Søgeresultater: 2

”Hvem er du? Du må ikke være her.” Han sagde det med så megen overbevisning, at jeg gættede på, at det var hans jord. ”Jeg hedder Juliane, og jeg må være, hvor jeg har lyst til at være,” svarede jeg og gengældte hans åbne blik, mens jeg lagde armene over kors. Han granskede mig et øjeblik. ”Hvor gammel er du?” spurgte han og lagde hovedet på sned, som om han allerede vidste det og skulle tjekke, om jeg ville lyve for ham eller fortælle sandheden. ”Tolv,” svarede jeg. ”Og hvor gammel er du?” ”Også tolv, men jeg fylder snart tretten. Altså i december, der bliver jeg tretten,” svarede han. ”Nå, der er da et stykke tid til.” ”Ja, okay.” Vi smilede prøvende til hinanden. Som om det var tilstrækkeligt, at vi havde alderen til fælles, vinkede han mig hen til sig. Forfatteren Juliane befinder sig over halvvejs i livet. Hendes to døtre er flyttet hjemmefra, og hun har ladet sig separere fra ægtemanden Max. Da hun arver sin mosters gård, ser hun det som en kærkommen mulighed for at komme væk fra det hele og tænke på noget andet, mens hun sætter gården i stand, så den kan sælges. I den lokale købmandsbutik støder hun tilfældigvis på sin barndomsven Janus, og snart begynder barndommens uskyldighed at kaste lys over voksenlivets komplikationer og omvendt. Anita Albers, 1974, er født og opvokset i Sønderjylland og uddannet cand.mag. i tysk og filosofi fra Aarhus Universitet. Hun har tidligere udgivet to romaner, en kostbog og en YA-roman.

”Jeg ligger helt stille i et stivnet øjebliksbillede og trækker vejret overfladisk og hurtigt. Efter et stykke tid bliver hans vejrtrækning tungere og mere ensartet, og jeg kan høre, han sover. Med en kraftanstrengelse får jeg mine arme til live, får løftet min krop op fra madrassen, og mine ben vågner og giver mig mod til at komme væk.” En gribende og barsk fortælling om Maria, der vokser op sammen med sin søster Nina og deres mor i 70’ernes historiske hippietid. En tid med kollektiv og fællesskab. Et fællesskab som den romantiske Maria ikke er en del af. En tid hvor de voksne er på barrikaderne og til politiske møder, og hvor Maria mærker konsekvensen af manglende voksentilstedeværelse på sin lille barnekrop. Marias mor er en kold og barsk dame, der med mørk og råbende stemme spreder skam og utryghed i deres skiftende boliger, og med hårde smæk forsøger at blive hørt af sine uopdragne børn. Opvæksten for Maria og hendes søster er turbulent og kærlighedsløst og får vidtrækkende konsekvenser for dem begge. Et sted kaldet frihed er medrivende og rørende, tragisk og med slet sort humor. Maria og Nina må igennem svigt, overgreb, mobning og sygdom i en opvækst uden ret megen voksen deltagelse. For den ene af pigerne får det fatale konsekvenser. Bogen er baseret på forfatterens eget liv. Lektørudtalelse og anmeldelser: ”En barsk, rørende fortælling med et budskab om aldrig at opgive kampen for frihed. Sproget fungerer godt, man kommer ind under huden på Maria, og hun er nem at relatere til.” Lektørudtalelse. ”Selvom bogen er barsk, er den også utrolig livsbekræftende. Maria er nemlig typen, der ikke hænger med hovedet. Hun er stærk, omsorgsfuld og tror på kærligheden. Alle kan læse bogen og måske føle en form for frihed efterfølgende.” Lotus_blomsterne ”Sindssyg rørende bog, som for mig personligt var hård at læse, jeg kan se så meget af min egen historie i Maria. Kæmpe anbefaling herfra. Den er skrevet letlæselig og i et skønt sprog. Man sidder som læser med en masse følelser og håb for Maria. Læs en længere anmeldelse på min goodreads.” Bekkalouisebooks84.