Søgeresultater: 2

Om Mørke handler om mørket i alting, eftermiddagen, døden. Den fortsatte undergang, kærlighedens mørke og naturens, skybrud og sygdom. Bogen er en moderne apokalypse og en protest mod nogle helt grundlæggende forhold. Og så handler den om sol og lys og øjne.
Om mørke er både undergangsfortælling og skabelsesberetning. Der er jordskælv, laviner, eksplosioner, skybrud, hesteulykker, øjenskader, en ung mand, der mister sin far, en kæreste, der gerne vil have adgang til sorgen og til ham, der er muligvis et mord, i hvert fald masser af død. Der er forelskelse, perler, flotte gaver fra en familie, æblerov i Bogens, en rejse til Italien, gåture på stranden, alt det kragesølv du kan slæbe med hjem og rav.
Den undergang som bogen beskriver, er ikke kun den ekstraordinære dramatiske undergang, men først og fremmest den undergang vi er vidner til hver dag. Den daglige kronfrontation med døden i smerten, sygdommen, kroppen der ændrer sig, neglene der skal klippes igen, frugten i skålen der rådner, efteråret der æder sig ind på os. Simpelthen det at man er vidne til en altomsluttende afvikling hver dag.

Med Jacob Skyggebjergs romandebut Vor tids helt kommer man umiddelbart til at tænke på Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld. Der er den samme frækhed og selvbevidsthed. BANG siger det.
Men hvor Rifbjerg er borgerlig, er Skyggebjerg proletar og enhver lighed hører op. Her handler det ikke om dengsedrengen, men om hvordan underklassedyret klarer sig. Og hvad dyret skal klare sig imod. Misbrugsforældre, karantænestation for uvorne knægte, skandaløse arbejdsforhold på dødedyrs- og kagefabrik og stoffer, og ikke mindst kærlighedens troløshed.
Og hvad når dyret er lidt for kvik i hovedet. Hvor stupide autoriteterne så tager sig ud. Værkførere og værelsesudlejere og spansklæreren. For naturligvis skal det kvikke hoved læse spansk. Foragten er vores helts foretrukne positur, grotesken den stilistiske manøvre, hvormed verden gribes og begribes. Men tag ikke fejl.
Dyret er mere følsom end som så. Den sproglige ekvilibrisme, som arter sig så ekstrem i by- og fabriks og menneskeskildringerne, bliver ren naturpoesi, når hjemegnens bakkelandskab omkring Horsens beskrives. Stofkulturen er ikke på noget tidspunkt blevet beskrevet bedre på dansk. Manden ved, hvad han taler om. Der er ingen plads til romantik, ’68 er en gang for alle et overstået stadie, hjernen blæses ud. Arbejderen er og bliver arbejder, han og hun befinder sig på bunden, dannelse i betydningen borgerskabets dannelse er en by i Rusland. Det gode selskab findes ikke. Juleaften derhjemme hos faren afsluttes med en joint og Morten Korch og hans ”Kampen om Næsbygaard”. Men der er styr på det.