Søgeresultater: 8

Frida Kahlo (1907-54) er en af det 20. århundredes mest markante malere. Hendes liv og skæbne og ikke mindst hendes selvportrætter har gjort Kahlo til et ikon. Selvportrætterne er karakteriseret ved skarpe farver og kraftige symboler, der bærer vidne om hendes forbindelse til hjemlandet Mexico.

Kahlos liv var kort men begivenhedsrigt. Et af det afgørende vendepunkter for Kahlo, var da hun kom ud for en trafikulykke, så hun resten af livet må kæmpe med svære smerter. Paradoksalt nok er det dog ulykken, som får Kahlo til at søge i retning af billedkunsten.

I 1929 gifter Kahlo sig med Diego Rivera. Rivera er på daværende tidspunkt en af Mexicos største malere – og desuden 20 år ældre end Kahlo. Deres ægteskab er stormfuldt og præget af utroskab fra begge sider. Kahlo, som er gløende kommunist, indleder en affære med Lev Trotskij. Rivera er langt fra uskylden selv, da han forfører sin hustrus yngre søster. Dette er naturligvis til stor sorg for Kahlo.

Livet og kærligheden, kunsten og smerten. Dagene før sin død skriver den syge Frida Kahlo "Jeg ser frem til min afgang – og håber aldrig mere at vende tilbage".

I ’Jeg maler mit liv’ behandler og fortolker Ester Bock Frida Kahlos liv i romanform. Bogen er derfor både en kunstnerisk bearbejdelse og en biografisk skildring af kvinden og kunstneren Frida Kahlo.

Ester Bock (f.1936) er en dansk forfatter, der har skrevet både romaner, lyrik, tv-spil og børnebøger. Bock debuterede i 1971 med børnebogen 'Lea får en lillebror'. Sidenhen er fulgt mere end 20 udgivelser. Beck har tillige modtaget fire arbejds- og rejselegater bl.a. fra Statens Kunstfond og Litteraturrådet.

Hvide skygger er fortællingen om den legendariske danske billedhugger Bertel Thorvaldsen. Thorvaldsens karriere startede, da han som barn kom ind på Det kongelige danske kunstakademi, men den tog for alvor fart, da han som 26-årig flyttede til Rom. Hans romerske værksted var vidt besøgt af alle lige fra statsoverhoveder til digtere, rigmænd til kunstnere. Bogen giver ikke blot et indblik i Thorvaldsens virke som kunstner. Den tegner også et portræt af manden bag marmoren, hans forhold til kvinder og sin egen berømmelse, samt hans evige kamp for at finde en mening med sit arbejde.

"Nilens dronning" er historien om Egyptens dronning Kleopatra (69 - 30 f.Kr.) fra hun er en ung, drømmende pige til en moden kvinde og hersker. Men det er også historien om hvordan skæbnen har pålagt et enkelt menneske at være både kvinde, hersker, politiker og gudinde.

Hans Lyngby Jepsen (1920-2001) var en dansk skønlitterær forfatter. Hans Lyngby Jepsen blev født på en fattiggård i Aalborg, hvor hans far var forstander. Han flyttede fra byen efter studentereksamen for at studere på Polyteknisk Læreanstalt i København. Hans Lyngby Jepsen debuterede i 1943 med en novelle i Politiken, i 1945 udkom hans første novellesamling og i 1946 debuterede han som romanforfatter.

I perioden 1964-88 boede han på Sicilien. Øen, dens folk og landskaber blev en stor inspirationskilde for forfatteren, der med kærlig humor og den fremmedes distance skildrede dette særegne folkefærd. Efter 1988 boede Hans Lyngby Jepsen henholdsvis i København, på Frederiksberg og i Nordjylland.

Hans Lyngby Jepsen bestred indflydelsesrige poster i både Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere, og var i det hele taget en kendt og anerkendt skikkelse i det litterære landskab.

Ingeborg Pamperin er det kvindelige midtpunkt i kredsen om den unge digter Viggo Stuckenberg i 1880'erne, de falder pladask for hinanden og bliver gift. Kærligheden har dog trange kår, begge lever udsvævende og finder ikke ro hos hinanden. Derfor bliver de skilt, og Ingeborg rejser til New Zealand med sin elsker i håbet om et bedre liv. Men det bliver imidlertid ikke indfriet.

"Ingeborg" er den biografiske roman om Ingeborg Stuckenberg liv og dens tragiske afslutning. Den dannede forlægget til den populære tv-serie "To som elsker hinanden".

Grete Anna Povlsen (1915-1996) debuterede med romanen Trojka i 1964 og modtog allerede året efter den første af en stribe anerkendelser for sit arbejde som "Forfatterne Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat". Fra 1981 og til sin død modtog hun Statens Kunstfonds livslange ydelse. I 1985 udgav hun romanen "Ingeborg", der blev bogen bag tv-serien "To som elsker hinanden" – om Ingeborg og Viggo Stuckenbergs tragiske kærlighedshistorie.

