Søgeresultater: 10

Frank er nyuddannet læge, men også næsten manisk hjælpsom. Det skaffer ham ofte problemer på halsen, fordi det kommer i vejen for det, han egentlig skulle - ikke mindst i forholdet til kæresten Lisa, som helst vil have alt under kontrol. Billy arbejder officielt på sit speciale om Amazonas dyreliv, men i virkeligheden er han for længst gået i hundene. Han drikker, i lejligheden hersker kaos, og familien undgår han ved at sige, at han er på studietur i Brasilien. Men en dag løber Frank og Billy på hinanden, og helt uventet skal netop det møde vise sig at få afgørende betydning for dem begge. Kys blev ved udgivelsen i 2002 tildelt Debutantprisen.

Hvad stiller du op, hvis du ikke passer ind i skabelonen for, hvor langt du skal være nået i dit liv, når du er 34? Og dine forældre fra Tarm efterhånden er klar til at betale for en inseminering til dig, inden singlepesten får dine æg til at gå i forrådnelse? Emilie bor i Aarhus og er efter eget udsagn en pivsingle kaos­kreatør, der bakser med at få bare moderat styr på kærlighed, karriere og relationer – samtidig med at hun desperat ­gruer for at ende i et rigtigt leverpostejsliv.

Koordinator er en bog om at flytte til byen – og om at lade byen flytte ind hos sig selv. Gennem tres korte tekster, der alle har et københavnsk gadenavn som titel, følger vi en ung kvinde og hendes færd i byen og de gader, der én efter én bliver en del af hendes hverdag. Og mens årstiderne skifter, skiftes både hjem og kærlighedsrelationer ud. Der er bål i Folkets Park og graffiti i gaderne, der bor en hamster på et køkkenbord og en tøjgiraf i en stue, og der danses, kysses og drikkes rødvin til overmål.

Sammenbragt

"Der burde være en advarsel som den på cigaretpakkerne, når folk slår to familier sammen: Sammenklask kan dræbe, eller: Andet ægteskab afkorter dit liv med mindst ti år."

Forfatteren Kathrine bor sammen med sin nye kæreste, Max, i en familie med fire sammenbragte børn. Det kan være svært at finde tid til at skrive og svært at få det hele til at hænge sammen – ja, bare at skulle finde to ens sokker!

Samtidig lurer Max eks-kone – x-heksen og ”moderskibet Mette” - som en konstant trussel i baggrunden, der blander sig i alt fra sexliv til madpakker. Hvad er løsningen: polyamourøse forhold, swingersex – eller skal dine og mine børn udvides med et vores barn?

SAMMENBRAGT er en humoristisk samtidsroman om udfordringerne i et moderne familieliv, som mange læsere vil kunne nikke genkendende til i en tid, hvor skilsmisser og sammenbragte familier er hverdag for mange.

1990'ernes København. Byens lys lokker med glemsel, fart og flygtige møder på cafeer og barer.

David Nord er sidst i 20’erne og studerer til arkitekt, men hans hjerte banker stærkere for faldet ud i nattens København og for den roman, Finis Terrae, han er ved at skrive. For David og hans voksne legekammerater, den selvsikre Alex, den filosofiske Thomas og deres kreds, er det cafeerne og de barske bypiger, der for alvor får tilværelsen til at brænde. I en kronisk saftspændt tilstand af beruselse og liderlighed forelsker David sig i den smukke Signe med de kinesiske øjne. Samtidig søger hans navnløse romanhelt lykken i et fjernt, sydligt land.

"Til verdens ende" er en roman om den generation, der i 1980’erne blev sluppet løs med velfærd og ‘68-tolerance i ryggen. De flirtede med punken, men endte i et vakuum mellem oprør og tilpasning. En tøven før livet, hvor omdrejningspunktet er de stærke venskaber og litteraturens og rockmusikkens desperate outsidere. Om jagten på kærlighed og mening i 90’ernes kuldslåede virkelighed.

Med Jacob Skyggebjergs romandebut Vor tids helt kommer man umiddelbart til at tænke på Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld. Der er den samme frækhed og selvbevidsthed. BANG siger det.
Men hvor Rifbjerg er borgerlig, er Skyggebjerg proletar og enhver lighed hører op. Her handler det ikke om dengsedrengen, men om hvordan underklassedyret klarer sig. Og hvad dyret skal klare sig imod. Misbrugsforældre, karantænestation for uvorne knægte, skandaløse arbejdsforhold på dødedyrs- og kagefabrik og stoffer, og ikke mindst kærlighedens troløshed.
Og hvad når dyret er lidt for kvik i hovedet. Hvor stupide autoriteterne så tager sig ud. Værkførere og værelsesudlejere og spansklæreren. For naturligvis skal det kvikke hoved læse spansk. Foragten er vores helts foretrukne positur, grotesken den stilistiske manøvre, hvormed verden gribes og begribes. Men tag ikke fejl.
Dyret er mere følsom end som så. Den sproglige ekvilibrisme, som arter sig så ekstrem i by- og fabriks og menneskeskildringerne, bliver ren naturpoesi, når hjemegnens bakkelandskab omkring Horsens beskrives. Stofkulturen er ikke på noget tidspunkt blevet beskrevet bedre på dansk. Manden ved, hvad han taler om. Der er ingen plads til romantik, ’68 er en gang for alle et overstået stadie, hjernen blæses ud. Arbejderen er og bliver arbejder, han og hun befinder sig på bunden, dannelse i betydningen borgerskabets dannelse er en by i Rusland. Det gode selskab findes ikke. Juleaften derhjemme hos faren afsluttes med en joint og Morten Korch og hans ”Kampen om Næsbygaard”. Men der er styr på det.

