Søgeresultater: 4

Gervaise Macquarts (Faldgruben) datter Nana er vokset op på Paris' gader og er i begyndelsen af bogen en andenrangs skuespiller med en enkelt succes i en forestilling på Variétés-teatret, hvor hun fremtræder halvnøgen som den lyshårede Venus. Mændene falder på stribe for den egentlig ikke særlig kønne eller intelligente, men meget fremkommelige pige, og inden længe lader hun sig rive med af strømmen, og ruinerer uden større reflektioner den ene rigmand efter den anden.

"Hun alene blev stående oprejst midt i de rigdomme, der var hobet sammen i hendes hus, med et folk af mandfolk slagne for fødderne af sig. … Fluen, der fløj op fra forstadens smuds, der bragte med sig smittestoffet fra samfundets råddenskab, havde forgiftet alle disse mandfolk bare ved at sætte sig på dem. Det var rigtigt, det var retfærdigt: hun havde hævnet sin verden, tiggerne og de forladte. Medens hendes køn steg i en stråleglans og skinnede på ofrene, der lå udstrakte for hendes fødder ligesom en opgående sol, der oplyser en slagmark, bevarede hun, uvidende om sin gerning og stadig en god pige, sin udmærkede dyriske samvittighedsløshed. Hun vedblev at være stor, hun vedblev at være tyk, med et dejligt helbred og et dejligt humør."

Bind 17 i serien Les Rougon-Macquart

Overfladisk set er Den umoralske - forfatterens første betydende roman, og til dels selvbiografisk – en lidt naiv beretning om en rig, ateistisk, og noget verdensfjern lærd, som gifter sig, finder ud af, at han tiltrækkes af unge arabiske mænd/drenge, bliver alvorligt syg på en rejse i Nordafrika, og kureres ved sin kones hjælp, og efter forskellige mellemstadier, hvor han på sin egen måde forsøger et oprør mod sin egen kulturelle baggrund og dens indbyggede anstændighed og moral, endelig henfalder i en slags moralsk degeneration. Efter hustruens død har han indbudt tre gamle venner til at besøge sig, og bogen udgøres af en af disse venners genfortælling af Michels tilståelser. Men det er overfladen, og fordi bogen er udformet som en genfortælling på anden hånd, får læseren aldrig at vide, om Michels selvfordømmelse er for hård, for overbærende, om han nogensinde gennemfører sit oprør – eller om historien i det hele taget er korrekt gengivet af fortælleren. Det er op til læseren at danne sig sin egen mening.

André Paul Guillaume Gide (1869-1951) var en fransk forfatter og litteraturkritiker. Ud over sin mangefacetterede skønlitterære produktion var han kendt for sine omfattende selvbiografiske værker, hvor han uden at lægge skjul på noget blotlægger forskellige modsætninger i sin natur, moral, religion og opdragelse. Han fik Nobelprisen i litteratur i 1947, og regnes af mange internationalt for en af det 20. århundredes mest betydende forfattere.

Julien Sorel er yngste søn af tømmerhandleren i Verrièrres, en stor beundrer af Napoleon og holder også meget af sig selv. Han er køn og begavet, har store ambitioner og få virkelige følelser, og da han kommer i tjeneste som huslærer hos den lokale borgmester, de Rênal, udnytter han dennes hustru til at føre sig frem i den lille by. Efterhånden skaffer han sig også forbindelser i gejstligheden, opnår at komme på et præsteseminarium og derfra videre som sekretær for den magtfulde marki de La Mole i Paris, hvis romantiske og overspændte datter Mathilde han udnytter efter et lignende mønster som tidligere fru de Rênal.

Både Julien og de fleste af hans omgivelser er en flok hyklere af højeste rang, og da han endelig opdager og selv føler den virkelige kærlighed, som de to kvinder i hans liv nærer for ham, bliver det hans undergang.

Der findes flere tolkninger af bogens noget kryptiske titel - Henri Beyle (eller Stendhal, som han gerne brugte som pseudonym) har aldrig selv givet nogen forklaring –, hvoraf den mest fremherskende vistnok er Julien Sorels dilemma mellem en karriere indenfor militæret (det røde) eller kirken (det sorte). I sidste ende bliver det dog ingen af delene - og det røde og det sorte kan også lige så vel symbolisere kærligheden og døden eller livets roulettespil, eller …

Jérôme (bogens fortæller) og hans kusine Alissa elsker hinanden med en ungdommelig platonisk kærlighed. De mødes jævnligt i deres ferier i Alissas hjem i Normandiet, og resten af ​​året bevarer de kærligheden ved en omfattende brevveksling. Da de bliver voksne, ændrer intet sig i deres forhold, som stadig er platonisk og afventende, og da Alissa opdager, at søsteren Juliette også elsker Jérôme, trækker hun sig tilbage fra ham for ikke at stå hans lykke i vejen, og indtager en rolle som en slags ældre, fortrolig søster, mens Juliette på sin side ikke føler, at Jérôme nærer nogen følelser for hende, og gifter sig med en anden. Først da Alissa er død, finder han ud af den sagens virkelige sammenhæng ved at læse hendes efterladte dagbog.

André Paul Guillaume Gide (1869-1951) var en fransk forfatter og litteraturkritiker. Ud over sin mangefacetterede skønlitterære produktion var han kendt for sine omfattende selvbiografiske værker, hvor han uden at lægge skjul på noget blotlægger forskellige modsætninger i sin natur, moral, religion og opdragelse. Han fik Nobelprisen i litteratur i 1947, og regnes af mange internationalt for en af det 20. århundredes mest betydende forfattere.