"Grete Poulsen får tidsbilledet til at leve, glød og mættet tyngde, næsten besathed, til disse kendte figurer fra halvfemsernes danske digtning. Kvindebog, kulturhistorie, kærlighedsroman i samme fine åndedrag".
– Hans Andersen, Jyllands-Posten

"Et strejf af rosmarin" handler om en kvindes opgør med en barndom og et ægteskab, som er stærkt forsømt, og om hvordan hun klarer sig til trods for den udeblevne kærlighed.

Jeanne er sigtet for et bedrageri, hun ikke har haft nogen medvirken i. Desperat prøver hun på at komme i tanke om, hvor hun har gjort af et brev, hendes afdøde ægtemand efterlod hende. Et brev, der kan bevise hendes uskyld, og dermed rense hende for mistanke.

Under et af de talrige retsmøder, hun er indkaldt til, går hendes tanker tilbage til det seneste ophold hos en af parrets venner i Frankrig.

Et voldsomt uvejr hærger flere dage i området og isolerer hende fra omverdenen. Hun er alene i huset, ude af sig selv af angst, med en kat som eneste selskab. En kat kan man ikke snakke med, kun tale til. På en af sine mange rundture i huset opdager hun et maleri af sig selv. Hun anede ikke eksistensen af det.

Med maleriet og fundet af nogle dagbøger som katalysatorer gennemlever hun herefter sit liv fyldt med sorger og glæder. Jeanne henter skeletterne frem fra mørket og gør op med dem for atter at begrave dem til evig glemsel.

Birgit Pouplier har skrevet en episk biografi om den polskfødte billedkunstner Elisabeth Jerichau Baumann, som kom til at spille en stor rolle i Danmarks kulturhistorie. Lisinka, som hun også kaldtes, var gennem hele sit eventyrlige liv splittet mellem sine pligter som kone og mor og sin store lidenskab for at skabe kunst. Vi følger hendes rejse fra hendes fødeby, Warszawa, til Düsseldorf og Rom, hvor hun blev en del af den tyske kunstnerkoloni. Her mødte hun den geniale men depressive billedhugger Jens Adolf Jerichau, og efter de var blevet gift, flyttede hun med ham til København, hvor hun forgæves kæmpede for anerkendelse som kunstner.

Bogen er ikke blot historien om en spændende og mageløs kvinde. Vi føres også ind i den danske guldalders kunstverden og bliver præsenteret for medlemmer af kongehuset såvel som sultanernes harem. Pouplier giver derved et enestående glimt ind i en af de vigtigste perioder i den danske kulturhistorie.

"Hvilken blændende og spændende fortælling, så flot skrevet, så vel disponeret og så smukt underbygget."

-Lise Nørgaard



"Birgit Pouplier tegner ypperlige billeder af forgangne tider, gribende øjebliksbilleder af kunstnere i dyb koncentration og brede billeder af ydre rammer og tidens begivenheder."

-Annelise Verstergaard, Jyllandsposten



"Romanen har alle de kvaliteter, en historisk roman skal have: en stærk og fascinerende hovedperson, en indlevelse ikke kun i mennesket, men i den tid, der er tale om."

- Maj-Britt Hestehave, Aalborg Stiftstidende Birgit Pouplier (1925 - 2014) var en dansk forfatter og skuespiller. Hun blev uddannet skuespiller fra Det kongelige teaters elevskole og fortsatte herefter på Odense teater og Det ny teater. Hun rejste vidt omkring, bl.a. til England, Uganda og Californien. Birgit Pouplier udgav adskillige bøger både børnebøger, novellesamlinger, voksenbøger og opsamlinger af hendes mange kroniker, som hun skrev til blandt andet Berlingske.

Året er 1501, Lucrezia Borgia er 21 år gammel, og hun er netop blevet gift for tredje gang. I kølvandet har hun ét mislykket ægteskab, én afdød ægtemand og ry for at være både nymfoman og giftmorderske. Som datter af Pave Alexander VI har hun meget lidt selv at skulle have sagt om sit nye giftermål, og valget af ægtemand er faldet på Alfonso d‘Este, arving til hertugdømmet Ferrara. Sammenlignet med Rom er Ferrara grå, kold og kedelig, men Alfonso er måske alligevel ikke det værste, der kunne ske hende.

I "Lucrezias ægteskab" skildrer Maria Helleberg pligtægteskabet med alt hvad det indebærer af personlig usikkerhed, politiske forviklinger og familieskandaler – og ikke mindst den kærlighed, der kan opstå, hvor man mindst venter det.

En midaldrende kvindelig fotograf sidder og sorterer i sine fotografier i forbindelse med en ny udstilling, hun skal sammensætte og opstille. Fotografierne bringer minder tilbage, og igennem billederne gennemlever hun sit livsforløb med alt hvad dette indebærer af kærlighed og længsler.