Søgeresultater: 9

Aleksandar Sajins nye roman Ivan Blank er en komedie om kærlighed og utroskab, om løgn og bedrag, om vanvid og kunstnerisk blindhed, om PET, om åbenbart grundløse asylansøgere, om det danske retsvæsen, om drømmen om villa, Volvo og vovse …
Ivan er forfatter i eksil i Danmark, han kom hertil som flygtning i forbindelse med Balkan-krigen i begyndelsen af 1990erne og er, som det hedder, velintegreret, akkurat som forfatteren selv. Alligevel er romanen langt fra at være af den populære auto-biografiske slags. Der er for megen fantasme, handlinger og handlingsfigurer brækker hele tiden over og lander i det groteske, der er for megen slapstick over alle de forskellige kærlighedsforhold, vi som læsere føres igennem, der er for megen humor, man er indimellem ved at dø af grin.
Ivan arbejder som serbokroatisk tolk og når han er ude og tolke – i en eller anden dum flygtninglejr – er der altid endnu en Ivan, han skal tolke for. Det er absurd, bureukratiet bliver udstillet, hvilket abolut ikke gør det mindre – bureaukratiet, altså - endsige mindre gennemskueligt, personalet inklusiv Ivan Blank og borgeren, der endnu ikke har status som en sådan, men asylansøger, klart uden at have grundlag for at søge asyl, bliver til små tilfældige brikker i et større spil. Og da Ivan i erhvervsøjemed skal sikkerhedsgodkendes af efterretningstjenesten går det helt galt.

Om natten havet fortsætter, hvor Johanne Kirstine Falls debutroman Der er altid nogen at befri slap: Hovedpersonen Katrina udskrives fra Odense Universitetshospital efter en længere indlæggelse med anoreksi. Hun indleder et forhold til Markus og hans ven Sebastian.
De introducerer hende til et nyt liv fyldt med stoffer, vold og eksperimenterende sex. Vi får, som i Der er altid nogen at befri, hele forløbet skildret gennem Katrinas på en gang følsomme og nøgterne, på grænsen til det brutale, blik, der til tider brænder sammen i en verden af vrangforestillinger og selvdestruktivitet. Hele læsningen igennem sidder man uvægerligt på kanten af stolen og tænker: Nej! Hvor længe kan hun holde til det.

New Forest er en roman om lys og skove, familier og myter, kærlighed og død
Mødre, søstre og døtre I romanen møder vi en pige, en kvinde i 30’erne og en ældre dame. Pigen er på efterårsferie med sin familie og beslutter sig for at gå tur alene i plantagen bag huset. Den unge kvinde rejser rundt i Europa, alt imens hun kæmper for at gøre sig fri af et forhold der længe har gjort hende til en slags zombie, en levende død. Hen imod slutningen af bogen rejser hun til New Forest i Sydengland for at genfinde det område hvor hun var på ferie som barn, et sted der i hendes bevidsthed er blevet et mytologisk sted. Den ældre kvinde mister sin mand, og hun låser sig inde i huset med liget. Sådan lever de to videre sammen der i huset hvor tiden ligesom kroppen opløses, og han på den måde – for hende og for os – pludselig er levende igen og syg igen, og vi er igen tilbage i en tid hvor de var en familie; hvor pigerne drak saftevand i køkkenet, og hvor de skoldede høns ude bag huset. De tre generationer af kvinder bliver gennem bogen til en slags familie, eller de bliver hinandens fortid og fremtid, hinandens mødre og søstre og døtre. Bogen beskriver passagerne i livet, tærskelerfaringer, der hvor noget er mellem formerne. Der hvor et menneske både er levende og dødt, hvor en erindring både er sandhed og løgn. Romanen insisterer på at det er i denne urolige sitren mellem stabile tilstande at livet er. Således udnytter romanen også genrens muligheder for at bevæge sig mellem fortælleformer, i en lyrisk ramme at veksle mellem dagbogsfragmenter og prosa.

