Søgeresultater: 3

"Du skuffer mig Jens, siger Marie. Men hun burde være stille. Død og stille. Og ikke kommentere på alt. I tankerne vogter hun alle hans bevægelser. End ikke sin morgenerektion kan han have i fred." Jens er en gammel mand, der lever det stille liv. Lige indtil den dag en skabsdør smutter, og han må lede efter det plaster, Marie tilsyneladende har gemt væk. I sin søgen finder han hendes dagbog, og nu vælter historier om psykisk sygdom, ung umulig kærlighed og systematisk afpresning frem med de krappe skrå bogstaver. Trods det spirende forår udenfor, bliver Jens blæst omkuld. Hvem var Marie egentlig? Kan man tale om en fremtid, når man nærmer sig de firs? Og er det virkelig nødvendigt at cykle hele vejen gennem Jylland for at slippe fri af Maries stemme? "Jens Petersens forlængede forår" er, trods Maries barske facon, en smuk fortælling om at blive sat fri. Og om at finde sig selv, omend i sen alder. Cecilie Overbye, f. 1973, er uddannet tandlæge fra Københavns Universitet. "Jens Petersens forlængede forår" er hendes romandebut.

Hvad oplever man, når man går tilbage i tiden og møder de mennesker, som levede i kølvandet af Struensees henrettelse, som blev en del af oplysningstiden med de store landboreformer, som gennemlevede englændernes bombardement af København, hvor vi mistede vores flåde, fik besøg af spaniolerne og gik bankerot? De mennesker møder vi her i bogen. Flere kommer til. Vi bliver inddraget i deres kampe for deres ideer og tager del i deres familieliv, hvor døden ofte uden varsel tager et barn eller en mor i barselsseng. Kærligheden blomster men har ofte svære kår. Kvinderne kæmper for at få uddannelse. Koleraen kommer, og de unge sønner bliver sendt i krig i Slesvig. Vi er i Svendborg, da Jacob bliver døbt i 1776, kommer med ham på Vajsenhuset i København og med til Nyborg, hvor han genser sin Amalia. Vi tager med Simon fra Dons til Reventlow på Christianssæde, og sammen med ham må vi begrave hans to hustruer. Elise hentes til Gyldenholm fra Eckernførde og opbygger en blomstrende mejeridrift. Christian bringer den grundtvigske vækkelse til Borbjerg, mens hans søster Augusta, sammen med sin svigerinde Mine, opretter den første højskole for unge piger i præstegården. Vi forlader i denne omgang Hans og Laura på Gammelgaard på Als efter den blodige kamp i byen Kær, som blev det afgørende slag i krigen 1864. Bogen er litterært bearbejdede familiefortællinger, hvor personerne gør en svunden tid levende. De springer op fra bogens sider som boblerne i bækken, er hos os en stund, for så at briste og brede deres ringe i vandet. Ulla Fasting har en baggrund som sygeplejerske, underviser, forsker, landmand og medlem af Det Etiske Råd. Hun har arbejdet internationalt med uddannelse af sundhedspersonale i krigshærgede lande. I en periode var hun medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland. Ulla blev født under krigen i Haderslev og flyttede som 9-årig til Frederiksberg, hvor hun boede hos sine bedsteforældre sammen med sin mor og lillesøster. Bedsteforældrenes hus var fyldt med fortællinger, som Ulla sugede til sig, og som vakte hendes interesse for fortællingens mange lag og muligheder. Fortællingen blev hendes måde at forstå verden på. ”Jeg har fortalt eventyr både til mine egne børn og til de syge børn, jeg tog hånd om som sygeplejerske. Da jeg sad i Det Etiske Råd, rejste jeg landet rundt og fortalte om etiske dilemmaer, og siden har jeg fortalt om mine oplevelser fra Kosova, Irak og Afghanistan.” Som boblerne i bækken er Ulla Fastings første skønlitterære bog, og den har rødder i hendes egen slægts fortælling.

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger. Hun trænger til substans Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv. Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro. Han har fundet den lille høneskål i vindueskarmen og står og vender og drejer den. – Sådan en havde mine bedsteforældre også, han løfter låget. – Den er fabrikslavet, siger han forbavset. – Havde de også slik i den? – Vi fik aldrig slik. Han smiler kort og drejer den lidt i hånden. – Tænk, at den bare er masseproduceret. Han lader fingeren glide tankefuldt hen ad hønens hoved. Hun snupper den lidt fortørnet ud af hånden på ham. – Det er da lige meget. Det er stadig en særlig del af ens barndom. Han fløjter lavt. – Men den er så ikke så enestående, som man måske troede engang. Christine Tjalve, cand.mag., debuterede med romanen Ræven har sin hule, 2011, har boet i en række lande bl.a. England, USA, Frankrig, Mexico og Canada. Børnebogen Møllen går amok, udkom i 2017 (samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.