Søgeresultater: 12

Marianne Horsdal har som professor ved SDU i mere end 30 år forsket i livsfortællinger. Nu har hun skrevet sin egen. Hendes fortællinger, der er en let fiktionalisering af hendes eget familie- og ungdomsliv, er en fascinerende-broget historie om et liv, der næsten er for kulørt til at være sandt. Stedet er trekanten mellem, Kerteminde, Staures hoved og Fyns hoved. Hun voksede op som datter af en herregårdsskytte og ”Filla” og var selv ung studerende, dengang ”senkapitalismen” buldrede derudaf med voldsomme forandringer. Dem oplevede hun en del af, men en meget stor del af fortællingernes dramatik fortælles gennem ”Gogo”, broren, der levede hele sit korte liv på kanten og endte med at falde ud over den. Ved siden af de unge, Marianne og Gogo, tegner bogen ikke mindst et portræt af herregårdsskytten, hendes far, en dybt anakronistisk (og derfor morsom) gammel Hug-af. Udover de mange familietrakasserier giver Marianne Horsdal et glimrende indblik i de regler, der var gældende i de feudale hierarkier. Men de smukke landskaber, og ”Danmarks bedste jagt ” i Hjerringe indrammer bogen. Det er følsomt at famle i fortiden for at finde det sted, hvortil man er bundet og knyttet, siger Marianne Horsdal. Hendes barndom og ungdom var gennemstrømmet af en feudal romantisk, som for længst er borte med blæsten. Som en Scarlet O’Hara af Hindsholm – uden land. ”Sproget er så sanseligt og rigt, at man kan gro blomster i det, sprogblomster. Feudale fortællinger er lige så smukke som deres titel.” skriver Knud Romer, der både har læst og inspireret forfatteren.

Kirsten er vred. På sin datter, som ikke vil tage en uddannelse, der svarer til hendes evner, på sin søn, som ikke vil slippe hende, på sin mand, som er et skvat, men allermest på sin mor, Agnes, hvis anerkendelse hun lige siden barndommen har længtes efter.  Parallelt med at den viljestærke Agnes nærmer sig livets afslutning på et plejehjem, får Kirsten chancen for at ændre sit liv og for at se sig selv på en anden måde, men vil og tør hun det, når det kommer til stykket? SORTEHUSENE er en roman om kvindeliv, om forholdet mellem mor og datter og om de mørke hemmeligheder, en familie gemmer på, skrevet med fintmærkende sans for persontegninger og menneskelige relationer.

En gang imellem sker det, at et ungt menneske, uden forudsætninger eller litterær bagage, får en til at stoppe og lytte efter. Det er stemmen, evnen til at formidle eget og andre unges univers. Den stemme er LEA. Som 14-årig skrev hun disse digte, som hun nu debuterer med. Lea Pedersen, f. 2004

Bogen handler om Eve. Den følger hende fjorten dage igennem livet, fra hun er en lille glad og bekymringsfri pige på syv år indtil hendes halvfjerdsårs fødselsdag. De fjorten dages sorger og glæder er væsentlige i forhold til at forme Eves liv. Det er fjorten dage, der fortæller om en stor sorg i Eves liv og om hendes udvikling over en ulykkelig og forvirret ungdom, indtil drømmen kommer ind i hendes liv. En drøm, der kommer til at gøre hende til et fremtidens ikon og til et håb for Jordens mangfoldighed. Uddrag af bogen Elefanten har en lænke om det ene ben. Den står bare og tripper på stedet. Det føles helt anderledes, end når bjørnemanden står og går på det samme sted. Han er jo bare en skulptur. Men elefanten er levende. Det kramper i min mave at se ham stå sådan. Imellem elefanten og os er der en dyb grav ligesom udenfor. Elefanten stirrer ud over graven med et tomt blik. Snablen hænger slapt ned. Så får elefanten øje på mig. Dens øjne kigger lige ind i mine. ”Hjælp mig!” Råber den uden at andre, end jeg kan høre det. Jeg ved ikke, hvem der har mest brug for hjælp. Den eller mig. Jeg begynder at græde. ”Jeg vil hjem,” hulker jeg. Om forfatteren Gitte Paracha Thorhauge har tidligere udgivet romanerne Anna Rubina – Slægt, Anna Rubina og Jeg brænder sgu fucking hele lortet. Derudover har hun udgivet to digtsamlinger og kattebogen Kattens til kærlighed.

Stor dansk samtidsroman om tre generationer af kvinder.

Sofie vokser op med kærlige, men kaotiske forældre, og med tiden vokser følelsen af hjemløshed. Det bliver ikke lettere for Sofie at finde et fast holdepunkt, efter familiens historie bliver forsidestof.

GENFÆRD Hver morgen klokken kvart i fem vågner jeg med hagl i brystet slagregn i øjet og frost i hjertet i vished om et tab jeg i glimt havde glemt Hver morgen klokken kvart i fem dør du fra mig igen og igen og igen Om forfatteren Louise Winther er født i 1963 og har tidligere udgivet en roman og to digtsamlinger samt de to sorgcitatsamlinger Sagt om sorg og Sagt om sorg II. Kristeligt Dagblad skrev om digtsamlingen Jeg bærer mine døde ”… fine sansninger af sorgens væsen med registreringer af savn og mørke og den langvarige proces hen imod en hverdag, der er god nok.”

