Søgeresultater: 4

Dramatisk og eksotisk roman På en plantage i Venezuela lever midt i det 20. århundrede efterkommere af de oprindelige spanske erobrere, nu godsejere på enorme arealer ved foden af Andesbjergene, hvor de dyrker sukkerrør og avocadotræer. I dette miljø fortælles her den nervepirrende og gribende historie om den stolte Beltranfamilie, med tilbageblik over flere generationer. I det barske landskab spiller naturens luner stærkt ind med tørke og græshoppeangreb, samtidig med at Beltranfamilien fører blodige indbyrdes fejder. Den indfødte befolkning i området danner ramme om et dramatisk forløb, der skildres overbevisende i denne fængende roman. Lisa St Aubin de Teran blev født i London i 1935. Som helt ung giftede hun sig med venezuelaneren Jaime de Teran og rejste med ham til familiens hacienda i Venezuela. Her blev han syg, og hun måtte lære at bestyre en stor plantage. På baggrund af sine oplevelser skrev hun Husets vogtere. Den prisbelønnede forfatter har desuden skrevet bl.a. Hacienda, The Tiger, A Valley in Italy - romaner og selvbiografiske skildringer af spændende tilsnit.

”Natascha Wodin er ekspert i mennesker, som ikke ankommer nogen steder […] Et indfølende og på ingen måder sentimentalt portræt af en dybt rastløs kvinde.” Profil, 15. august 2021. ”Så fantastisk, at man ikke kan andet end overgive sig til denne kvindeskæbne.” Ariane Heimbach, Brigitte, 13. oktober 2021. ”Natascha Wodins roman Nastjas tårer er et poetisk og meget rørende portræt af en kvinde, som kæmper videre selv efter hun for længst har tabt.” Katja Eßbach, NDR Kultur , 18. August 2021 Året er 1992, da Nastja i desperation over sin håbløse økonomiske situation forlader sin stilling som ledende ingeniør i Kyiv og stiger på toget til Berlin. I den tyske hovedstad begynder Nastja at gøre rent hos romanens fortæller, som også netop er flyttet til Berlin. Der opstår et nært, men ikke uproblematisk venskab mellem de to midaldrende kvinder. Det russiske sprog er den største fællesnævner i forholdet, men relationen er også præget af stærke kulturelle forskelle. Rygtet om den pålidelige og dygtige rengøringshjælp spreder sig hurtigt, og Nastja tjener snart så meget, at hun hver måned kan sende penge retur til familie og venner i Ukraine. Nastjas tårer handler om kultursammenstød, om mødet mellem øst og vest. Men det er også en fortælling om venskab, om hjemløshed og om kærlighed og afsavn. Wodin tegner et meget rørende og personligt portræt af en kvinde, der aldrig giver op – en kvinde, som deler skæbne med tusindvis af andre emigranter verden over.

På flugt mod nord udspiller sig i Norden. Hvor det præcist er, fremgår ikke tydeligt, bortset fra en indgående beskrivelse af samernes land. Læseren gelejdes ind i et næsten mytologisk, nordisk miljø med ensomme godser, svage kvinder, stærke mænd og en hundredårig oldemor, der lever afsides på et loftkammer. Flugt mod nord er Klaus Manns første roman skrevet i eksil. Som litteraturens enfant terrible blev Klaus Mann repræsentant for den tyske kultur, som var tvunget i eksil af nazisterne. I Flugt mod nord skildrer han sin heltinde Johannas skæbne med indføling og sympati. Hun er splittet imellem individuel lykke og en højere ansvarlighed, mellem kærlighed og politik. Det meste kendte værk af Klaus Mann er romanen Mephisto, hvor han beskriver en medløbernatur.

Da en tjekkisk ingeniør ankommer til Paris i 1939, aner han ikke, at han tre år senere befinder sig i skjul i en dunkel kælder hos en fransk doktor. Alene med sine minder skriver han til sin "kæreste Hanichka", lægger det hele frem, ikke mindst den kærlighedsaffære der lå til grund for sin rejse til Paris. Samtidig med sit svigtende syn og tabet af tænder synes udsigterne til at vende hjem og skylden over at forlade sine elskede et altoverskyggende faktum.