Søgeresultater: 3

Den utilnærmelige fru Crezscenz får et velbetalt arbejde som husbestyrerinde i Wien hos en velhavende playboy. På sin egen vrisne måde er hun dybt loyal overfor husherren og udvikler samtidig et indestængt had til dennes kone, der lever i en bestandig, men luksuriøs utilfredshed. Da husherren atter en aften undflyer det hjemlige spektakel, får han en chokerende meddelelse om sin kones pludselige død...<



Stefan Zweig beskriver med stor sproglig suggestionskraft og en fintfølende psykologisk indsigt, hvordan umenneskelige oplevelser, indre tvang og utilstrækkelig kommunikation kan drive mennesket til den yderste handling.



"LEPORELLA slutter sig i tema og teknik ganske nær til skaknovellen... Hans sætninger er mættet til sprængning med vor tids farlige eksplosive kraft, under den mejslede overflade bølger en hidsig og febril rytme, der griber læseren som en mani, indtil han eller hun har vendt det sidste blad."- Harald Engberg



"Atter engang vil man kunne glæde sig over hans fantastiske indlevningsevne i menneskenes sind dengang og atter kunne nyde hans følsomme og nuancerede sprog og hans raffinementer både i tanke og teknik."

- Gudmund Roger-Henriksen, Politiken

Stefan Zweig (1881-1942) var en østrigsk forfatter, dramatiker og journalist. Han voksede op i Wien i et velhavende, jødisk hjem, studerede filosofi og litteraturhistorie og blev som ung forfatter del af de avantgardistiske kredse. I 1920‘erne og 30‘erne var han en af Europas førende forfattere. Zweig havde, som pacifist, med gru oplevet Første Verdenskrigs rædsler. Da Hitler kom til magten, slog han sig ned i England og rejste derfra videre til USA og Brasilien. I fortvivlelse over Europas fremtidsudsigter begik han og hans hustru selvmord i 1942.

Ny oversættelse af den berømte klassiker. Stefan Zweig bestod af yderligheder. Han kom fra en tryg wienersk glansbilledebarndom og endte på flugt fra krigen. Her er to noveller fra hver sin ende af spektret i ny oversættelse af Selma Rosenfeldt-Olsen. Praterforår hører til ungdomsnovellerne, mens Skaknovelle udkom i 1942, samme år som Zweig begik selvmord. I Praterforår holder han i mere end én forstand den etablerede borgerfrue, Lise, i hånden, mens hun søger ud i det wienerske forår på sporet af sine tabte ungpigeår i den store nationalhelligdom, Praterparken. Med sansemættede detaljer og psykologisk kyndighed skrives følelserne i hendes romantiske søgen helt ud. I Skaknovelle drages fortælleren på en sørejse efter anden verdenskrig af den på én gang skrøbelige og mystiske dr. B´s helt særlige evner ved et skakbræt. Denne novelle er et sublimt eksempel på et psykologisk og intenst gys. Det er historiens største knaldperle af en novelle, der leverer en intensitet og dybde, man ellers kun møder i de største romaner.

"Jeg så hende forventningsfuld ind i øjnene for at opdage, om jeg ikke ville møde et tegn på ophidselse eller skamfuldhed, men hun så allerede bort igen. Et minut senere vendte hendes blik tilbage for at forvisse sig. Endnu en gang gled det undersøgende hen over mit ansigt. Kun et send, et langt, spændt sekund mærkede jeg dets hårde, stikkende, metalagtige sonde trænge dybt ind i mig, men så slap det mig beroliget, og af blikkets frimodige klarhed, og hovedets lette, næsten forhøjede drejning mærkede jeg, at hun i vågen tilstand ikke vidste det mindste om mig mere, at vor samhørighed var forsvundet tillige med det magiske mørke."



I novellesamlingen "Eros" er tre af Stefan Zweigs noveller, der alle tematiserer den erotiske kærlighed, samlet.

Den erotiske kærlighed har imidlertid en trofast ledsager i samlingen: De problemer og sjælelige kvaler, den fører med sig for karaktererne.

Eros indeholder tre ypperligt fortalte noveller. Den indledes med fortællingen Angst, et mesterligt stykke dybdepsykologi om en bourgeoisifrue, der - nærmest ved et tilfælde - har fået en ung, fyrig elsker, og som gennemgår rent sataniske sjælekvaler, da hun frygter for, at det skal komme ægtemanden for øre. Ungdomsnovellen Tusmørke, der er adskilligt mere "decameronisk" end Angst. Den skildrer en femtenårig ynglings møde med kærligheden eller rettere med eros, der vandles fra attrå til kærlighed.

Bogen slutter med Regn. Det er et sandt virtousnummer fra Zweigs hånd, en skildring af et lummerhedt Tyrolerlandskab, der smægter efter regn og kølighed og af to mennesker, som i en art besættelse drives mod hinanden."

- Jyllandsposten



"Atter engang vil man kunne glæde sig over hans fantastiske indlevningsevne i menneskenes sind dengang og atter kunne nyde hans følsomme og nuancerede sprog og hans raffinementer både i tanke og teknik."

- Gudmund Roger-Henriksen, Politiken Stefan Zweig (1881-1942) var en østrigsk forfatter, dramatiker og journalist. Han voksede op i Wien i et velhavende, jødisk hjem, studerede filosofi og litteraturhistorie og blev som ung forfatter del af de avantgardistiske kredse. I 1920‘erne og 30‘erne var han en af Europas førende forfattere. Zweig havde, som pacifist, med gru oplevet Første Verdenskrigs rædsler. Da Hitler kom til magten, slog han sig ned i England og rejste derfra videre til USA og Brasilien. I fortvivlelse over Europas fremtidsudsigter begik han og hans hustru selvmord i 1942.