Oven på sin mors død og et forlist pseudoparforhold tager en ung kvinde i eksil i familiens sommerhus på ubestemt tid. Det er uden for sæson, naturen er semifjendtlig, og fortiden trænger sig på. Mens bogens fortæller langsomt overgiver sig til omgivelserne, udrulles historierne om alt det, hun har med sig. Sammentræf og svære beslutninger får pludselige afgørende konsekvenser for resten af hendes liv. En fortælling om klistret kærlighed, et livslangt venskab, om blød lykke og det ufattelige i, at alle løber tør for tid. Med hensyn til at blive ny er en roman om de øjeblikke, der gør et liv. En formskarp, tragikomisk og eksistentiel roman fra en ny stor litterær stemme, den prisvindende dramatiker Kirstine K. Høgsbro. Kirstine K. Høgsbro (f.1979) debuterede som dramatiker i 2013 med kærlighedssatiren Hvor er du egentlig grim når du er liderlig. Året efter kom monologen Lugter det lidt af lykke, som hun modtog en Talent Reumert for. Siden har hun bl.a. skrevet Barselsstuen 2.0 (2016) til det Kongelige Teater samt den samfundskritiske og tragikomiske Efter tiden (2019), der spillede på Teater Grob, og som hun også selv iscenesatte. Med hensyn til at blive ny er hendes skønlitterære debut.

Da Leonora efter mange år får succes som forfatter med erindringsromanen Den, der lever stille, beslutter hun at skrive den faktiske historie om alle årene, der gik forud. Om at vokse op som åbenmundet outsider i Helsinge. Og om at ankomme med firetoget til København, springe ud som lesbisk og leve i skyggen af sine forældres fordømmelse.

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger. Hun trænger til substans Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv. Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro. Han har fundet den lille høneskål i vindueskarmen og står og vender og drejer den. – Sådan en havde mine bedsteforældre også, han løfter låget. – Den er fabrikslavet, siger han forbavset. – Havde de også slik i den? – Vi fik aldrig slik. Han smiler kort og drejer den lidt i hånden. – Tænk, at den bare er masseproduceret. Han lader fingeren glide tankefuldt hen ad hønens hoved. Hun snupper den lidt fortørnet ud af hånden på ham. – Det er da lige meget. Det er stadig en særlig del af ens barndom. Han fløjter lavt. – Men den er så ikke så enestående, som man måske troede engang. Christine Tjalve, cand.mag., debuterede med romanen Ræven har sin hule, 2011, har boet i en række lande bl.a. England, USA, Frankrig, Mexico og Canada. Børnebogen Møllen går amok, udkom i 2017 (samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.

”Hvem er du? Du må ikke være her.” Han sagde det med så megen overbevisning, at jeg gættede på, at det var hans jord. ”Jeg hedder Juliane, og jeg må være, hvor jeg har lyst til at være,” svarede jeg og gengældte hans åbne blik, mens jeg lagde armene over kors. Han granskede mig et øjeblik. ”Hvor gammel er du?” spurgte han og lagde hovedet på sned, som om han allerede vidste det og skulle tjekke, om jeg ville lyve for ham eller fortælle sandheden. ”Tolv,” svarede jeg. ”Og hvor gammel er du?” ”Også tolv, men jeg fylder snart tretten. Altså i december, der bliver jeg tretten,” svarede han. ”Nå, der er da et stykke tid til.” ”Ja, okay.” Vi smilede prøvende til hinanden. Som om det var tilstrækkeligt, at vi havde alderen til fælles, vinkede han mig hen til sig. Forfatteren Juliane befinder sig over halvvejs i livet. Hendes to døtre er flyttet hjemmefra, og hun har ladet sig separere fra ægtemanden Max. Da hun arver sin mosters gård, ser hun det som en kærkommen mulighed for at komme væk fra det hele og tænke på noget andet, mens hun sætter gården i stand, så den kan sælges. I den lokale købmandsbutik støder hun tilfældigvis på sin barndomsven Janus, og snart begynder barndommens uskyldighed at kaste lys over voksenlivets komplikationer og omvendt. Anita Albers, 1974, er født og opvokset i Sønderjylland og uddannet cand.mag. i tysk og filosofi fra Aarhus Universitet. Hun har tidligere udgivet to romaner, en kostbog og en YA-roman.

En hjertevarm roman om at være et særligt sensitivt menneske – om følelsen af at være forkert – om at måtte udvikle sit talent i smug – og om at finde kærligheden. ”Du er alt for følsom, Laura! Vær dog ikke så sart! Stop med at være sådan en særling!” Sådan har Laura hørt sin mor sige et utal af gange. Med sit særlige karaktertræk føler Laura sig forkert. Hun og storesøsteren er som nat og dag, og Laura kan slet ikke leve op til morens ambitiøse forventninger. Som barn finder Laura trøst og styrke hos det gamle bøgetræ i en lysning i skoven. Først som voksen, da hun møder tømreren Johan – og senere kirkens sognemedhjælper, Sara – begynder Lauras selvbillede at ændre sig. Det bliver en lang, sej kamp for Laura at blive respekteret som den, hun er. Men en dag får hun et tilbud, som kan få afgørende betydning.