Rum tegnes op, lys og skygge brydes, bånd brister og bindes på ny, og tider mikses sammen. Et jeg og et du. Et forsøg på at nærme sig noget andet, noget nyt, lade et nyt lys kaste sig over relationerne, stederne og tiden. Meget civiliseret, men i så fald med en egen vildskab i det civiliserede.

Det notoriske bløddyr, færingen Vón, rygrad som en regnorm, bærer på et tungt og stort hjerte i en ussel, brugt krop. Han elsker Christina, som går på CBS, og hun elsker ham på trods af hans kommen og gåen i jobcentrene. Undervejs, i deres forhold, støder han på nogle krav, han ikke kan opfylde. Der er så meget liv, der skal leves – og passes på. Christina drives af en udlængsel, hele tiden mod noget større og bedre, og hun tager et semester i udlandet, mens Vón overmandes af en slags eksistentiel hjemlængsel, knyttet til en krop og bevidsthed, der driver længere og længere væk fra ham.
Åh! er en roman om udødelig, sprittet vagabondkærlighed, der muligvis kan dø mellem to mennesker, men som ikke desto mindre lever dobbelt så stærkt i erindringen og aldrig stopper med at være sygelig sentimental og håbløs umoderne.

Efter længere tids søgen, genfinder Nis sin lillebror Frej. De har ikke set hinanden, siden de begge afsonede lange domme for hashhandel. Frej er nu eksmisbruger og uhyre selvindsigtsfuld. Han kræver, at Nis skal begynde at arbejde med sit kvindehad og indre dæmoner. Nis tager imod udfordringen og overtaler kæresten Ronja til, at de sammen skal tage på et to-ugers selvudviklingsophold hos den excentriske psykoterapeut Carl-Mar.

Josefine Graakjær er tilbage. Hendes debut Rosebud fra 2015 var formet som en kvindes henvendelse til en mand, ét langt brev. Som 1. en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2. en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste at blive hørt. Men hele tiden, bag ved i Rosebud rumsterede familiehistorien med druk og selvmord og det er nu den historie, hun med romanen Johannes tager fat på.

Samsine og HP er det unge par. De lever livet hårdt, på samfundets skyggeside, i en af kommunen anvist bolig etc, det skal gå galt. Nattesjov og druk og almindelig utilpassethed. De rige får deres bekomst, der lægges ikke fingre imellem, det er på den vis også en fortælling om samfundsklasser. Men det er noget så banalt som jalousi, noget så ædende, der ødelægger ikke alene forholdet, men også HP, så han til sidst krabber rundt som en anden idiot. Idet han på detektiv-manér kortægger Samsines færden hin ulyksalige aften.

Elastik er en roman om at være kvinde. Om at være kvinde mellem kvinder, mellem mænd og om at være alene med sin kvindekrop. Alice bryder sig ikke om at være kvinde. Hun føler sig fremmed i sin krop, med sit køn.
På samme tid er Elastik også en moderne, høvisk kærlighedshistorie. Om Alices fortiede, men stormfulde forelskelse i den enigmatiske Mathilde. En forelskelse, der ikke findes plads til hverken i Alices forhold til kæresten Simon, til Mathildes mand Alexander eller i Alice selv. Johanne Bille har et nænsomt og nuanceret blik, når hun skriver denne forelskelse frem, men i beskrivelsen af, hvordan de to mænd bliver trofæagtige værktøjer i relationen mellem de to kvinder og i skildringen af det pompøse, grænsesøgende livs skyggesider er hun skånselsløs.
Elastik handler om ikke at ville nøjes med at finde sig til rette – i parforholdet, i samfundet og i sig selv. Om at ville kærligheden og fællesskabet, men ikke kunne løsrive sig fra sin egen egoisme og narcissisme. Hvordan kan vi være sammen? Det spørgsmål bliver i Elastik til: hvordan bruger vi hinanden? Elastik er Johanne Billes anden roman. Hendes debutroman Tænk nu hvis udkom i 2015 på Tiderne Skifter.