme at veksle mellem dagbogsfragmenter og prosa.

Løsning, 2000. Den livstrætte folkeskolelærer Erling er blevet ramt af forelskelsens sindssyge. Subjektet: Eleven Mira i den niendeklasse, han er klasselærer for. Pludselig findes der en mening med tilværelsen, og i følelsernes og sansningernes voldsomme rus, glemmer han sit ansvar overfor såvel eleverne, som overfor sin hustru Irma, der intet aner om alt det, som foregår i ham. Den nye verden, han pludselig er blevet en del af.

Emma Emma er en roman om sommerens arkitektur og landskaber. Hvor sidder feriens hjerte. Hvordan laver man kærlighed og omsorg om til begivenheder, man sammen kan bebo. En roman om jobs i serviceindustrien, om sankthansbål og om, på en gang at være nervøs og eksalteret over, ikke at kunne adskille sig selv fra andre og fra omverdenen.
Romanen udfolder sig over en sommer, der er så lang, at det kan være svært at tro på, at den nogensinde slutter. Tiden er holdt op med at gå og er blevet til et stort, blødt og uformeligt nu, der hæver og hæver som en gærdej i varmen. Vi møder blandt andre Agnes, som fortæller, Emma, som vender hjem fra et længere ophold i London og har svært ved at huske, hvad hun har brugt de sidste par år på, Anton, som smiler for meget, Guy, som ror på romaskine og Linea, som ikke er hjemme, hendes værelse bebos i stedet af Emma. De har det kedeligt og intenst. Nogle gange forelsker de sig i hinanden.
Emma Emma er den sydstatslitteratur, der altid har manglet i Danmark, og dog er det noget helt nyt. Ikke siden Carson McCullers har en forfatter rapporteret så køligt fra landskabet under den kogende sol, ikke siden Françoise Sagan har nogen skrevet så klart om kærlighedens indviklede logik.

Efter længere tids søgen, genfinder Nis sin lillebror Frej. De har ikke set hinanden, siden de begge afsonede lange domme for hashhandel. Frej er nu eksmisbruger og uhyre selvindsigtsfuld. Han kræver, at Nis skal begynde at arbejde med sit kvindehad og indre dæmoner. Nis tager imod udfordringen og overtaler kæresten Ronja til, at de sammen skal tage på et to-ugers selvudviklingsophold hos den excentriske psykoterapeut Carl-Mar.

Rum tegnes op, lys og skygge brydes, bånd brister og bindes på ny, og tider mikses sammen. Et jeg og et du. Et forsøg på at nærme sig noget andet, noget nyt, lade et nyt lys kaste sig over relationerne, stederne og tiden. Meget civiliseret, men i så fald med en egen vildskab i det civiliserede.

Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri handler om forældreparret Theis og Viktoria. De er indlagt med deres for tidligt fødte barn Elias. En klaustrofobisk periode på tre måneder på en neonatalafdeling. Skriften i Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri er både nøgternt beskrivende og mere sansende fabulerende, fuld af humor, omsorg og ømhed for de mennesker, der er omdrejningspunktet for romanen, og for de børn, der fødes for tidligt, og som hjælpes ind i livet af maskiner. Luca Engberg Talamona (1993) debuterede med den anmelderroste digtsamling Alcatraz (2017). Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri er hans anden udgivelse.

'Rosebud' er formet som en kvindes henvendelse til en mand. Ét langt brev. Som er 1. en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2. en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste en bekræftelse på at blive hørt. Grundtonen er melankoliens, længslen efter og fortrydelsen over det, som én gang for alle er tabt. Inklusiv familiehistorien med druk og selvmord, kvindens indlæggelse på psyk og genoplevelser af en række hotelværelser og kældre etc, hvor parret har elsket og slåset. Men melakolien er potent. Sproget er mangestemmigt, klinisk og hallucineret, sødmefuld og vulgært. Men længst lever smerten.

Elastik er en roman om at være kvinde. Om at være kvinde mellem kvinder, mellem mænd og om at være alene med sin kvindekrop. Alice bryder sig ikke om at være kvinde. Hun føler sig fremmed i sin krop, med sit køn.
På samme tid er Elastik også en moderne, høvisk kærlighedshistorie. Om Alices fortiede, men stormfulde forelskelse i den enigmatiske Mathilde. En forelskelse, der ikke findes plads til hverken i Alices forhold til kæresten Simon, til Mathildes mand Alexander eller i Alice selv. Johanne Bille har et nænsomt og nuanceret blik, når hun skriver denne forelskelse frem, men i beskrivelsen af, hvordan de to mænd bliver trofæagtige værktøjer i relationen mellem de to kvinder og i skildringen af det pompøse, grænsesøgende livs skyggesider er hun skånselsløs.
Elastik handler om ikke at ville nøjes med at finde sig til rette – i parforholdet, i samfundet og i sig selv. Om at ville kærligheden og fællesskabet, men ikke kunne løsrive sig fra sin egen egoisme og narcissisme. Hvordan kan vi være sammen? Det spørgsmål bliver i Elastik til: hvordan bruger vi hinanden? Elastik er Johanne Billes anden roman. Hendes debutroman Tænk nu hvis udkom i 2015 på Tiderne Skifter.