Søgeresultater: 8

Da Jonas Gardells seneste romanværk, trilogien Tør aldrig tårer bort uden handsker, udkom i Sverige, blev den af avisen Dagens Nyheters læsere kåret som en af de tre største kulturelle begivenheder i Sverige gennem de sidste 150 år. En helt uhørt stor ære! Trilogien omhandlede et homoseksuelt kærestepar og kampen mod AIDS i 80’erne, men i den nye roman, Til minde om en betingelsesløs kærlighed skriver Jonas Gardell for første gang autofiktivt og giver læseren et indblik i en på samme tid benhård og kærlighedsfyldt opvækst.

Efter 22 års ægteskab vil Vigdis ikke mere. Men hvordan kan hun retfærdiggøre at forlade en mand, som ikke slår, som ikke drikker eller er utro, og som er en god far? Måske handler det om forventninger, om at sætte barren lavt. Men hvor lavt kan barren sættes, før selvforagten tager overhånd, før man kvæles, før man dør? Linn har altid været smuk. Nu opdager hun, at mænd ikke længere vender sig efter hende. Hvis tiltrækningskraften er forsvundet, hvem skal hun så være? Vigdis’ og Linns historier flettes ind i hinanden ved tilfældigheder. Af nødvendighed ender de begge et helt andet sted, end hvor de begyndte.

Ved romanens begyndelse er den unge Arvid Stjärnblom voldsomt forelsket i den smukke Lydia Stille. Og hun i ham. Men på den tid, omkring år 1900, er kærlighed langt fra nok til, at to kan få hinanden, og den unge filosofikandidat har ikke penge til at gifte sig. ”Jeg tåler ikke tanken, at nogen går og venter på mig”, siger Arvid til Lydia, og han har da også snart fundet sig et job som journalist ved Nationalbladet – men da er det allerede for sent, og Lydia har giftet sig med en ældre, formuende mand. Arvid selv bliver lidt tilfældigt gift med sin bekvemmelighedsaffære og får to børn. Ti år senere mødes Arvid og Lydia igen, og de to indleder en affære, men Arvid vil ikke lade sig skille, og Lydia har andre mænd ved siden af; til sidst flygter Arvid væk fra Sverige, og fra både Lydia og sin kone og børn.

Strindberg skriver om ung kærlighed og svig, om den evige ungkarl, der bliver forelsket, om at gifte sig med en kvinde og få hele hendes familie med i købet, om at have et yndlingsbarn, der bliver sygt og dør, om at ruinere sig ved bryllupsomkostningerne, og om at have et stamværtshus, som man elsker højere end sin kone; alt dette så læseren helt glemmer, at det er skrevet i 1884. Så fint og smukt og rørende, som man kun finder det i den allerbedste litteratur i verden.

En stærk roman om kuldslået kærlighed og identitet. Transit er en roman om tilhørsforhold og rastløshed, om udlængsel og hjemlængsel og om at lede efter sig selv i den anden.

I Monica Isakstuens nyeste roman udforskes en ukontrolleret vrede. En vrede, der bobler op i hovedpersonen i hendes omgang med sine nærmeste. Mod børn og mand, mod dem, hun elsker højest. Er det den person, hun vil være? Og hvor kommer dette raseri fra?

Han står op sammen med hende og klæder sig på med hende. Hun er på badeværelset. Han kommer ind bag hende og lægger hovedet på hendes skulder. Deres øjne mødes i spejlet. Sådan ser de ud, de to. De ligner et par med en fælles ulykke. Småbørnsmoren og dramatikeren Ida Heier har mødt sit livs kærlighed. Hun har længe vidst, at noget ville ske, man kan mærke evnen til at elske, før man møder den elskede, tænker hun. Nu har hendes lidenskab ramt den ti år ældre professor Arnold Busk. Også han er gift og har et barn. I nogle år længes hun ulykkeligt efter ham, indtil han opgiver sit gamle liv for hende. Det er begyndelsen på et alt for turbulent og grænseløst kærlighedsforhold – en besættelse, som nærmer sig galskab.

"Ti amo" er en stærk og modig historie om at befinde sig et sted mellem livet og døden. Om den ensomhed døden skaber, men også om dyb kærlighed. En lille roman, der åbner kæmpestore rum i læseren.