Søgeresultater: 6

1990'ernes København. Byens lys lokker med glemsel, fart og flygtige møder på cafeer og barer.

David Nord er sidst i 20’erne og studerer til arkitekt, men hans hjerte banker stærkere for faldet ud i nattens København og for den roman, Finis Terrae, han er ved at skrive. For David og hans voksne legekammerater, den selvsikre Alex, den filosofiske Thomas og deres kreds, er det cafeerne og de barske bypiger, der for alvor får tilværelsen til at brænde. I en kronisk saftspændt tilstand af beruselse og liderlighed forelsker David sig i den smukke Signe med de kinesiske øjne. Samtidig søger hans navnløse romanhelt lykken i et fjernt, sydligt land.

"Til verdens ende" er en roman om den generation, der i 1980’erne blev sluppet løs med velfærd og ‘68-tolerance i ryggen. De flirtede med punken, men endte i et vakuum mellem oprør og tilpasning. En tøven før livet, hvor omdrejningspunktet er de stærke venskaber og litteraturens og rockmusikkens desperate outsidere. Om jagten på kærlighed og mening i 90’ernes kuldslåede virkelighed.

Frank er nyuddannet læge, men også næsten manisk hjælpsom. Det skaffer ham ofte problemer på halsen, fordi det kommer i vejen for det, han egentlig skulle - ikke mindst i forholdet til kæresten Lisa, som helst vil have alt under kontrol. Billy arbejder officielt på sit speciale om Amazonas dyreliv, men i virkeligheden er han for længst gået i hundene. Han drikker, i lejligheden hersker kaos, og familien undgår han ved at sige, at han er på studietur i Brasilien. Men en dag løber Frank og Billy på hinanden, og helt uventet skal netop det møde vise sig at få afgørende betydning for dem begge. Kys blev ved udgivelsen i 2002 tildelt Debutantprisen.

Det hele med løberen startede sådan: Jeg så ham i Foot Locker. Løberen bliver en besættelse. Saras forestillinger om løberen, og hvad der skal til for at komme i kontakt med ham, er en speedet energi, en altfortærende kraft. Men løberen har sine løb, sin krop. Sara har den gigtplagede veninde Minni, som hun misunder, det, at kunne lade sig pleje. Sara er optaget af det syge og det raske. Af lipgloss, sex, forstoppelse og skrift. Løberen er et forsvindingspunkt, et ønske om at smelte sammen, gå i opløsning.

Pressen skriver:

»Løberen (kredser) side efter side om et enkelt tema og nogle motiver, som den deler med utroligt meget anden ung dansk litteratur lige nu, nemlig det øjeblik, hvor drømmen om det rette liv føles som en byrde, man er ved at segne under - og også om den uregerlige krop og den skrøbelige psyke … venskabet er vigtigere end begæret, og som om drømmen om det gode liv kommer udefra, som et pres fra samfundet… Det er konkurrencestatens børn, der skriver her.«
– Information

»Det ligner narcissisme, det er knusende sørgeligt, og det er godt indfanget af forfatteren, som følsomt og alligevel nøgternt registrerer splittelsen i samfundet mellem dem, der bogstaveligt talt spurter rundt og holder sig slanke og effektive og succesfulde, og så dem, der er faldet af båndet, hvis de da overhovedet nogensinde kom derop.«
– Avisen Danmark

» Der er en fascinerende kompromisløshed i forfatterens afpillede portrættering af sin fortæller, som er reduceret så meget til krop.«
– Nordjyske Stiftstidende

Mere aktuelt end nogensinde ser "Store Dyr", med det poetiske sprog som virkemiddel, nærmere på det moderne menneskes forhold til deres medskabninger - Og ikke mindst, på vort landbrugslands fuldstændig ulogiske (og u-menneskelige?) skelnen mellem produktions- og kæledyr. Med hesten som yndlingsdyret, og minken som martyren, der især får argumenterne til at vakle...

Koordinator er en bog om at flytte til byen – og om at lade byen flytte ind hos sig selv. Gennem tres korte tekster, der alle har et københavnsk gadenavn som titel, følger vi en ung kvinde og hendes færd i byen og de gader, der én efter én bliver en del af hendes hverdag. Og mens årstiderne skifter, skiftes både hjem og kærlighedsrelationer ud. Der er bål i Folkets Park og graffiti i gaderne, der bor en hamster på et køkkenbord og en tøjgiraf i en stue, og der danses, kysses og drikkes rødvin til overmål.

Med Jacob Skyggebjergs romandebut Vor tids helt kommer man umiddelbart til at tænke på Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld. Der er den samme frækhed og selvbevidsthed. BANG siger det.
Men hvor Rifbjerg er borgerlig, er Skyggebjerg proletar og enhver lighed hører op. Her handler det ikke om dengsedrengen, men om hvordan underklassedyret klarer sig. Og hvad dyret skal klare sig imod. Misbrugsforældre, karantænestation for uvorne knægte, skandaløse arbejdsforhold på dødedyrs- og kagefabrik og stoffer, og ikke mindst kærlighedens troløshed.
Og hvad når dyret er lidt for kvik i hovedet. Hvor stupide autoriteterne så tager sig ud. Værkførere og værelsesudlejere og spansklæreren. For naturligvis skal det kvikke hoved læse spansk. Foragten er vores helts foretrukne positur, grotesken den stilistiske manøvre, hvormed verden gribes og begribes. Men tag ikke fejl.
Dyret er mere følsom end som så. Den sproglige ekvilibrisme, som arter sig så ekstrem i by- og fabriks og menneskeskildringerne, bliver ren naturpoesi, når hjemegnens bakkelandskab omkring Horsens beskrives. Stofkulturen er ikke på noget tidspunkt blevet beskrevet bedre på dansk. Manden ved, hvad han taler om. Der er ingen plads til romantik, ’68 er en gang for alle et overstået stadie, hjernen blæses ud. Arbejderen er og bliver arbejder, han og hun befinder sig på bunden, dannelse i betydningen borgerskabets dannelse er en by i Rusland. Det gode selskab findes ikke. Juleaften derhjemme hos faren afsluttes med en joint og Morten Korch og hans ”Kampen om Næsbygaard”. Men der er styr på det.