I romanen Aage og Else (1902-03), inspireret af folkevisen af samme navn, slår de konflikttemaer igennem, som kom til at præge forfatterskabet: spændingen mellem livsbegæret og tryghedstrangen eller den ideale og religiøst betingede stræben modstillet samtidens nihilisme og udvendighed. På det personlige plan er der sorgarbejde og seksualangst inde i billedet, mens der overordnet er tale om civilisationskritik. Stilistisk er J.P. Jacobsen den første inspiration for Kidde som prosaist, både i den psykologiske detaljering og i de betydningsladede naturbeskrivelser.
(Store Danske Encyklopædi)