Søgeresultater: 3

I dette en-akts skuespil sætter Strindberg forholdet mellem mand og kvinde på spidsen i skildringen af en skilsmissesag. Parterne er som udgangspunkt enige om at ordne sagerne i mindelighed, men da det ikke uden videre kan lade sig gøre at bestemme forældremyndigheden over deres fælles barn - titlens "bånd" mellem de to – uden den noget landlige retsmyndigheds indblanding, starter en kamp, hvorunder der kommer ting på bordet, som de to helst havde holdt for sig selv.

Strindberg skrev "Båndet" i 1892, hvor han netop var blevet skilt fra sin første hustru, den svensk-finske skuespillerinde Siri von Essen, og er vel sagtens skrevet som en slags reaktion eller bearbejdelse af processen.

"Båndet" blev første gang opført i Danmark på Det Kongelige Teater i 1917, hvor Poul Reumert og Bodil Ipsen spillede hovedrollerne som Baronen og Friherreinden.

Strindberg skriver om ung kærlighed og svig, om den evige ungkarl, der bliver forelsket, om at gifte sig med en kvinde og få hele hendes familie med i købet, om at have et yndlingsbarn, der bliver sygt og dør, om at ruinere sig ved bryllupsomkostningerne, og om at have et stamværtshus, som man elsker højere end sin kone; alt dette så læseren helt glemmer, at det er skrevet i 1884. Så fint og smukt og rørende, som man kun finder det i den allerbedste litteratur i verden.

"Dette er en forfærdelig bog, jeg indrømmer det uden forbehold og med sviende anger. Hvad der har født den? Et berettiget behov for at vaske mit lig, inden det skal stoppes ned i kisten."

Strindbergs grumme opgør med hustruen, Siri von Essen, der er en af svensk litteraturs store kærlighedsromaner foreligger nu i Rosinantes velrenommerede klassikerserie. Forfatteren vil vise, hvordan det var ham, der led i ægteskabet, og at det ikke var ham, der var paranoid og gal. At det ikke var ham, som var den slemme undertrykker, der levede af sin kones penge og forhindrede, at hun kunne dyrke sin karriere som skuespiller. Strindberg skrev romanen på fransk i 1887-88. Resten af sit liv forsøgte han at forhindre bogen i at udkomme på svensk, fordi mange personer stadig levede. Alligevel vakte romanen en bitter debat i hjemlandet og udnævntes til den mest hadefulde bog nogensinde. Men også til den mest mærkværdige roman i nyere europæisk litteratur. Den udkom først i Tyskland (1893), derpå i Frankrig (1895), og først efter Strindbergs død i 1912 udsendtes en stærkt redigeret svensk udgave (1914). Det franske originalmanuskript havde ført en omtumlet tilværelse og blev købt af vennen Edvard Munch i 1896. Så forsvandt det og var væk, indtil det i 1973 tilfældigt blev fundet i et pengeskab i Oslo blandt andre af Muncks efterladenskaber. Det er dette såkaldte Oslomanuskript, der blev benyttet til den første danske oversættelse, der så dagens lys i 1977. Forord af forfatteren Harald Voetmann Christiansen.