Mere aktuelt end nogensinde ser "Store Dyr", med det poetiske sprog som virkemiddel, nærmere på det moderne menneskes forhold til deres medskabninger - Og ikke mindst, på vort landbrugslands fuldstændig ulogiske (og u-menneskelige?) skelnen mellem produktions- og kæledyr. Med hesten som yndlingsdyret, og minken som martyren, der især får argumenterne til at vakle...

Nogle juniorspejdere finder en død kvinde i et hus i Lisbjerg Skov. Hendes ansigt er slået til ukendelighed, og hun har været død i flere uger. Ingen kender hende tilsyneladende, og hun har ingen identitetspapirer på sig. Politikommissær Rolando Benito og hans team hos Østjyllands Politi efterforsker sagen, men det bliver ikke helt let at finde ud af, hvem kvinden er, og hvad der er foregået i huset. Kvinden er ifølge retsmedicineren død af naturlige årsager, men det tror Rolando ikke på. Han har aldrig set et mere unaturligt gerningssted. Samtidig er politiet optaget af at finde en gerningsmand, som har smidt sten fra en jernbanebro og dræbt en ung kvindelig billist. Rolandos hustru, Irene, får gennem sit arbejde i Dansk Flygtningehjælp kontakt til en mystisk gadepræst, som begynder at komme i deres hjem. Rolando er ikke tryg ved ham, og han sætter sig for at finde ud af, hvad det er, han skjuler. Anne Larsen er inddraget i begge sager gennem sit arbejde som journalist og studievært på TV2 Østjylland og er sammen med sin stedsøster tæt på ulykken ved jernbanebroen, som måske kan være et drabsforsøg. Som efterforskningen skrider frem, viser det sig, at der er foregået noget uhyggeligt i huset i skoven, og det trækker forbindelse til en lille ø i Limfjorden med en grum fortid.

Josefine Graakjær Nielsens digtsamling Jeg savner dit døde hår er en skriftmontage; stof organiseret i åbne sætninger. Digteren er ikke til stede - er ikke et unikum men en samplende og samlende instans, der skriver en kollektivitet frem gennem brudstykker af samtaler. De forskellige spor rummer fragmenterede bevidsthedsstrømme om byen, familien, den elskede, de intellektuelle og de psykisk udfordrede. Det er en skrift, som konstant begynder, men ikke ender, går i stå, tages op igen, eller kun består af onelinere. En poetisk collage af sætninger, som et folkeligt oprør mod en på overfladen aldrig tøvende, neoliberal identitetsproduktion. Et oprør mod sammenhæng, overflade, ensretning. Jeg savner dit døde hår er Josefine Graakjær Nielsens tredje udgivelse, og indeholder tegninger og grafiske værker af Kaspar Bonnén & Morten Schelde.

Det hele med løberen startede sådan: Jeg så ham i Foot Locker. Løberen bliver en besættelse. Saras forestillinger om løberen, og hvad der skal til for at komme i kontakt med ham, er en speedet energi, en altfortærende kraft. Men løberen har sine løb, sin krop. Sara har den gigtplagede veninde Minni, som hun misunder, det, at kunne lade sig pleje. Sara er optaget af det syge og det raske. Af lipgloss, sex, forstoppelse og skrift. Løberen er et forsvindingspunkt, et ønske om at smelte sammen, gå i opløsning.

Pressen skriver:

»Løberen (kredser) side efter side om et enkelt tema og nogle motiver, som den deler med utroligt meget anden ung dansk litteratur lige nu, nemlig det øjeblik, hvor drømmen om det rette liv føles som en byrde, man er ved at segne under - og også om den uregerlige krop og den skrøbelige psyke … venskabet er vigtigere end begæret, og som om drømmen om det gode liv kommer udefra, som et pres fra samfundet… Det er konkurrencestatens børn, der skriver her.«
– Information

»Det ligner narcissisme, det er knusende sørgeligt, og det er godt indfanget af forfatteren, som følsomt og alligevel nøgternt registrerer splittelsen i samfundet mellem dem, der bogstaveligt talt spurter rundt og holder sig slanke og effektive og succesfulde, og så dem, der er faldet af båndet, hvis de da overhovedet nogensinde kom derop.«
– Avisen Danmark

» Der er en fascinerende kompromisløshed i forfatterens afpillede portrættering af sin fortæller, som er reduceret så meget til krop.«
– Nordjyske Stiftstidende