Søgeresultater: 6

Når frosten går af jorden skal Skarre begraves i den lille by Fagerhult i Småland. De fleste gæster er ankommet fra Danmark, og mens de venter på at få begravet Skarre, vokser historierne frem om, hvordan de forskellige personer har sat frø i hinandens liv, og hvordan de har elsket og hadet hinanden og sig selv. Begravelsen er en historie om at mærke livet i smerten og om at genfinde sig selv.

Doktor Glas er praktiserende læge i Stockholm. En forelskelse i ungdommen, som endte i en skuffelse, har efterladt ham desillusioneret, ugift og uden børn, han vil ikke nøjes med andet end den største kærlighed; ”de fleste favner en skygge og elsker en drøm”. Doktor Glas er kølig og afmålt, men fatter alligevel sympati for den unge Helga Gregorius, der kommer til ham for at få råd. Syg er hun ikke, men hun plages ustandseligt af sin ægtemand om, at hun skal ”opfylde sin ægteskabelige pligt”. Fru Gregorius er udmattet af sin mands konstante tilnærmelser, og hun spørger doktoren om råd. Imidlertid er Doktor Glas bestemt heller ikke glad for Pastor Gregorius, som er betydeligt ældre end sin kone, fedladen, gusten og evindeligt svedende, ja, Doktor Glas synes faktisk, det er skandale, at den gamle præst på den måde forgriber sig på sin unge kone, og han går med til at hjælpe hende. Doktoren forsøger at sende præsten på sanatorium og til forskellige kurbyer, men han vender altid tilbage med styrket appetit på sin unge kone, og til sidst beslutter Doktor Glas, at der kun er én mulig løsning: Han må slå Pastor Gregorius ihjel.

I den prisbelønnede roman De urolige af den norske forfatter Linn Ullmann sidder far og datter med en båndoptager mellem sig. Planen var, at de skulle dokumentere det at blive gammel i en bog, de to skulle lave sammen. Men da de endelig er i gang, har alderdommen fået tag i ham på en måde, der gør samtalerne uforudsigelige og knitrende. De urolige er en legesyg, udforskende og genreoverskridende roman om et barn, som ikke kan vente på at blive voksen, og forældre, som helst vil være børn, om minder og glemsel og de mange historier, der udgør et liv.

Da Jonas Gardells seneste romanværk, trilogien Tør aldrig tårer bort uden handsker, udkom i Sverige, blev den af avisen Dagens Nyheters læsere kåret som en af de tre største kulturelle begivenheder i Sverige gennem de sidste 150 år. En helt uhørt stor ære! Trilogien omhandlede et homoseksuelt kærestepar og kampen mod AIDS i 80’erne, men i den nye roman, Til minde om en betingelsesløs kærlighed skriver Jonas Gardell for første gang autofiktivt og giver læseren et indblik i en på samme tid benhård og kærlighedsfyldt opvækst.

Strindberg skriver om ung kærlighed og svig, om den evige ungkarl, der bliver forelsket, om at gifte sig med en kvinde og få hele hendes familie med i købet, om at have et yndlingsbarn, der bliver sygt og dør, om at ruinere sig ved bryllupsomkostningerne, og om at have et stamværtshus, som man elsker højere end sin kone; alt dette så læseren helt glemmer, at det er skrevet i 1884. Så fint og smukt og rørende, som man kun finder det i den allerbedste litteratur i verden.

Ved romanens begyndelse er den unge Arvid Stjärnblom voldsomt forelsket i den smukke Lydia Stille. Og hun i ham. Men på den tid, omkring år 1900, er kærlighed langt fra nok til, at to kan få hinanden, og den unge filosofikandidat har ikke penge til at gifte sig. ”Jeg tåler ikke tanken, at nogen går og venter på mig”, siger Arvid til Lydia, og han har da også snart fundet sig et job som journalist ved Nationalbladet – men da er det allerede for sent, og Lydia har giftet sig med en ældre, formuende mand. Arvid selv bliver lidt tilfældigt gift med sin bekvemmelighedsaffære og får to børn. Ti år senere mødes Arvid og Lydia igen, og de to indleder en affære, men Arvid vil ikke lade sig skille, og Lydia har andre mænd ved siden af; til sidst flygter Arvid væk fra Sverige, og fra både Lydia og sin kone og børn.