Søgeresultater: 7

I "Må du græde dig en sø" har fire personer hver deres stemme: et midaldrende ægtepar, Jenny og Kå, og et yngre par, Stig og Silke. Som fortællingen skrider frem, krydses deres veje. Jenny og Kås tilværelse er fyldt med hverdagens genvordigheder, som det så ofte er tilfældet med ægteskaber, der har varet over 30 år. Men da de en dag møder den unge Silke, der lever i et voldeligt forhold, bliver der rusket gevaldigt op i ægteparrets hverdag. Den danske forfatter Lise Andersen (f. 1945) har arbejdet som sundhedsplejerske i over 30 år og fik sin litterære debut i 1991 med digtsamlingen "Solpletter". Samme år udgav hun desuden digtsamlingen "Over snegrænsen", og herefter har Andersen bevæget sin inden for adskillige litterære genrer og har både udgivet romaner, noveller, børnebøger, ungdomsbøger og fagbøger – blandt andet om sundhedsplejerskefaget.

To venner er forelsket i samme pige, men hvad er vigtigst? Venskab eller kærlighed?

Ethvert rejseselskab har sin egen interne sociale dynamik, og det er nærmest uundgåeligt, at den tilbagetrukne Freja bliver udelukket fra resten af gruppen under rejsen til Peru. Den eneste hun har en nogenlunde fornuftig kontakt til er Jesper. Derfor er det også ham, hun søger trøst og omsorg hos efter et brutalt overfald på turistbussen. Hjemme i Danmark venter Sigrid, der bruger tiden alene til at overveje sit ægteskab med Jesper og deres fælles fremtid. I Den tynde luft afsøger Lise Andersen tre menneskers tilværelse og retter et skarpt øje mod de valg, de – og vi – træffer, og de forbindelser, vi danner i løbet af et liv.

Sofie og Kasper møder hinanden i en moden alder og flytter sammen. Kasper har tidligere været soldat i Bosnien-Hercegovina og blev efterfølgende hårdt ramt af PTSD. Da han møder Sofie, har han dog fået det meget bedre og er i job som gymnasielærer igen. Men de uhyrlige ting, han har oplevet, vender i stadig stigende grad tilbage, som tiden går, og det udfordrer deres samliv. “Hun lister på strømpesokker op ad trappen, åbner døren til soveværelset med en let knirken. Han ligger med tøjet på og vender væk fra hende og døren. Hun tager trøjen af og kravler op i sengen til ham, lægger sig helt ind til hans ryg og tager om ham, siger ingenting. Han er også tavs. Dagen går udenfor, mens de ligger sådan. Hen under aften begynder fuglene at synge, vinduet til haven står åbent. Naboen parkerer sin bil i garagen, og de kan høre hans skridt hen over gruset, da han går ind i sit hus. 
”Var det skoven?” hvisker hun.” Lise Andersen, f. 1945 i Aalborg. Forfatteren debuterede i 1991 og skriver indenfor mange genrer.
Hun har arbejdet med flygtninge som sundhedsplejerske i flere dele af verden.

"Mirzas lys" er den nærværende og menneskelige historie om Mirza. Mirza fortæller om sit liv som ung kvindelig indvandrer i Danmark, om de udfordringer, der følger med mødet med den nye kultur, om sit ægteskab med Ahmed og om det barn, de sammen venter. Den danske forfatter Lise Andersen (f. 1945) har arbejdet som sundhedsplejerske i over 30 år og fik sin litterære debut i 1991 med digtsamlingen "Solpletter". Samme år udgav hun desuden digtsamlingen "Over snegrænsen", og herefter har Andersen bevæget sin inden for adskillige litterære genrer og har både udgivet romaner, noveller, børnebøger, ungdomsbøger og fagbøger – blandt andet om sundhedsplejerskefaget.

Denne bogs tekster giver et skarpt og direkte indblik i nogle af de mange spil, vi som mennesker spiller for os selv - og sammen med andre. Der er små snapshots af hverdagens mange små situationer, og der stilles skarpt på nogle store dilemmaer, som livet byder på.

’Elias og Munin’ indeholder syv noveller. De tre foregår i Grønland, bl.a. titelnovellen. "Elias er blevet en gammel mand. Han fisker ikke mere, men har ikke solgt sin båd. Konen er død og deres eneste barn, en datter bor langt væk - i hovedstaden Nuuk.En dag hvor Elias har været ude at handle, ser han en ravn, der har skadet vingen. Han tager den med hjem i lejligheden og installerer den i en kasse.”Du må finde dig i det, kræ - indtil videre i hvert fald.” Jeg bøjer mig over den og ser, om jeg kan få øje på skaden. Jo, det er den ene vinge. Den er ikke brækket … eller er den? Jeg er sgu ikke dyredoktor! Måske er den - den hænger ligesom lidt. Jeg søber den sidste alt for stærke kaffe i mig og åbner vinduet på klem, må have røgen fra cigaretten ud.”Og så skal vi have et navn til dig. Du kan ikke blive ved med at hedde ’kræ’, vel? Det passer sig ikke for en stolt ravn.”