Søgeresultater: 4

Den knap 40-årige kunsthistoriker Julie slikker sårene efter mange år med sin livsforskrækkede filosofkæreste Rune. Hun finder sig til rette i sin egen lejlighed, arbejder på galleriet Lennart Frost og skriver på en ph.d.-ansøgning om samtidskunst. Hun undrer sig over, at man ustandseligt skal involvere sig med kunstværket, og hun undrer sig i det hele taget over, at folk hele tiden involverer sig med hinanden. Selv Rune er videre med en ny kvinde. De har fået en køkken-ø og en baby, og nu skal de giftes. Det kan Julie ikke se for sig. Hun er mere tilbøjelig til at knalde med en gift mand eller gå i dvale som den lotusblomst, hun ser i Landbohøjskolens Have.

"`En anden kvinde end mig´ har genrens selvironi, som vi kender den fra for eksempel `Bridget Jones‘ Dagbog´, men Braad byder på mere end selvironi og formår med sin stramme struktur og dynamikken mellem Julies privatliv og hendes forskningsprojekt at lave en mere moden genreopdatering. En opdatering, hvor det er kvinden selv og ikke drømmen om manden, der er central i fortællingen." - Berlingske, 4 stjerner Agnete Braad, f. 1976, er cand.mag. med speciale i kernefamiliens idéhistorie. Hun debuterede i 2012 med romanen "Som om hun bare lagde røret på og forsvandt" om sin mors, præsten Anne Braads sygdom og død.

Så her er, hvad der skete: Jeg friede. Paul sagde ja. Men så tog mit liv en helt anden drejning ... Delia er ikke helt sikker på, hvad der gik galt. Hun havde jo en plan for sit liv. Men da hun opdager, at hendes kommende mand har en affære, falder planen til jorden. Hun er nu nødt til at genvinde kontrollen – hun er nødt til at tage styring med sit eget liv. Delia pakker nemlig sine ting og flytter fra Newcastle til London. Her stifter den søde og pæne pige bekendtskab med mere eller mindre luskede personager – også en lækker en af slagsen.

Da Christoffer og Rita, begge psykisk handicappede, skal giftes, er der lagt op til en stor familiefest – på godt og ondt. Festen og familien er midtpunktet i fortællingen om dejlige minder og skeletter i skabet.

I "En stor dag" Anne Strandvad beskæftiger med det ømme punkt i den borgerlige pænhed og giver rørende portrætter af skæbner, der kunne have været vendt.