Søgeresultater: 3

Ved romanens begyndelse er den unge Arvid Stjärnblom voldsomt forelsket i den smukke Lydia Stille. Og hun i ham. Men på den tid, omkring år 1900, er kærlighed langt fra nok til, at to kan få hinanden, og den unge filosofikandidat har ikke penge til at gifte sig. ”Jeg tåler ikke tanken, at nogen går og venter på mig”, siger Arvid til Lydia, og han har da også snart fundet sig et job som journalist ved Nationalbladet – men da er det allerede for sent, og Lydia har giftet sig med en ældre, formuende mand. Arvid selv bliver lidt tilfældigt gift med sin bekvemmelighedsaffære og får to børn. Ti år senere mødes Arvid og Lydia igen, og de to indleder en affære, men Arvid vil ikke lade sig skille, og Lydia har andre mænd ved siden af; til sidst flygter Arvid væk fra Sverige, og fra både Lydia og sin kone og børn.

Strindberg skriver om ung kærlighed og svig, om den evige ungkarl, der bliver forelsket, om at gifte sig med en kvinde og få hele hendes familie med i købet, om at have et yndlingsbarn, der bliver sygt og dør, om at ruinere sig ved bryllupsomkostningerne, og om at have et stamværtshus, som man elsker højere end sin kone; alt dette så læseren helt glemmer, at det er skrevet i 1884. Så fint og smukt og rørende, som man kun finder det i den allerbedste litteratur i verden.

For et år siden valgte Caroline Johnson brutalt at tage sit eget liv: et chokerende selvmord der var planlagt til at matche hendes mands blot få måneder tidligere. Deres datter Anna har kæmpet med at acceptere deres død, og begynder at sætte spørgsmålstegn ved måden det skete på. Men ved at rode i fortiden, sætter hun sig selv i fare.