Søgeresultater: 3

Emma Emma er en roman om sommerens arkitektur og landskaber. Hvor sidder feriens hjerte. Hvordan laver man kærlighed og omsorg om til begivenheder, man sammen kan bebo. En roman om jobs i serviceindustrien, om sankthansbål og om, på en gang at være nervøs og eksalteret over, ikke at kunne adskille sig selv fra andre og fra omverdenen.
Romanen udfolder sig over en sommer, der er så lang, at det kan være svært at tro på, at den nogensinde slutter. Tiden er holdt op med at gå og er blevet til et stort, blødt og uformeligt nu, der hæver og hæver som en gærdej i varmen. Vi møder blandt andre Agnes, som fortæller, Emma, som vender hjem fra et længere ophold i London og har svært ved at huske, hvad hun har brugt de sidste par år på, Anton, som smiler for meget, Guy, som ror på romaskine og Linea, som ikke er hjemme, hendes værelse bebos i stedet af Emma. De har det kedeligt og intenst. Nogle gange forelsker de sig i hinanden.
Emma Emma er den sydstatslitteratur, der altid har manglet i Danmark, og dog er det noget helt nyt. Ikke siden Carson McCullers har en forfatter rapporteret så køligt fra landskabet under den kogende sol, ikke siden Françoise Sagan har nogen skrevet så klart om kærlighedens indviklede logik.

Pia Busk (f. 1965) debuterer modent med et sært og brudfyldt epos: Grotten. Pia Busk har sine referencer i orden, det er ikke tilfældigt, at vi har med eposet at gøre, noget så gammeldags, men hvis vi troede, tiden for den heroiske bedrift var forbi, er det herved dementeret.
Grotten låner fra Illiaden og Odyseen, men i en fri lyrisk form og med storbyens underverden – læs: prostitutionsmiljø – som kulisse. Her forsøger mennesker på mørklagte adresser at genopfinde kærligheden, hvor grænserne mellem det gode og det onde flyder ud, og hengivelsen til kødet udvikler sig fatalt.
I to parallelle spor fortæller en kvinde og en mand, Lucy og Manden med leen, om hver deres liv og erfaringer i miljøet, som køber og sælger, og om hvordan de positioner skrider ud, og man bliver hinandens nærmeste. Lucy og Manden med leen fortæller, ikke som bekendelseslitteratur, slet ikke, men i en stilliseret form, surreelt og humoristisk.

'Rosebud' er formet som en kvindes henvendelse til en mand. Ét langt brev. Som er 1. en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2. en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste en bekræftelse på at blive hørt. Grundtonen er melankoliens, længslen efter og fortrydelsen over det, som én gang for alle er tabt. Inklusiv familiehistorien med druk og selvmord, kvindens indlæggelse på psyk og genoplevelser af en række hotelværelser og kældre etc, hvor parret har elsket og slåset. Men melakolien er potent. Sproget er mangestemmigt, klinisk og hallucineret, sødmefuld og vulgært. Men længst lever smerten.