Søgeresultater: 5

EN GAMMEL DAM EN FRØ SPRINGER PLASK Der findes et mylder af regler for haikudigte. Her er nogle af de vigtigste. Formelt: tre linjer med fem stavelser i første og tredje linje – og syv stavelser i midterlinjen. (I denne samling er flere af linjerne tilmed todelte). I et af de kendteste haikudigte, af japaneren Basho – han levede i sidste halvdel af 1600-tallet – fremgår det, at hans danske gendigter, Hans-Jørgen Nielsen, ikke overholder denne regel om antallet af stavelser. Derimod fornemmes i dette haiku tre vigtige ting: et sted, en bevægelse, en lyd … Hertil kommer, at årstider ikke nævnes ved navn … Der rimes ikke – måske lydrim, men ikke enderim … Og det enkelte haiku-digt er navnløst, altså uden overskrift.

Josefine Graakjær Nielsens digtsamling Jeg savner dit døde hår er en skriftmontage; stof organiseret i åbne sætninger. Digteren er ikke til stede - er ikke et unikum men en samplende og samlende instans, der skriver en kollektivitet frem gennem brudstykker af samtaler. De forskellige spor rummer fragmenterede bevidsthedsstrømme om byen, familien, den elskede, de intellektuelle og de psykisk udfordrede. Det er en skrift, som konstant begynder, men ikke ender, går i stå, tages op igen, eller kun består af onelinere. En poetisk collage af sætninger, som et folkeligt oprør mod en på overfladen aldrig tøvende, neoliberal identitetsproduktion. Et oprør mod sammenhæng, overflade, ensretning. Jeg savner dit døde hår er Josefine Graakjær Nielsens tredje udgivelse, og indeholder tegninger og grafiske værker af Kaspar Bonnén & Morten Schelde.

Med "Nye balancer" griber Caspar Eric tilbage til sin tidligere digtsamling Nike, hvor han i 2015 skrev om at være en handicappet krop i verden.

I sin nye samling, der bærer genrebetegnelsen 'handicapdigte', italesætter Caspar Eric handicappet mere kropsligt og direkte, og samfundets stigmatisering og diskrimination af ‘det anderledes’ problematiseres med poppet præcision. Samtidig leder digtene efter nye fysiske og poetiske måder at findes i verden på og måske også efter et sprog, der kan røre os — med humor, power og et skarpt blik på krydsfeltet mellem det private og det politiske. Og herfra rækkes der ud efter nye fællesskaber. 

I marts 2020 går Pelle Hvenegaard i gang med et simpelt, men også lettere uoverskueligt projekt: at skrive 1 digt hver aften i 100 dage, ud fra de følelser, tanker og oplevelser, der måtte presse sig på. Skæbnen vil, at corona-epidemien 10 dage inde i eksperimentet lukker Danmark ned. Dermed kommer Pelle til at sætte ord på hverdagen under en af danmarkshistoriens største kriser. Pelle skriver om det helt nære. Der, hvor humøret går i sort, når al indtægt pludselig forsvinder, og kroppen svulmer op, når der trøstespises. Der, hvor ”skal vi lege” synes at være hans 4-årige datters eneste ordforråd, nu hvor børnehaven er lukket, og farmor er gået i coronaskjul. Men også der, hvor kærligheden blomstrer, når den lille rødmende er forelsket i William fra MGP - og der hvor mørket forsvinder, og meningen findes, når han leger eller lægger sig i ske med sin datter. Han digter om livet udenfor, hvor der er fællessang og jazz i gården, og hvor man pludselig kan sove en lørdag nat, fordi byen er død og stille. Og om at drages mod naturen, hvor fuglene ikke har opdaget, at der er krise, og stadig synger livgivende videre. Han kigger også ud i verden, ud på de ting, der sætter det hele i perspektiv. Han sender tanker til sine venners børn på Mallorca, der ikke er uden for en dør i seks uger, og videre ned til de syriske flygtninge, der ville ønske, at corona var deres største problem i livet. Og selvom epidemien ikke er så dødelig herhjemme, må Pelle alligevel forholde sig til døden i løbet af de 100 dage. Både Max von Sydow, Yahya Hassan og George Floyd dør og får hver et digt med på vejen, og Pelle står i et dilemma, da han opdager, at han skylder penge til en mand, der nu er død. Pelles digtning er direkte, og hans digte er lette at læse. Han kommer vidt omkring, og bogen er for dem, der gerne vil have et humoristisk, rørende og tankevækkende tilbageblik på en tid, hvor vi alle nok må spørge: hvad fanden skete der lige dér?! "Et stykke Danmarkshistorie!" - Abdel Aziz Mahmoud, Go' Aften Live "Rå. Brutale. Tankevækkende. Ærlige. Rammende. ... Det er en digtsamling, som giver smil på læben, giver en klump i halsen, efterlader dig blæst bagover af følelser" - Julies Bogblog ⭐⭐⭐⭐⭐ 5/5 "Pelle kan virkelig et eller andet med ord, og jeg må - lidt halvforbavset - konstatere, at jeg blev fuldstændig fanget af hans digtning og at det ene digt tog det andet" - Dinasbooks ⭐⭐⭐⭐ 4/5 "Digte rører mig ofte, men jeg græder sjældent af dem. Men det gjorde jeg denne gang. Jeg græd, jeg grinede, jeg smilede, jeg undredes og jeg blev vred. Og jeg nød rejsen!" - Bogdoktor ⭐⭐⭐⭐⭐ 5/5 "Jeg håber mange vil give denne digtsamling en chance, selv hvis de ikke tror, at digte er noget for dem, måske især lige derfor." - The bookchatter ⭐⭐⭐⭐⭐ 5/5 "100 dage 100 digte er en øjenåbner. Den skildrer ikke bare danskernes hverdag under Covid-19-tiden. Nej, den sætter hele den gennemsnitlige danskers liv i perspektiv." - Fabulouslybooks ⭐⭐⭐⭐ 4/5 "Digtene minder os om, at livet skal leves, og vi skal få det bedste ud af hver dag. Det er en stærk pointe, og den leveres med omsorg og alvor." - Xenias Bogblog ⭐⭐⭐⭐⭐ 5/5 "...jeg er faktisk bare vild med denne digtsamling. Den er så simpel og alligevel kompleks. " - Maries Bogblog ⭐⭐⭐⭐⭐ 5/5

Klaus Rifbjerg var en af det 20. århundredes største danske lyrikere, og han nåede at udgive mere end 30 digtsamlinger. Theis Ørntoft har lavet et stærkt personligt udvalg og forsynet sin samling med et forord.